Prøv avisen
Kirkeligt set

Ytringsfrihed og ytringspli bør afvejes

Der, hvor vi begynder at skjule vores holdninger af frygt for repressalier, er vi på en glidebane, der kan skade både os selv og vores samfund. Foto: AFP PHOTO / LAURENT DARD Foto: AFP Photo / Laurent Dard

Ytringsfriheden skal forsvares. Og der hvor vi begynder at skjule vores holdninger af frygt for repressalier, er vi på en glidebane, der kan skade både os selv og vores samfund

DRABENE PÅ 12 medarbejdere ved satiremagasinet Charlie Hebdo er en skændsel. Der findes ingen formildende omstændigheder. Punktum.

Ytringsfriheden skal forsvares. Og der hvor vi begynder at skjule vores holdninger af frygt for repressalier, er vi på en glidebane, der kan skade både os selv og vores samfund. Punktum.

Når det er slået fast, er der en vigtig tilføjelse: Hvis ytringsfriheden skal bevares sund, har vi brug for en debat om den gode forvaltning af den. Hvad er pli i det offentlige rum? Eller sagt med lidt større ord: Hvilken etik kræver ytringsfriheden af os?

Hvis vi ikke tager den debat alvorligt, risikerer vi, at ytringsfriheden forfalder til de velformuleredes tyranni, og at karikaturtegninger bliver magtmidler i hånden på en selvtilfreds mainstream. Derfor må vi - også selvom vi ikke havde oplevet rædslerne i Paris - i gang med de overvejelser.

Nogle af mine indspil i overvejelserne om ytringspli kan formuleres som testspørgsmål til indvortes brug for aktører i det offentlige rum:

”Det jeg siger og skriver offentligt, ville jeg også have sagt det ansigt til ansigt med min modpart?”. Hvis svaret er nej, er der to muligheder: Enten at jeg puster mig op i det offentlige indlæg, eller at jeg er for svag i det personlige møde.

”Skelner jeg på rimelig måde mellem sag og person?”. Det kan være nødvendigt og befriende med en skarp tone i en debat. Her må vi ikke være for sarte. Men hvornår får de smarte formuleringer - som gerne giver opmuntrende mails fra eget bagland - karakter af en unødvendig ydmygelse af en modpart? Er jeg mest optaget af at belyse en sag og vinde nogle mennesker for et synspunkt eller af at demonstrere min sproglige kreativitet og modpartens begrænsede åndsevner?

”Bestræber jeg mig på, at fremstille modpartens synspunkt, så han kan genkende det selv?”. Jeg skriver bevidst ”bestræber”. For det lykkes ikke altid. Nogle gange er det min skyld, andre gange er modparten enten overdrevent sårbar eller kan ikke gennemskue konsekvenserne af sit eget synspunkt.

”Gør jeg mig overvejelser om eventuelle utilsigtede bivirkninger af mit ordvalg eller min brug af humor?”. Mennesker kan blive brændemærket for livet af et ord eller et billede, som de ikke kan slippe af med igen.

SÆRT NOK KAN MEGET af dette sammenfattes i nogle ord af en håndværker fra Nazaret: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt. 7, 12). Med andre ord: Er vi indstillet på at beskytte den menneskelige værdighed hos vores modpart? Eller er nogle modparter så usympatiske, at fælles menneskelige spilleregler bliver sat ud af kraft?

Jeg er rimeligt overbevist om, at hvis Charlie Hebdo havde haft homoseksuelle, handicappede eller abortsøgende kvinder som yndlingsofre, havde sympatien med magasinet ikke været stor. Men nu er det forskellige grupper af religiøse, som i forvejen er i ”bad standing” i store dele af Europa. Der gælder nemlig forskellige spilleregler i debatten, alt efter om man er i offentlig mod- eller medvind.Det er en overvejelse værd, hvorfor de seneste to store debatter om ytringsfrihed - 2006 og 2015 - har afsæt i et så marginalt fænomen som karikaturtegninger. En faktor er naturligvis den helt uacceptable islamiske reaktion. En anden faktor er, at humor og billede - især i kombination - er et ualmindelig stærkt virkemiddel. Jeg har for eksempel gjort den opdagelse, at nogle læsere bedre husker Peter M. Jensens tegninger end min tekst!

Men det betyder også, at humoristen og den visuelle kommunikator har en temmelig stor magt - med tilhørende etisk ansvar.

Et hjemligt eksempel: I 1995 cyklede Poul Nyrup Rasmussen (S) en tur med en cykelhjelm, som var for lille. Det grinede vi meget af den sommer, og i mere end 10 år derefter brugte blandt andet tegneren Roald Als hjelmen som en markør af, hvor klodset og nørdet Nyrup var.

Meget morsomt om end lidt besværligt for os, der allerede dengang brugte hjelm. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg ”lignede Nyrup”, når jeg tog hjelmen på.

En bivirkning var efter sigende, at den almindelige brug af cykelhjelm i Danmark blev forsinket i mange år. Det var nok ikke lige hensigten; men måske kan en statistiker give et bud på, hvor mange hjerneskader den forsinkelse har bevirket.

Sagt kort: Hvor er det godt, at der trykkes tegninger, som hænger selvhøjtidelighed, magtmisbrug og terror ud. Men karikaturen er ikke etikfri zone. Tegneren bærer en del af sin næstes liv i hånden, når han fatter om blyanten.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen