Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Chesterton. En helgen med humor?

Tegning af G.K. Chesterton.

En del af forestillingerne om fremtiden i G.K. Chestertons bog "Mørk middelalder" er blevet til virkelighed, mener dagens debattør

AT G.K. CHESTERTON med sit forfatterskab har betydet meget for katolicismen, er der ingen tvivl om, og her tænker jeg nok mest på hans bog Mørk middelalder, der handler om Frans af Assisi og Thomas Aquinas, men at han skulle være antisemit i en sådan grad, at han kan lastes for det, er nok ikke rigtigt.

Han ironiserer over jøden og laver grin med ham, men Chesterton er simpelthen ude med riven, når der er noget at skrive sjovt om. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hans roman Den flyvende kro, som blev udgivet 1914 og oversat til dansk i 1945.

LÆS OGSÅ: Skal forfatteren G.K. Chesterton helgenkåres?

I en fremtidsvision skriver han om, hvorledes den herskende klasse har allieret sig med islam om at kue underklassen. Sammen har de besluttet, at landets kroer skal lukkes som et knæfald for islams spiritusforbud, mens de selvfølgelig selv finder en udvej for at drikke. Men mod dette overgreb mod engelsk kultur protesterer to djærve gutter Humphrey Pump og Patrick Dalroy ved at drage rundt med en vogn, hvorfra de udskænker rom og serverer ost. I bogen beskriver Chesterton også, hvorledes man på flere måder prøver på at indordne sig under overklassens krav om at gøre islam tilpas. Man vil for eksempel tillade islams tilhængere ved afstemninger at sætte en halvmåne i stedet for et kryds, som kan forveksles med et kors, ligesom det overvejes på spiret af Saint Pauls Cathedral at skifte korset ud med en halvmåne.

Det er nok ikke denne bog, som ligger til grund for overvejelser om helgenkåring, men den er absolut læseværdig og særdeles tankevækkende, når vi ser, hvorledes hans forestillinger i dag faktisk er blevet virkelighed.

Kaj Hansen, pensioneret lærer, Ruevej 35, Morud