Prøv avisen
Ugens debat

Coronakrisen har skabt ensretning, mindsket politikerleden og givet plads til dumheden

På billedet ses overvågningskameraer i Beijing. Autoritære samfund som Kina har succes med at bekæmpe epidemien, skriver Jørgen Carlsen. – Foto: Roman Pilipey/EPA/Ritzau Scanpix.

Og så ville det i øvrigt klæde Jyllands-Posten at have styr på argumenter, når man går til angreb, skriver tidligere højskoleforstander i klummen "Ugens debat"

Coronakrisen har på ultrakort tid betydet en radikal transformation af det danske samfund. Foranstaltninger, man ville have forsværget for en måned siden, er nu blevet dagligdag. Ved søerne i København kan der i frostvintre være forbud mod at færdes på isen, fordi den ikke er sikker. Det kan alle se meningen med.

Men i dag bliver fodgængerne på gangstierne beordret til at gå i samme retning med behørig afstand. Det kan virke absurd, men også dette kan alle se meningen med. Borgerne skal nemlig vise samfundssind ved at holde sig fra hinanden.

Dette er selvfølgelig bare en mikroskopisk detalje. Men djævelen ligger som bekendt i detaljen. Aldrig tidligere i danmarkshistorien er borgerne blevet underlagt en større ensretning end nu. Næste trin er måske et decideret udgangsforbud, som i Frankrig, hvor personer ikke må samles flere end to ad gangen, og hundeejere maksimalt må bevæge sig 200 meter bort fra hjemmet. Også dette vil givetvis blive accepteret af den danske befolkning, hvis det skulle komme så vidt.

Alvorlig politik

At en sådan hovedkulds omprogrammering af den sociale adfærd kan finde sted i en oplyst befolkning, hænger sammen med tre ting.

Dels er Danmark et udpræget konsensussamfund, dels er tilliden mellem borgerne og myndighederne tårnhøj, og dels er truslen mod den danske befolkning inappellabel. Danmark har fået besøg af ”en farlig gæst”, som dronning Margrethe udtrykte det.

Når et folk næsten mekanisk marcherer i takt til samme dagsorden, er der grund til at være på vagt. Der vil altid være et prekært forhold mellem social ensretning og fascisme.

Nærmer alt dette sig ikke et totalitært overformynderi? Nej, ikke på nogen måde.

Alle Folketingets partier er uden undtagelse enige i fornuften bag de mange restriktive tiltag og står bag dem. Demokratiet har talt.

Alligevel advarer den israelske historiker Yuval Noah Harari i Politiken mod en tendens til totalitarisme, som sniger sig ind i moderne demokratier under dække af coronakrisen:

”Den overvågningsteknologi, som indføres i forbindelse med coronakrisen, forsvinder ikke af sig selv bagefter (…) Vi står over for et kæmpe problem i forhold til folks ret til privatliv.”

Coronakrisen vil ifølge Harari retfærdiggøre totalitære samfund. Jo mere autoritært et samfund er, jo lettere er det at iværksætte omfattende socialteknokratiske løsninger. Situationen i Kina synes at give ham ret. Det er vel også forklaringen på Kinas succes med at inddæmme og bekæmpe epidemien i Wuhan-provinsen. Netop her fejrer overvågningsteknologien sine største triumfer. Her kan Big Brother nemlig herse med folk efter forgodtbefindende.

Har coronakrisen slet ikke bidraget til noget godt?

Det har forhenværende kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) et bud på. Krisen har i det mindste for en tid suspenderet alt det Christiansborg-fnidder, som har afstedkommet så megen politikerlede.

”Vi står midt i en anskuelsesundervisning i, hvad det samarbejdende folkestyre kan, når det er bedst,” udtaler hun i Morgenavisen Jyllands-Posten. ”Alvoren har indfundet sig”, coronakrisen ”har skrællet alt overflødigt bort”, og skabt et håb om samarbejde mellem politikere og civilsamfund.

Polemisk selvmål i Jyllands-Posten

At Morgenavisen Jyllands-Posten ikke kan lide venstreorienterede, er en ærlig sag. Det er en borgerlig avis, og de venstreorienterede er jo på det andet hold. Højrefløj mod venstrefløj. Det er fair nok. Men det ville klæde avisen at have styr på argumenterne, når man går til angreb.

En lederartikel i denne uge harcelerer over Enhedslistens Pelle Dragsted, der citeres for følgende udsagn:

”Den kapitalistiske økonomi har ganske enkelt med jævne mellemrum brug for, at staten og fællesskabet redder den.” Dette synspunkt bliver stemplet som en ”vulgærmarxistisk analyse”.

Jamen, undskyld. Er det ikke lige præcis hovedsynspunktet hos økonomen John Maynard Keynes, en af de økonomiske supertænkere i det 20. århundrede, økonomen bag den moderne velfærdsstat?

Er Keynes vulgærmarxist? I så fald skal lærebøgerne skrives om. Eller også er der tale om vildledning af læserne. Om den skyldes uvidenhed hos lederskribenten, eller der er tale om bevidst propaganda, får stå hen i det uvisse. For en sikkerheds skyld har lederskribenten gemt endnu en trumf i ærmet: ”Vover man at minde Dragsted om, at corona har sin oprindelse i Kina?”

Mage til intellektuel slagfærdighed skal man vist over på den anden side af Atlanten for at finde. Hvem sagde vulgær

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.

Tidligere minister Mette Bock (LA) mener i Morgenavisen Jyllands-Posten, at det er godt, coronakrisen har suspenderet Christiansborg-fnidderet. – Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix.
Det er skudt ved siden af, når Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent stempler en analyse af Pelle Dragsted (EL) som ”vulgærmarxistisk”, mener Jørgen Carlsen. – Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.