Hvornår kommer det ungdomsoprør? Ligesom i de gode gamle dage, hvor man gik på barrikaderne og kæmpede for det, man havde kært. Hvis der er noget, de unge konstant bliver afkrævet, så er det, at de snart starter det ungdomsoprør.
Ud over at der i sig selv er noget paradoksalt og næsten komisk i, at man forsøger at presse et ungdomsoprør ned over en anden generation i stedet for at lade det komme fra dem selv, så er der som minimum tre etiske overvejelser, der er værd at tage med i betragtningen, hvis man vil forstå, hvad de unge har gang i.
Det første er, at oprøret allerede er i gang. Vi voksne kan bare ikke se det. Og det er, fordi det ikke ligner det klassiske 68’er-oprør. De unge står ikke på barrikader. Og de unge besætter ikke huse. Det er, fordi oprørets bevægelse er omvendt i dag. Det handler om at stoppe op, stå af toget, give slip.
På engelsk har man to udtryk: rebellion og resistance. Det første kommer af det latinske bellum, der betyder krig. At være en rebel er med andre ord at starte en krig op igen. Det andet ord, resistance, kommer af det latinske sistere, der betyder at stå imod eller modstå. Og det er den type ungdomsoprør, der er undervejs – ja, som faktisk allerede er i gang. De unge er ikke rebeller, de er modstandsmænd. For dem handler det ikke om at bryde forbuddene ned, men om at modstå fristelsen for konstant at lade sig rive med.
Vores tid er en anden end 68’ernes. Problemet er ikke længere, at man ikke kan få lov til at udleve sin seksualitet og være den, man er, men at man hele tiden bliver fristet af muligheder: selvrealisering, karriere, jordomrejser, seksuelle eskapader, kapitalistisk overforbrug, en uendelig strøm af sociale medier og ambitionen om at ændre verden. De unge er ikke undertrykte, men udsat for et overtryk, og oprøret består i at stå imod.
I et religiøst perspektiv er det ikke den autoritære Gud Faders forbud, man skal kæmpe imod, men Djævelen og slangen, der netop frister. Ungdommen kæmper en kamp mod en tid, der frister. Og de er bedre til det, end de voksne.
Og det hænger sammen med den anden etiske overvejelse. Efter i 10 år at have råbt op om, at de unge skal være mere robuste, ser vi nu, at de voksne falder som fluer. Senest SF’s Jacob Mark og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Vi holder ikke længere til det konstante overtryk. Og det har intet med ungdommen at gøre. De unge er blot kanariefuglen i grotten. Når de falder som de første, så er det et symptom på, at der mangler ilt og næring i det samfund, vi har bygget op.
De unge er ubetinget mere sårbare, end vi voksne. Det er den kritik, vi forbeholder os. Sådan var vi ikke. Vi kunne holde til mere. Vi tog os sammen, hankede op i os selv eller stod det igennem. Jeg hører ofte mig selv tænke præcis sådan: Det kan da ikke passe, at de ikke kan holde til mere, de unge.
Og her har vi den måske vanskeligste hindring mod, at det her bliver bedre. Ikke at det er for sent eller for svært at indrette samfundet bedre, men – hvis jeg skal være ærlig – at der er noget i mig selv, der siger: hvis jeg kunne tage mig sammen, så kan de også. Den største forhindring mod et bedre og mere humant samfund er ikke de såkaldt syge strukturer, men vores egen misundelse: Hvorfor skal de unge have lov til at være sårbare, når vi ikke måtte?
Den sidste etiske overvejelse er derfor også, om ikke de unge gør oprør mod selve tanken om oprør? Hvis den voksne generation holder fast i, at de altså har ret til at sige, hvad de har lyst til, og til at fyre de sidste fossile brændstoffer af, så består det nye ungdomsoprør måske i at synge uden at bande, og i at forbruge uden at smadre livsbetingelserne. Med andre ord: i at modstå fristelsen til bare at lade sig rive med at sit primitive begær.
Etikpanelet skrives på skift af Gorm Greisen, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Bettina Post, debattør og socialrådgiver, Christian Hjortkjær, forfatter og højskolelærer, Lotte Mørk, hospitalspræst, og Bengt Holst, forfatter og tidligere videnskabelig direktør i Københavns Zoo.