Prøv avisen
Essay

Coronakrisen rejser spørgsmålet: Er vi stadig et folk?

Når det giver mening at fremhæve læren fra koleraepidemien i 1853 i vores aktuelle situation, er det således ikke blot for at hævde, at Danmark er et konsensussamfund, men snarere for at betone over for politikere, myndigheder, presse og ikke mindst meningsdannere, at deres handlinger er med til at afgøre, om Danmark også efter coronakrisen vil være et konsensussamfund funderet på tillid og sammenhængskraft. Det er ikke givet, skriver historiker. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I den aktuelle krise er der brug for landsmandskab, som bygger på en dyb national solidaritet. Samling. Der er brug for, at vi lægger splittelsen til side og trækker i samme retning. Det er i en situation som denne, det skal prøves og vises, at vi stadig er et folk, skriver historiker Christian Egander Skov

Vi er i skrivende stund i tredje uge af pandemien. Coronavirussen har lagt gaderne øde, lukket skolerne og sendt de offentligt ansatte hjem fra arbejdet, hvor de for manges vedkommende befinder sig i et underligt limbo mellem arbejde og fritid, som spalter sindet i to. Men de er de heldige.

Mange privatansatte er allerede blevet fyret. Andre bliver det måske, når nedlukningen trækker ud. Og det gør den. Foreløbigt er den blevet forlænget i to uger. Et studium fra Imperial College i Oxford har peget på nødvendigheden af at fortsætte nedlukningen frem til september. Problemet med den djævelske virus er jo, at den står på spring for at gøre sit igen, så snart vi sænker paraderne.

Der er noget udsigtsløst ved det hele. Ikke forstået på den måde, at vi ikke klarer den. For det gør vi. På et tidspunkt. Det er bare, at der ikke forekommer at være en ende på det hele. Der er ikke nogen klart defineret exit-strategi.

Selvom der er lys for enden af tunnelen, er det lige nu uklart, hvordan vi kommer dertil. Indtil da må vi belave os på et længere ophold i tunnelen, i nedlukningens tusmørke. I dette mørke er der brug for tillid, for vi kan intet se selv. Ikke andet end spotlyset for enden af tunnelen, som vi desperat drømmer os hen til. Det er tunnelsyn. Selv i Grundtvigs fædreland prøves det nationale sammenhold.

Epidemier er begivenheder, der sætter samfund og stater under intenst pres. De minder om krige på den måde, at de vender op og ned på vores virkelighed. Staterne bliver pludselig synlige på en helt anden måde end ellers. For selv i et samfund med så gennemtrængende en velfærdsstat som Danmark, er staten kun til stede i baggrunden, et sikkerhedsnet under et liv, som ellers er præget af frihed og individualisme.

Den latente modsætning mellem vores frihed og den frihedsafhændelse, der er statens forudsætning, træder først frem i krisen, undtagelsestilstanden, hvor staten blotter sit ansigt og træder ind i samfundet som en autoritet, der med henvisning til nødvendigheden hævder retten og pligten til at regulere borgernes liv i totaliteten. I krisen er staten tilstræbt totalitær.

I krigen kræver staten, at vi er villige til at sætte vores liv på spil. I epidemien kræver staten, at vi med Djævelens vold og magt holder os i live. Selv den moderne stat, der er indlejret i det liberale demokratis antagelser om menneskets frihed, viser sig her som en Leviathan, der hersker over borgernes liv og død.

Men historisk set har konfrontationen mellem staten i sin statslighed og befolkningen altid været vanskeligere, end den politiske teori antyder. I klartekst: Folk kan blive utroligt vrede, når staten hævder det, der ifølge dens væsen skulle være dens ret og pligt. Selv i krisen afhænger statens virksomme indsats af borgernes stiltiende accept.

Derfor er en epidemi ikke bare en afsløring af statens essens, men også af relationen mellem stat og samfund.

Kort sagt er det interessant at se på, om en krise som vores nuværende afføder konflikt eller konsensus.

Historikeren Gerda Bonderup skrev tilbage i 1994 det fremragende værk ”Cholera-Morbro’er og Danmark”, hvor hun med udgangspunkt i spørgsmålet om konflikt eller konsensus undersøgte den forfærdelige koleraepidemi, der ramte Danmark i 1853. Hendes undersøgelse fortalte noget afgørende om det danske samfund, som vi måske ser genspejlet i dag.

I dag kan kolera helbredes og vi ved, hvordan den smitter. I 1850’erne anede man ingen af delene. Den, der blev ramt, fik kvalme, krampe og opkast. Så diarre. Op til en liter i timen. Herefter ville man blive iskold, men brænde indvendigt. Øjnene ville synke ind, og man ville blive blåsort. Ja, man ville ligne en død. Der var udbredt frygt for, at man ved et uheld blev levende begravet i denne tilstand.

Uanset hvad døde lige under to tredjedele af patienterne i denne fase.

Det var en frygtelig død, og koleraen slog hårdt. Ved den store epidemi i 1830’erne omkom 40.000 mennesker i Rusland, 100.000 i England, Tyskland og Østrig-Ungarn. Den hærgede Frankrig voldsomt. Da den kom til Danmark i 1853, blev 7200 mennesker syge. 4700 døde.

Den ramte fortrinsvist i København, og det var ikke tilfældigt. I Frankrig havde den raseret Paris, hvor henved 20.000 personer omkom. Det var de store byers omfattende slumområder, der blev hårdest ramt. Her levede folk trangt og beskidt.

Koleraen vendte altså den tunge ende nedad. En sygdom, der eksponerede samfundets ekstreme ulighed.

Dette var en af årsagerne til, at epidemien i så mange lande blev fulgt af voldsomme uroligheder. Så meget, at den franske historiker Louis Chevalier i 1958 beskrev koleraen som en katalysator for den evigt latente uro i samfundene.

Netop i Frankrig havde epidemien i 1832 trukket vilde konspirationsteorier efter sig. Underklassen mente at vide, at det var kongen og borgerskabet, der var skyld i koleraen. Og borgerskabet gjorde for sin del kun lidt for at tæmme sygdommen. Måske var tanken om, at Paris’ bærme overhovedet kunne læres renlighed, for fjern. Afstanden mellem grupperne var enorme. Det var rige mod fattige, politikerne mod embedsmændene, regeringen mod oppositionen og lægerne mod befolkningen.

Optøjer og uroligheder var dagens uorden. Dette var det generelle billede i Europa. Regeringernes skarpe foranstaltninger, isolering af syge, ”sundhedspoliti”, karantæneregler og ikke mindst begravelsesforordninger, der brød enhver tradition, blev mødt med skepsis, mistillid, og i mange tilfælde voldelig modstand.

De konflikter mellem samfundets klasser og mellem stat og samfund, der i normalsituationen blot kunne anes, brød ud i lys lue, når der kom tryk i kedlen.

Det interessante var – dengang og måske også i dag – at Danmark var anderledes.

Det var Gerda Bonderups pointe, at hvor koleraepidemien afslørede konfliktpotentialet i vores nabolande, viste den, at Danmark – trods alle indre spændinger – socialt set var et konsensussamfund, hvor relationen mellem stat og samfund grundlæggende var præget af tillid.

Det betød, at myndighedspersonerne blev på deres post under krisen, at befolkningen efterlevede myndighedernes påbud, at pressen, med enkelte undtagelser, agerede loyalt, og at mange borgere meldte sig frivilligt i kampen mod koleraen, trods den udbredte frygt for smitte.

Det betød, at epidemien fik et ganske andet forløb i Danmark, hvor den ikke kom til at undergrave tilliden til institutionerne, i det konkrete tilfælde det gryende folkestyre, men derimod kom til at forstærke tilliden i samfundet.

”Koleraen virkede harmoniserende, befordrende på tilliden og selvforstærkende på ansvarsfølelsen. Når det gjaldt, trak alle i samme retning,” konkluderede Bonderup.

Den tillid, der gjorde Danmark til et konsensussamfund, var først og fremmest et resultat af noget, der gik forud. Staten var allerede i folks opfattelse en institution, som delte værdier og normer med landets indbyggere. Men tilliden blev også underbygget af talløse konkrete institutionelle valg og enkeltpersoners afgørelser under krisen.

Når det giver mening at fremhæve læren fra 1853 i vores aktuelle situation, er det således ikke blot for at hævde, at Danmark er et konsensussamfund, men også for at betone over for politikere, myndigheder, presse og ikke mindst meningsdannere, at deres handlinger er med til at afgøre, om Danmark også efter coronakrisen vil være et konsensussamfund funderet på tillid og sammenhængskraft. Det er ikke givet.

Det handler naturligvis om, at regering og sundhedsmyndigheder træffer de rigtige valg. Men det handler også om, at vi alle erkender, at myndighedernes situation er vanskelig, at deres viden er begrænset, men at de må handle alligevel – der vil blive begået fejl.

I denne situation er der brug for landsmandskab byggende på en dyb national solidaritet. Samling. Der er brug for, at vi lyser splittelsesstemmerne ud af æt og trækker i samme retning.

Sandheden er, at det er i en situation som denne, det skal prøves og vises, at vi stadig er et folk.

Christian Egander Skov er historiker, ph.d. og postdoc ved Institut for Sprog og Historie på Norges Universitet for Videnskab og Teknologi.