Sørine Gotfredsen: Chefredaktører kan snuble i store spørgsmål

Chefredaktører diskuterer for tiden, om man beskæftiger sig nok med den hverdagsracisme, der kan møde folk med anden hudfarve. Det er vigtige sager. Måske lige lovlig vigtige til at blive overladt til landets chefredaktører, skriver Sørine Gotfredsen

Et samfunds ordning i høj grad er afhængig af en vis forskelsbehandling, mener sognepræsten.
Et samfunds ordning i høj grad er afhængig af en vis forskelsbehandling, mener sognepræsten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ordet har ikke i nyere tid fået den bedste presse. Diskrimination opfattes af de fleste meget negativt, da det forbindes med en forskelsbehandling, der formodes at bunde i ringeagt og dårlig vilje.

Det er dog noget forenklet, og i diskussionerne om ghettolov, kvaler med at få et arbejde, hvis man er iført muslimsk tørklæde og bønnekald fra moskéer må man overveje ordets nuancer. Også når debatten foregår i mediernes egne rækker, hvor chefredaktører for tiden diskuterer, om man beskæftiger sig nok med den hverdagsracisme, der kan møde folk med anden hudfarve.

Sagen blev endevendt i ”Presselogen” på TV 2 News i søndags, hvor B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby, berettede om en snedker, der efter at have skiftet fra et fremmedlydende navn til det mere mundrette Allan fik flere kunder. Her skal man være vågen.

Det er sikkert rigtigt, at ”Allan” oplever diskrimination på grund af sit navn, men det betyder ikke, at han oplever hverdagsracisme. Jeg ville muligvis selv være tilbøjelig til i farten at vælge en snedker med et dansk navn i forventning om, at han og jeg sprogligt og mentalitetsmæssigt lå nærmere hinanden.

Mennesket har tendens til at føle mest tryghed ved den, man umiddelbart deler slægtsskab med, og det betyder ikke, at man ringeagter nogen eller er i nærheden af racistisk tænkning. Det betyder, at man er formet af sin egen kultur, og det bekymrer i disse racismefikserede tider at opleve, hvordan flere af landets magtfulde medieredaktører ikke debatterer tingene mere grundigt. Heller ikke angående lovgivning.

Sagen er jo, at et samfunds ordning i høj grad er afhængig af en vis forskelsbehandling. Den optræder i Grundloven, når den evangelisk-lutherske kirke tildeles mere status end andre religioner, og den er på spil, når nogen opfattes som værdige til at få dansk statsborgerskab, mens andre ikke gør.

Ved lov diskriminerer man, man gør forskel, det er en del af formålet, og frem for også at anskue problemerne i dét lys, synes mange redaktører blot at adoptere den mere simple udlægning af begrebet lighed, hvor forskelsbehandling som udgangspunkt ses som urimelig.

Læs blot, hvad Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, i søndags skrev angående forslaget om at forbyde muslimsk bønnekald, som han mener har en ”højst diskriminerende bagtanke”. Ja, naturligvis, ingen af fortalerne lægger skjul på det, for uden en vis diskrimination ender vi i tom kulturrelativisme. Man aner, at denne allerede har taget bolig i visse sjæle, for læs lige videre i Poul Madsens lederartikel, hvor han kommenterer landets kirkeklokker: ”Men hvorfor accepterer vi det i en moderne tid? Vi er jo også holdt op med at acceptere slaveriet (…)”.

Der kan mangle visse nuancer i formuleringerne blandt inkarnerede mediemennesker, og i samtalen om store begreber som lighed, kultur, religion og diskrimination, bliver det særlig tydeligt. Det er vigtige sager. Måske lige lovlig vigtige til at blive overladt til landets chefredaktører.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.