Kristian Lund gik på sommerferie efter lige at have rettet en voldsom svada mod Medicintilskudsnævnet. De danske sundhedsmyndigheder sørger endnu en gang for at undgå at bevilge ny, dyr medicin til en patientgruppe, som ellers kunne have rigtig god gavn af den, mener stifteren af og chefredaktøren for Sundhedspolitiske Tidsskrifter – en række online-medier, der dækker sundhedssektoren.
I denne omgang er det en medicinsk behandling af fedme, som nævnet ikke vurderer har en effekt, der står mål med prisen på cirka 2000 kroner om måneden pr. patient. Medicinen, der er udviklet af Novo Nordisk på basis af kroppens egne mæthedsmekanismer, bliver i øvrigt snart fulgt op af et endnu mere effektivt lægemiddel fra samme firma – ligesom der er et tredje på vej fra den amerikanske konkurrent Lilly.
Novo Nordisks første fedmemiddel blev for syv år siden godkendt af den europæiske lægemiddelsmyndighed, EMA, og selvbetalende danske patienter har – ifølge artikler i Berlingske – siden med hjælp fra privatlæger oplevet markante vægttab. I sin leder foreslår Lund, at Medicintilskudsnævnet i det mindste bevilger lægemidlet til de mest BMI-belastede patienter – dem med mange behandlingskrævende følgesygdomme, lav livskvalitet og risiko for tidlig død. Som en start og for i det mindste at få mulighed for at indhøste brugbare erfaringer. For det er han overbevist om; så snart patenterne udløber, vil medicinsk behandling af den kroniske sygdom, fedme ifølge lægevidenskaben er, være standard. Og til en brøkdel af den nuværende pris. Der er nemlig fortilfælde på samme strategi, hvor de tilskudsbevilgende myndigheder slæber taktisk på fødderne og først godkender et livreddende lægemiddel, når de ikke selv behøver at være med til at bekoste forskning, produktudvikling og kliniske afprøvninger. Det betyder, at ny medicin bliver unødvendigt dyr i introduktionsfasen, fordi den ofte kun bevilges til så begrænset en patientgruppe som overhovedet muligt, argumenterer Kristian Lund. Eller som i dette tilfælde – slet ikke.
Du pointerer blandt andet i din leder: ”Prisen er for høj. Ja, selvfølgelig. Sådan er kapitalismen.” Men du mener altså også, at de danske sundhedsmyndigheder har et ansvar for prissætningen på ny medicin.
”Akkurat. Når et nyt lægemiddel introduceres, sørger de danske sundhedsmyndigheder ofte for at finde frem til en meget afgrænset indikation for, hvilke patienter, der skal have tilskud til det. Og da medicinalfirmaerne naturligvis skal have deres investeringer tjent hjem – og levere det forventede afkast til investorerne – bliver al innovativ medicin derfor prissat meget højt. De skal jo tjene pengene, inden deres patentbeskyttelse udløber og lægemidlerne bliver kopieret af andre producenter og kan købes til stort set intet i forhold til den oprindelige pris. Men man kunne jo også forestille sig den modsatte tilgang, at sundhedsmyndighederne i stedet anerkendte, at et nyt potent præparat, som disse lægemidler er dokumenteret til at være, kunne være til gavn for en langt større patientgruppe, og så forhandle en tilsvarende lavere pris i hus med medicinalfirmaet.”
Du har tidligere givet udtryk for, at der mangler forståelse for, at det er meget omkostningstungt at udvikle, afprøve og få godkendt nye medicintyper – og at det i øvrigt er selve kapitalismen, der driver den medicinske innovation. Men branchen skal vel holdes i ørerne?
”Ja, man skal heller ikke være naiv – medicinalindustrien forventer også enormt store afkast på deres investeringer. Og når deres patent udløber, kan de vælge at ændre en eller anden dibbidut i deres produkt og forsøge at markedsføre det som en forbedring. Eller de kan helt trække deres oprindelige præparat af markedet, fordi de ikke længere kan tjene penge på det.
Der er også eksempler på, at de kan finde på at foretage kliniske afprøvninger på frivillige forsøgspersoner med en anden etnisk baggrund end den patientgruppe, som medicinen skal markedsføres overfor. Fordi de måske vil reagere mere hensigtsmæssigt på medicinen og – hvis afprøvninger foregår i for eksempel et asiatisk land – bliver billigere at gennemføre for firmaet. Så, jo, de skal holdes i ørerne.
På den anden side er det også en branche, der om nogen er gennemreguleret, og hvor myndighederne også selv er med til at lægge dem alle mulige fordyrende led i vejen.”
Du mener, at Medicintilskudsnævnet med sin afvisning af lige netop Novo's fedmepræparat er med til at forstærke den ulighed i sundhed, som alle sundhedsaktører ellers er så optaget af at få udlignet.
”Jamen, det er da en politisk beslutning at afvise at bevilge en medicin for en sygdom, der i dén grad vender den tunge ende nedad. Og hvor dem, der selv er i stand til at betale for behandlingen, allerede har adgang til den. Det skyldes uden tvivl også, at mange politikere stadig har svært ved at acceptere, at fedme er en alvorlig, kronisk sygdom, der kræver behandling.
Novo Nordisks nuværende fedmepræparat stiller et vægttab på mellem 5-7 procent i udsigt. Mens det, de snart lancerer, når helt op på hele 20 procents vægttab – og så basker det virkeligt noget. Og jeg kan love dig for, at disse præparater bliver standardbehandling, selvom Medicintilskudsnævnet lige nu blankt afviser dem.
Vi så noget af det samme for en del år siden, før der kom generelt tilskud til kolesterolsænkende medicin. Inden patentet udløb og præparaterne var ret dyre, blev de kun bevilget til en meget, meget lille patientgruppe. Selvom der var evidens for, at de var effektive. Det sekund, patentet udløb, blev de ordineret til alle, der havde brug for dem. I dag tager op mod 700.000 danskere et eller andet kolesterolsænkende lægemiddel, og det har formentlig kostet menneskeliv, at myndighederne afventede det prisfald, patentudløbet betød. Det undrer mig virkeligt, at der ikke bliver talt mere om det her.”
Så du mener, at sundhedsmyndighedernes prioriteringer er kyniske?
”Ja! Medicinstilskudsnævnet forhindrer direkte en stor og udsat patientgruppe i at få et meget effektivt lægemiddel.”