Kurt Strand: Heldigvis har vi også overskud i vores samfund

”Hvis vi nu tager tre appelsiner, og giver dem til Beate…” ”Det gør jeg ikke, for hun tog mit håndklæde og puttede det ind under bruseren i gymnastiktimen.” ”Nå, er der så nogen, du godt kan li’?”. ”Anders, ham kan jeg godt li’…” ”Altså; Anders får tre appelsiner…”.

Replikkerne – som er begyndelsen på en næsten ikonisk ordveksling mellem en datter og hendes far i tv-serien ”Nana”, sendt på DR i 1988 – blev sendt i ”Orientering” på P1 onsdag eftermiddag som et apropos til den hjemmeundervisning, coronakrisen har forårsaget. Regnestykket med appelsinerne udvikler sig, og Nanas ellers tålmodige far må arbejde hårdt for at tøjle sin irritation over insisterende indvendinger.

Scenen fra tv-serien var et tiltrængt humoristisk afbræk midt i den alvor, der fylder medierne. Men den fik også demonstreret det overskud, vi heldigvis har i vores samfund med menneskelige ressourcer og økonomi til at afbøde coronaepidemiens værste virkninger.

Ganske anderledes ser det ud i Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos, hvor 20.000 mennesker klumper sig sammen, mens de håber på en permanent adgangsbillet til det nu lukkede Europa. Dér er der – som det fremgik af et indslag også i onsdagens ”Orientering” – stor frygt for spredning af smitte, og de lokale myndigheder anbefaler derfor blandt andet god håndhygiejne.

Der er bare mindst én hindring for at efterkomme anbefalingen: I dele af lejren skal 1300 mennesker deles om én vandhane. Matematik for begyndere er nok til, at tallet sætter vores egen kamp mod coronaen i relief.

For selvom det er slemt for dem, som bliver ramt, er der grund til at glæde sig over, at vi lever i et land med overskud og muligheder.

Sammenligninger med forholdene andre steder gør ganske vist ingen forskel for den enkelte, men i det store perspektiv er det altid godt at have nogenlunde orden i proportionerne.

Og det får vi – efter kun et par uger med corona højt på mediernes dagsorden – god brug for en rum tid endnu. For selvom det var en god nyhed torsdag morgen, at der for første gang i 10 uger ikke er konstateret ét eneste nyt tilfælde af smitte dér, hvor det hele begyndte – i Wuhan – så viser erfaringerne fra Kina, at coronasmitten vil fylde i vores hverdag mindst et par måneder endnu.

Derfor ja tak til mere humor af den slags, som ”Orientering” sendte med Nana og hendes far. Ikke for at nedtone reelle problemer, men for at demonstrere vores overskud:

”Vi leger, du har 10 appelsiner og du giver tre til Anders: Hvor mange har du så tilbage?”. ”Skal han så ikke have dem i virkeligheden?”. ”Nej…”. ”Hvis Anders ikke skal have dem i virkeligheden, så er det også lige meget med Beate”. ”Hvor mange har du tilbage, når du har givet Anders tre?”. ”Seks!”. ”Nej. Syv har du tilbage…”. ”Nej, for den dér, den er rådden”.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.