Coronakrisen viser ideologiernes afmagt

Pandemien viser, at ideologierne – lige fra eksistentialismen til socialkonstruktivismen – kommer til kort i mødet med virkeligheden. Alle ser bort fra naturens store fællesskab, som vi er en del af – på godt og ondt. Måske er det tid til at genopdage, hvor meget fællesskaberne betyder for os. Ikke mindst det økologiske fællesskab med alt andet liv

Forhåbentlig vågner vi efter coronakrisen op til en ny sans for, at fællesskabet er før individet, og hensynet til andre går forud for hensynet til én selv, skriver teologiprofessor Niels Henrik Gregersen. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Forhåbentlig vågner vi efter coronakrisen op til en ny sans for, at fællesskabet er før individet, og hensynet til andre går forud for hensynet til én selv, skriver teologiprofessor Niels Henrik Gregersen. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Hvis der er noget, coronakrisen fortæller os, er det, at alle liv er forbundet med hinanden. Der findes ikke noget menneske, som kun er sin egen lille verden, og som selv bestemmer over sit liv.

Vi er del af et stort menneskeligt fællesskab – på godt og ondt. Vi smitter hinanden, ja, men vi lever også af hinandens smittende smil. Hvad ville vores liv være uden øjnenes nærkontakt? Fællesskabet er det første og bærende i vores liv, og det mærker vi, når vi savner den normale selskabelige omgang med hinanden og bliver kastet tilbage på os selv eller de allernærmeste.

ENHVER IDEOLOGI har noget sandt ved sig, ellers kunne ideologierne ikke smitte. Liberalismen er den opfattelse, at enhver skal have mest mulig frihed til at leve, som de vil. Det er de fleste af os enige i på tværs af det politiske spektrum, men enhver er ikke kun sin egen lykkes smed, men også sin egen ulykkes smed. Miseren er, at vi ikke kan vide det på forhånd, men gennem smitten smeder vi også ulykken for andre. En tilbageholdenhed er nødvendig, netop fordi det er et primært faktum, at min friheds- og bevægelsestrang kan gøre andre syge og immobile.

Siden 1950’erne har eksistentialismen været en meget udbredt ideologi og er det stadigvæk – under dække af at være opgøret med alle ideologier. Siden Sartre har eksistentialismen sagt, at du er, hvad du gør dig til. Det er dine frie valg, der giver dig væren og karakter som menneske. Eksistentialisme er humanisme, som Sartres programskrift hed. Rigtigt er det, at vi hver dag lever med små valg om, hvor vi skal bevæge os hen, men opfattelsen af, at et menneske hele tiden ”afgør sig” er ekstremt forceret. For det meste gør vi heldigvis, som vi plejer, og gjorde vi ikke det, ville andre ikke kunne regne med os. Et menneske, der ustandselig afgør sig på ny, vil være et utilregneligt menneske, en stadigt tikkende bombe under de nære relationer.

En eksistentialisme uden et medmenneske er et monster uden mulighed for korrektion. Eksistentialismens ideologi ligger i dens individualisme. Men lykkeligvis lever vi i fællesskaber, hvor vi som resonerende væsner uophørligt indstiller os på hinanden. Forhåbentlig lever vi også den største del af vores liv i en før-bevidst oplevelsesstrøm, der går forud for vores små og store afgørelser. Ellers bliver vi hurtigt sindssyge. Kort sagt: Det er ikke særligt ofte mine afgørelser, der bestemmer, hvem jeg er. Det er derimod mit livs sum af resonanserfaringer, der afgør, hvad jeg indimellem skal erklære mig for eller imod her og nu. Fællesskabet er til før jeget.

Neden under eksistentialismen ligger en anden ideologi, som består i, at mennesket har en selvstændig krop. Vi kunne kalde det krop-og-skind-ideologien. Men menneskets krop omfatter ikke alene skind og ben og indre organer. Hvad vi kan lære fra biologien er, at ens egen krop er i stadig udveksling med alle andres. I diskussion om arv og miljø har striden stået om, hvor meget generne (arveanlægget) betyder, og hvor meget samfundet betyder.

Men inde i vores kroppe findes ikke kun menneskeligt genom, men også et mikrobiom, der består af alle de vira, bakterier og svampe, der er kommet ind i vores kroppe udefra, gennem mad og smitte – i næse, hals, ører og ikke mindst tarmsystemet. Det skal vi overordnet set være taknemmelige for, for de fleste mikroorganismer er symbiotiske.

Uden bakterier og vira ville vi ligge og krumme os sammen på gulvet med mavesmerter, og vi kunne hverken ”lave afgørelser” eller bare overleve. Overordnet set skal vi være gode venner med vores bakterier og vira. Kun få er så skadelige som nu covid-19, og her skal vi så naturligvis gå til modstand, forebygge, sætte i karantæne og behandle, så langt vi nu kan. Det er trods alle anstalter foreløbig ikke særligt meget. Respiratorerne kører, indtil det forhåbentlig går over.

NU ER JEG FREMME VED den mest udbredte og efter min opfattelse også mest tankeløse ideologi: den sociale konstruktivisme. Denne ideologi har bredt sig fra sociologien ind over psykologien, politologi og pædagogik, og socialkonstruktivismen er endt med at være den ortodokse konsensus-ideologi inden for humaniora – og blandt teologer, desværre. Bevægelsens første epicenter var bogen ”Den sociale konstruktion af virkeligheden”, skrevet af sociologerne Thomas Luckman og Peter L. Berger i 1967.

Heldigvis blev religionssociologen Berger hurtigt klogere, men da havde ideologien allerede smittet. Tesen var, at menneskelige samfund konstruerer virkelighed gennem sprogets manøvrer og social ingeniørkunst, så der kun er en meget minimal modstand fra den før-sproglige virkelighed, herunder naturen.

Igen er der en sandhed i idéen. Den måde, vi bruger sproget på, ”italesætter verden” (som den franske filosof Foucault sagde). Og man kan sige, at den måde, vi politisk reagerer på coronakrisen, viser, hvor stor en rolle den sociale og politiske konstruktion af virkeligheden har. I undtagelsessituationer gør statsledere og regeringer sig til suveræne magter, der bestemmer den sociale virkelighed for befolkningen. Anderledes kan det ikke være. Gør vi som i Korea, Japan og Taiwan (med store screeninger af befolkningen og efterfølgende karantæner), gør vi som i Sverige (undgår stærke tvangsindgreb, men appellerer til befolkningen), eller gør vi som i Danmark (med stærke indgreb, i begyndelse uden mange coronatests)? Alligevel viser den sociale konstruktivisme sin åbenlyse fallit i mødet med virkeligheden: Det er dog covid-19-smittens reelle spredning, der afgør, hvilke politiske tiltag der dur, og hvilke ikke. Man kan ikke snakke sig fra covid-19. Enten har du den, eller også har du den ikke. Enten smitter du andre, eller også gør du det ikke.

Det er i sidste ende virkeligheden, der tester politikken, og ikke omvendt. Sociale konstruktioner magter ikke at definere virkeligheden. Selv Donald Trump er ved at erkende det. Så mangler vi kun et fundamentalt paradigmeskift inden for de bløde videnskaber, der mener, at man fortolker virkeligheden, som man vil.

Så hvad er det for en virkelighed, vi forhåbentlig vågner op til efter coronakrisen? Det er forhåbentlig en ny sans for, hvor meget vi savner hinanden, når vi nu er blevet tvangsadskilt fra hinanden. Savner at se hinanden i øjnene, savner at give hånd og knuse. Vi genopdager måske, at fællesskabet er før individet, og hensynet til andre går forud for hensynet til én selv. Alt andet er, som Dronningen har sagt, en tankeløshed, der bliver til hensynsløshed.

Men coronakrisen afdækker også tankeløsheden i de herskende ideologiers tankehuse. De forudsætter nemlig en verdensfjernhed, men naturen er ikke kun ”derude”, mens jeg og samfundet er ”herinde”. Vi bærer også naturen inde i os selv, og vores tilværelse afhænger heraf. Økologisk bevidsthed er ikke længere noget, man kan være for eller imod. Vi kan strides om konkrete økologiske tiltag, men vi kan ikke lade, som om at vi ikke er dybt forbundet med kredsløb, der er større end os selv. Som mennesker er vi symbiotiske væsner, der nyder godt af vira og bakterier, men samtidig er vi også udsatte væsner. Sådan har det altid været, men i en global verden er det blevet endnu tydeligere, fordi vi flytter os så meget, som vi gør, og bor så tæt på hinanden, som vi gør i de store byer.

Covid-19 gør noget ved os, før vi gør noget ved den. Hvert øjeblik trænes vores immunsystem til at opfange de vira og bakterier, som gør os syge. Lad os håbe på, at skaberværkets iboende kræfter vil være stærke nok til at håndtere covid-19, indtil vi finder en vaccine. Lad os se frem til at kunne vende tilbage til fællesskaberne.

”Ind i fælleskabet” kunne passende blive det nye mantra efter coronatiden.

Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.