“Af jord er du kommet, til jord skal du blive og aldrig mere genopstå”.
Sådan lyder et digt af Halfdan Rasmussen fra 1985, som ofte bruges når en humanistiske begravelse indeholder en jordfæstelse. Når vi dør, vælger vores nærmeste hvordan dødsfaldet markeres. Uanset vores livssyn, har vi brug for at samles og sammen fatte, at dette menneske ikke mere eksisterer. Når man som vi ikke tror på genopstandelse, giver Halfdan Rasmussens digt god mening.
I Humanistisk Samfund tror vi ikke på en højere magt, men vi anerkender værdien af ceremonier ved de store livsovergange. Vi vil gerne hjælpe mennesker, der ikke er troende, med at skabe en værdig, højtidelig og personlig ceremoni baseret på de universelle humanistiske værdier.
Det kan også være mennesker der læser Kristeligt Dagblad. Ritualer skaber mening og sammenhæng i menneskers liv. Det behov har alle mennesker, uanset livssyn.
Svend på 89 døde efter kort tids sygdom. Han var af politiske og personlige overbevisninger udmeldt af folkekirken for mange år siden. Svends to døtre ønskede en begravelsesceremoni, hvor Svend og hans liv der var i fokus. De ønskede at Svend fik en humanistisk begravelse med en mindetale, fællessange og digte.
Da Svend i mange år havde været aktiv i den lokale kreds af Socialdemokratiet, stod der fanevagt ved hans kiste, og ceremonien blev indledt af en ung musiker på trombone med musikken til ”Ack Värmeland du sköne”.
Mindetalen havde nedslag med udgangspunkt i Svends livssyn, med konkrete eksempler på hvordan han via sit politiske arbejde og medlemskab af en lang række organisationer, viste sin solidaritet og forståelse for alle slags mennesker.
Lidt fakta: Knap 30 procent af befolkningen er ikke medlem af folkekirken, svarende til godt en million borgere. Der dør omkring 54.000 mennesker i Danmark hvert år. Antallet af døde, der ikke begraves i folkekirken, er mellem 13.000 og 14.000 om året. Halvdelen af borgerne uden for folkekirken er ikke tilknyttet en anden religion. Forestillingen om, at landet er homogent kristent, sætter vi spørgsmålstegn ved.
Vi har som mennesker brug for at erkende sammen med andre, når vi gennemlever livets store overgange. Ceremonierne hjælper os med at rumme den nye virkelighed. Derfor er en ceremoni en del af at forstå og leve livet. Også når man ikke har et religiøst livssyn.
Vores humanistiske begravelser er alle sammen forskellige, men der er fællestræk. Nogle af dem vi begraver, havde et naturvidenskabelige arbejde og livssyn, andre kommer fra arbejderbevægelsen med dens irreligiøse udgangspunkt. Nogle kommer fra et religiøst miljø, de har løsrevet sig fra, og andre har altid haft et humanistisk livssyn uden religiøst islæt.
Blandt dem, der beder os hjælpe med en humanistisk begravelse, ser vi også familier med baggrund i to kulturer. Danskere, der levede deres liv i et andet land eller et ægteskab, hvor parterne kommer fra hver deres kultur. Folk, hvis liv i mange år blev levet i andre lande eller i internationale sammenhænge.
Den spinkle, seje danskchilenske kvinde døde midt i livet af kræft. Hendes to søstre boede ikke i Danmark, men kom til landet, hvor deres gamle mor nu bor. Ingen af dem tilhører et trossamfund og familiens liv var præget af både chilensk og dansk kultur. Vi lytter til Sebastians "Pludselig" og Mercedes Sosas version af "Gracias a la vida". Kisten bæres ud til Cat Stevens "Morning has broken".
I vores begravelser indgår ikke bønner, salmer eller løfter om gensyn efter døden. Vi holder os til det levede liv. Sorgen over tabet får lov til at fylde, mens vi kærligt mindes den afdøde gennem historier fra dennes liv, anekdoter, digte, sange eller andre ting, som fortæller noget om den afdøde, og som afspejler sorgen og tabet.
Vi har stået for humanistiske begravelser, bisættelser og mindehøjtideligheder siden 2009. Det er blevet til lang over 250 ceremonier fra Aabenraa til Holbæk, fra Brønderslev til Gudhjem. Fra at vi var få pionerer, har vi i dag 16 ceremoniledere rundt om i landet.
Inden begravelsen mødes vi med de nærmeste, og det foregår oftest i deres eget hjem. Hovedvægten i samtalen ligger på det liv afdøde har levet. Ud fra de oplysninger skriver ceremonilederen en mindetale. En tale, der typisk varer 10-15 minutter. Hvem var afdøde? Hvilke vigtige nedslag i det levede liv skal med?
For nogen er det skolegang, uddannelse og familieliv. For andre arbejde, interesser eller de særlige aftryk mennesket har været med til at sætte på sine omgivelser og sin tid. Altid er der fokus på det, som pågældende har betydet for andre: familie, venner, kollegaer og dem, der tilfældig kom til. Det er perspektivet.
Vi har ikke som i Norge og Sverige livssynsneutrale lokaler i landets kommuner, hvor alle slags begravelser kan afholdes. Så for eksempel en sportsklub ved Furesøen, en kro ved Skanderborg, et beboerlokale i et alment byggeri på Nørrebro har lagt rum til vores begravelser. De fleste vælger stadig et kapel.
Den humanistiske begravelse kan være med kisten, hvor den døde ligger i. Den kan også være med urnen med afdødes aske, eller den kan være en mindehøjtidelighed uden noget fra den dødes krop.
Ceremoniens første musik markerer, at vi er i gang. Så indleder vi kort med at sige, hvem der er død. Et lys tændes, der brænder under hele ceremonien, og så nogle få ord om den allersidste tid. Så er alle med.
Hovedtalen indeholder nedslag i afdødes liv: Da hun drog af sted hjemmefra, da hun blev optaget på sin uddannelse, bejlerne og forelskelser, rejser og drømme, og de mange gange livet forandrede sig pludseligt, tilfældigt eller var hårdt. De velkendte historier, og dem som kun få kender. Det vi taler varsomt om, men omtaler, og de sejre og aftryk, som hun satte på sin samtid. Talen skal udtrykke hvem netop dette menneske var, så alle i rummet kan genkende og få udvidet deres billede af personen. “Ja, sådan var hun!” Der grines, og der grædes. Men først og fremmest mindes der. En afdød, som måske har været syg og nedbrudt i lang tid, bliver husket også for den gang, han eller hun blomstrede allermest.
Et minuts stilhed, hvor alle står op, er den fælles fysiske gestus, vi gør sammen. Her kan vi mærke, at vi er sammen om at forstå og begribe, at dette menneske nu ikke mere er i live.
Ønskerne til musik og sang i en ceremoni kan være alt fra rock, heavy metal, pop og opera, til jazz, klassisk og sange fra arbejdersangbogen og højskolesangbogen. Det vrimler med ideer. Da der er tale om en ikkereligiøs begravelse, synges der ikke salmer. Det er musik og sange som afdøde oftest har haft en historie sammen med. Musikken giver en pause fra de talte ord. Fællessange er med til at involvere alle i ceremonien.
Ofte læses mod slutningen et digt eller et tekststykke fra litteraturen til at sætte det levede liv ind i en ramme. Teksterne er med til at almengøre den dødes liv. Folk er blufærdige her, men vi har heldigvis et rigt bagkatalog af digte og tekster, der rummer vores livssyn.
Den sidste musik er altid lysere end den første. Vi bliver rensede af sorgen ved hver begravelse. "What a Wonderful World", synger Louis Armstrong ofte ved vores begravelser, mens stearinlyset pustes ud og vi går ud.
Vores ceremoniledere har været gennem en intern uddannelse. Den indeholder blandt andet taleskrivning, retorik, kropssprog, og hvordan man taler med mennesker i sorg. Uddannelsen afsluttes med en kapelprøve, hvor man skal gennemføre en hel, men fiktiv, begravelse i et kapel, førend man kan blive ceremonileder.
Vores holdning er klar. Ingen skal begraves religiøst, hvis de ikke har ønsket det. Derfor må der være et alternativt. Ethvert livssyn må respekteres, når vi markerer livets store overgange. Og derfor bliver folkekirken aldrig alles naturlige valg for deres begravelse.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.