Kirkeminister Mette Bock (LA) har i et indlæg her i bladet den 25. januar følgende budskab til mig ”og andre, der farer i blækhuset hver eneste gang, man så meget som nævner folkekirken”: at hun ”ikke har skjulte bagtanker eller skuffeplaner, som skal sniges igennem, uden at nogen opdager det.”
Mit klare budskab til Mette Bock er, at jeg nok skal lade være med at fare i blækhuset mod hende, hvis hun omvendt lader være med at fare i blækhuset i tide og utide for at få lavet folkekirkeordningen om. Den aftale kan vi sagtens lave.
Jeg vil fortsat forsvare folkekirken med næb og kløer, hver gang den bliver anfægtet, fordi den virkelig er værd at forsvare. Folkekirken udtrykker det lykkelige forhold, at evangeliet er blevet forkyndt i Danmark i 1000 år, og hvis jeg kunne sikre, at det samme var tilfældet de næste tusind år, ville jeg det. Det kan jeg selvfølgelig ikke, da jeg er en ormesæk og en forgængelig synder, der derudover på et eller andet tidspunkt forlader Folketinget, men mens jeg sidder i Folketinget, vil mit erklærede mål være at forsvare folkekirkeordningen, sådan som den er.
Folkekirken er Danmarks åndelige rygrad, og dens betydning for vores land, dets historie og kultur kan ikke overvurderes – heller ikke i dag. Jeg anser det som min pligt som folketingsmedlem at leve op til Grundlovens paragraf fire om, at staten skal understøtte folkekirken – ikke kun økonomisk, men nok så vigtigt principielt og moralsk. I den sidste del mener jeg, at mange gennem tiden har svigtet.
Hvad angår Mette Bock og hendes forslag om en økonomisk reform af folkekirken, mener jeg simpelthen, at hendes argumentation lider af logisk inkonsistens. Generelt vil jeg gerne rose hende for at have stærke og klare holdninger, som jeg så på mange punkter er stærkt uenig i, fordi jeg ikke er liberalist, men her kniber det med en logisk sammenhængende argumentation.
Baggrunden for diskussion er et beslutningsforslag af Mette Bock (B 112), som blev fremsat i Folketinget den 31. marts 2016. Forslaget pålagde den daværende regering at lave en analyse af folkekirkens økonomi. Idéen bag forslaget var, at staten i stedet for at betale 40 procent af præsternes løn skulle betale til kirkebygningerne.
Hovedmotivationen bag forslaget er, at Mette Bock åbenbart finder det åbenlyst pinagtigt, at en moderne sekulariseret stat som den danske betaler til den kristne forkyndelse. Hertil lægger sig en påstand om ”udviklingen”, som er sådan en trylleformular, som modernitetens eksklusive avantgarde altid hiver op af hatten, fordi de selv mener at have patent på udviklingen.
Nu er argumentet om ”udviklingen” i sig selv totalt intetsigende, da hverken Mette Bock, jeg selv eller andre ved, hvordan Danmark eller folkekirken ser ud om 10 år. Fremtiden er mørk som den sorte nat. Vi er uenige. Jeg finder det helt i sin gode orden, at staten betaler til den kristne forkyndelse af ovennævnte grunde. Hvis medlemstallet i folkekirken – skønt meget stort – er vigende, så kunne det lige så godt være et argument for endnu mere nidkært end før at støtte den nuværende folkekirkeordning.
Hvor om alting er, er Mette Bocks forslag molboagtigt, og det er blandt andet her, at den logiske inkonsistens kommer ind. Det gør ingen forskel, om staten betaler til kirkerummene eller til præsternes forkyndelse. I begge tilfælde betaler man til den kristne forkyndelse. Om staten betaler præsten for om søndagen og ved kirkelige handlinger at holde gudstjeneste, eller man betaler til kirkebygningerne, hvori gudstjenesterne og de kirkelige handlinger bliver holdt kan være hip som hap. Der er i begge tilfælde tale om, at man betaler til den kristne forkyndelse. Forslaget er på den måde stor ståhej for ingenting.
Et andet sted, hvor logikken i Mette Bocks argumentation svigter, er i forhold til selve forslaget. For i forslaget pålægger Mette Bock, at Kirkeministeriet foranstalter ”et grundigt analysearbejde” af folkekirkens økonomi. Ud af det er kommet en tyndbenet analyse fra Kirkeministeriet, som slet ikke lever op til beslutningsforslagets præmisser.
Mette Bocks beslutningsforslag pålægger regeringen et grundigt analysearbejde af folkekirkens økonomi. Det er så endt i en analyse af statens estimerede udgifter til kirkebygningerne, der ville koste 773,2 millioner kroner, hvis den skulle overtage driften. Statens nuværende udgifter til folkekirken er på 786,9 millioner kroner, hvoraf 724,1 millioner kroner går til præsternes løn.
Hvis der blev lavet en reform af folkekirkens økonomi, ville det hele mirakuløst nok gå op, og den ville stort set være udgiftsneutral for staten. Jamen er det ikke for godt til at være sandt? Jo, det er det. Man bliver betænkelig, når en så skønsmæssig analyse foranstaltet af Kirkeministeriet passer så godt ind i Mette Bocks kram, men det afgørende er, at der simpelthen mangler en analyse af – og jeg citerer fra beslutningsforslaget – ”de aktiviteter, hvor kirken løser konkrete opgaver for staten”.
Her spørger jeg: Hvad med en analyse af udgifterne til den civilregistrering, som foretages af folkekirken, og hvad med kirkegårdsdriften? Begge dele betales over kirkeskatten og begge dele er nogle af ” de konkrete opgaver”, som kirken løser for staten. Mette Bock indvender i sit indlæg mod min og andres kritik, at udgifterne ”vedrørende kirkegårdsvedligeholdelse” kan læses på Kirkeministeriets hjemmeside, og at civilregistreringen alligevel stort set foregår digitalt. Hvad angår det sidste, er det bare ikke noget argument, da det er udgifterne til civilregistreringen, der er til debat, og den øgede digitalisering ikke ændrer på, at folkekirken har store udgifter på dette område.
Hvorom alting er: Når Mette Bocks eget beslutningsforslag lægger op til et grundigt analysearbejde af folkekirkens økonomi, så er opgaven overhovedet ikke løst, når så store poster som civilregistrering og kirkegårdsdrift slet ikke er med. En ordentlig analyse ville jo nok vise, at staten tjener på folkekirken, hvilket ikke er uvæsentligt, når en reform af folkekirkens økonomi er til debat. Jeg kan konstatere, at folketingspolitiker Mette Bock har pålagt kirkeminister Mette Bock en opgave, som hun ikke har løst, hvilket bliver lidt skizofrent.
Her til sidst: Jeg er helt med på, at der er forskel på folketingspolitikeren Mette Bock og kirkeministeren Mette Bock. En kirkeminister er bundet til at føre den politik, som regeringen beslutter, og jeg kan forstå, at der fra regeringens side ikke lægges op til en ændring af folkekirkeordningen. Det er jeg usigeligt glad for. Jeg håber så, at kirkeminister Mette Bock vil holde folketingsmedlem Mette Bock i ørerne – til gavn for folkekirken.
Christian Langballe er kirkeordfører for Dansk Folkeparti og sognepræst.
