Prøv avisen
Debatinterview

Connie Hedegaard: Mennesker i dag oplever et kontroltab, som politikerne skal tage meget alvorligt

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Digitalisering. Klima. Migration. Den vestlige verden er ved indgangen til 2020’erne er præget af en udvikling, som har enorm betydning for vores liv, men som vi har meget ringe indflydelse på. Det er globale problemer, men det internationale samfund skal blive langt bedre til at finde fælles løsninger, siger bestyrelsesformand og tidligere konservativ minister Connie Hedegaard

HUN HAR FORLADT POLITIK. Og hun har forladt journalistik. De to brancher, som ofte kappes om at have lavest troværdighed i befolkningen. Men Connie Hedegaard er en af dem, mange lytter til.

Det gælder den socialdemokratiske regering, der i sommer trak den tidligere klimaminister for Det Konservative Folkeparti ind til regeringsforhandlingerne. Og det gælder de mange steder, hvor Connie Hedegaard sidder for bordenden i bestyrelseslokalet: Aarhus Universitet, mediekoncernen Berlingske, klimatænketanken Concito og den danske milliardfond KR Foundation.

Hedegaard er borgerlig, hun er også frontsoldat i klimakampen, og så er hun eksponent for en sund fornuft-tankegang, som er blevet en mangelvare i politik og offentlig debat. Hun forstår også, hvorfor virkeligheden for mange mennesker i Vesten her ved indgangen til 2020’erne ikke ser ud som livet fra bestyrelseslokalet.

”Jeg kan godt forstå, at folk, der går på arbejde og passer deres liv i stort og småt, kan føle en afmagt over for den hast, hvormed forandringer finder sted i disse år. Vi hører dommedagsscenarier om klimaet, at polerne smelter, vi hører om børn og unge, der selv vil bestemme, hvilket køn de har. Der er ingen autoriteter længere, der er ingen religioner, som kan give samlende svar. Det enkelte menneske står ret alene, og det er store ting, vi står over for,” lyder det fra Connie Hedegaard.

DET MODERNE MENNESKES kontroltab som følge af det 21. århundredes acceleration og retningsløshed leder den litteraturuddannede Connie Hedegaards tanker hen på Milan Kunderas roman ”Udødeligheden”. Heri fortæller den tjekkiske forfatter om sin bedstemor, som levede i Mähren ved indgangen til det 20. århundrede og der endnu selv kunne møde og til en vis grad styre alle de magtinstanser, der spillede en rolle for hendes liv. Det var præsten, skolelæreren og de lokale politikere.

”Hun kunne se dem alle i kortene. Og kun kunne sige noget til dem, hvis hun var utilfreds. Vi kan alle godt have den drøm eller længsel i dag. Det er bare ikke det liv, vi lever længere.

I dag er der ufattelig mange, der påvirker dit og mit liv, som er helt uden for vores kontrol. Vi kan ikke følge det. Vi kan ikke se det. Men de er der.”

EN AF DE MAGTINSTANSER, som ofte virker fjern og fremmedartet, er det, vi under ét kalder ”det internationale samfund”. Og selvom troen på, at det internationale samfund kan løse verdens problemer, vakler i disse år, hører Connie Hedegaard til dem, der mener, at vi er nødt til at gøre forsøget.

”Jeg tror, det bliver en af de helt store værdikampe i det 21. århundrede. Hvis man sætter vestlige værdier højt, må man gøre op med sig selv, om man vil tage kampen op med den kinesiske måde at gøre tingene på, for eksempel i spørgsmål om overvågning, vægtningen af frihedsrettigheder og så videre. Og hvis vi tror, at vi i Letland, på Færøerne eller i Danmark kan klare den kamp selv, må vi tro om igen.

Hvis vi overhovedet skal gøre os forhåbninger om at præge verden med europæiske værdier, så skal vi pulje kræfterne i det internationale samfund i stedet for at trække beslutninger tilbage til det nationale niveau,” mener Connie Hedegaard.

Men er problemet ikke, at alt for mange beslutninger er rykket langt væk fra menneskers liv og dermed bidrager til fremmedgørelsen og oplevelsen af kontroltab?

”Jo, det er rigtigt, at vi har den fornemmelse af, at magten og kontrollen rykker væk fra os. Og det gør den også. I dén grad. Lad os bare tage det teknologiske område, de store digitale mastodonter som Apple, Google, Amazon og så videre.

Vi går måske nok rundt med dem i lommen, og de har nogle nationale outlets, men beslutningerne, som har enorm indflydelse på vores liv, træffes meget langt væk fra os.

Der er det så, jeg siger, at vi er nødt til på europæisk og globalt plan at gå sammen for i fællesskab at sørge for, at det ikke kun er dem, der bestemmer. Der har vi brug for nogle fælles regler.

Det er et kæmpe problem i en tid, hvor vi oplever et tiltagende globalt konkurrencemarked, international handel, digitalisering med videre, at de internationale politiske institutioner er så svage, som de faktisk er. Det går i sidste ende ud over befolkningens mulighed for at opnå en politisk kontrol eller regulering af de store spillere.”

ET ANDET OMRÅDE, der også kræver internationalt samarbejde, er klimadagsordenen, som Connie Hedegaard bruger de fleste af sine vågne timer på. Her ved indgangen til 2020 kan hun konstatere, at bevidstheden blandt befolkningerne og i erhvervslivet om nødvendigheden af at handle står stærkere end nogensinde. Herhjemme er der på rekordtid skabt politisk enighed om ambitiøse klimamålsætninger, mens det internationale politiske niveau endnu engang viste sine begrænsninger ved COP 25-mødet i Madrid i december.

Har det internationale samarbejde på klimaområdet spillet fallit?

”Det er klart, at det går langsomt, men man skal ikke ignorere betydningen af, at der arbejdes på en fælles global ramme. Processen har i mange år været hæmmet af, at Kina og USA har spillet det spil, som jeg vil kalde ’after you, sir’. Amerikanerne vil ikke gå med, fordi kineserne ikke vil forpligte sig og dermed vil kunne opnå konkurrencefordele. Omvendt siger kineserne, at det er USA, som har udledt mest historisk, hvorfor de bør gå forrest.

Jeg kan godt forstå, hvis der sidder mennesker derhjemme og tænker: Hvad kommer der ud af det spil, andet end guirlander af ord og fine deklarationer?

Alligevel kan vi se, at tingene bevæger sig. Ikke dagen efter Paris-aftalen, heller ikke et år efter og så videre. Men i dag begynder du at se, at investorerne skifter spor. Grønne investeringer er tredoblet det seneste år.

Det er og bliver penge, der får verden til at løbe rundt. I en bestemt retning.”

Hvordan opfatter du i det lys den mere folkelige del af klimabevægelsen med Greta Thunberg i spidsen?

”På en eller anden måde er vi mennesker jo skruet sådan sammen, at vi mest reagerer, når tingene bliver meget konkrete. Grundlæggende er det fantastisk med den brede mobilisering, vi ser nu.

Når det er sagt, ser jeg også nogle risici i dele af den mobilisering. Der er ikke brug for, at vi bliver fuldstændig paralyserede af angst og panik eller sætter os hen i et hjørne af skamfølelse. Der er brug for handling.

I dele af klimaaktivismen ligger også kimen til en polarisering, som kan blive problematisk. Krav om, at nu må vi stoppe væksten, eller store ideologiske slagsmål, er ikke nødvendigvis det mest befordrende klima for, at en bank, en pensionskasse eller en virksomhedsleder tør gøre noget andet i morgen, end de plejer at gøre.

Så hvis man er optaget af, at der skal ske handling, er polarisering og måske endda en radikalisering af debatten for mig at se ikke det bedste, der kan ske for klimaet.”

Derfor er det ifølge Connie Hedegaard også afgørende, at politikerne faktisk begynder at handle på borgernes bekymringer. Samtidig med, at de ikke lover mere, end de kan holde.

Det gælder, når danske politikere lover en masse på klimaområdet, men det gælder også, når Donald Trump eller andre bliver valgt på løfter om guld og grønne skove, de ikke kan indfri.

”Faktisk er det efter min vurdering dér, hvor langtidseffekten af Trump kan være allerværst. Det at han betvivler enhver nyhed eller information, der går imod hans verdensbillede, sætter spørgsmålstegn ved etablerede fakta, hvad efterretningstjenester fortæller og så videre. ’I skal bare tro på mig,’ siger han.

Men hvor skal den amerikanske middelklasse, som ikke synes, de får, som de fortjener, gå hen den dag, han ikke leverer varen? Hvis vi mister evnen til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er faktuelt og ikke faktuelt, så er vi fuldstændig på herrens mark.

Så ender vi med at sidde og råbe ad hinanden i hver vores ekkokammer, og det bliver værst for dem, der i forvejen ikke har for meget.

Det der med at holde fast i en eller anden grad af åbenhed og fælles offentlighed mellem dem, der er valgt til at bestemme, dem der sidder i toppen, og så de mennesker, de repræsenterer. Det er noget af det væsentligste.”