Cui bono -- hvem gavner det?

Radio/tv-anmeldelse

Cui bono refererer til det princip, som den historisk berømte romerske advokat og politiker Cicero benyttede sig af i retssager. I en britisk dramadokumentar, som blev vist i mandags på DR 1, fulgte vi den unge Cicero i en af sine kendte retssager som forvarer for Sextus Roscius, der var anklaget for fadermord. Dramadokumentarer er en svær genre, og også her var dokumentardelen en hel del mere spændende end den dramaturgiske side. Det blev dog til en times god underholdning, der fortalte, at romerne var mindst lige så optagede af spektakulære retssager, som man især i USA er vant til det. Der er fuld offentlighed på sagen, mens der i kulissen bedrives intriger og korruption, løgn og mord. Cui bono – hvem gavner det? Sådan forfulgte Cicero sagen og kunne dermed sandsynliggøre, at der var stærkere samfundskræfter, der havde økonomisk og politisk interesse i mordet, end den oplagte syndebuk, den forsmåede søn. Det var derfor med livet som indsats, at Cicero turde træde op imod disse kræfter. Omvendt var det heller ikke uden risiko, at tiltale en mand for mord. Anklageren, og ikke hans klient, risikerede nemlig personligt at blive straffet, hvis han tabte sagen. Så blev der dømt kalumniator, falsk anklage, som med et stort K blev brændemærket i panden på anklageren. Tankevækkende.

Selvom det romerske samfund ikke havde en fri presse, var dommerne i hvert fald ikke i tvivl om folkestemningen, der højlydt gav deres mening til kende med bifald og mishagsytringer. Vox populi var dengang som nu temmelig omskiftelig. Cui bono – hvem gavner det? Sådan formanede Cicero dommerne at spørge sig selv, når de skulle dømme i den kon-krete retssag og se på dommens konsekvenser for det romerske samfund på sigt. Dengang blev Sextus Roscius frikendt, en dom, som banede vejen for i hvert fald Ciceros karriere, men også for et efterforsknings- og retsprincip, som siden har vundet hævd. "Følg pengene" eller "følg magten", ville vi måske sige i dag og mene det samme som Cicero.

At det heller ikke i dag er ufarligt at være dommer, kunne P1 Morgen berette om i går, hvor det kom frem, hvordan stærke kræfter i den evangelikale kirkelighed i USA truede dommere, hvis de i abortspørgsmål eller andre sager med etisk indhold afsagde "forkerte" kendelser. Bagvaskelser, trusler og drabsforsøg hørte åbenbart med til dagens uorden og fik den romerske "kalumniator-straf" til at tage sig helt human ud. "Med lov skal land bygges", siger vi fornuftigt i Danmark, hvilket ikke må forveksles med, at alt så kan afgøres af jura og i en retssal. Gud fri os for tilstande, hvor hele menneskets livsverden alene skulle reguleres ud fra juridiske principper. Eller omvendt kun af trosprincipper.

I Danmark har vi lært, at der findes områder, der kun kan være genstand for tro og ikke for jura. Som hvad der, apropos en for tiden megen omtalt sag, hører med til den sande kirkes enhed, og hvad der angår den kristne forkyndelse. I en konfessionsløs stat som den danske er det ikke statens opgave at definere dette. Det er heller ikke juristernes opgave. Heller ikke "kirkelige" juristers. Selvfølgelig skal mordsager for en domstol, men åndelige "fadermord" skal vel ikke. Det er bekymrende, at evangelisk-lutherske folkekirkepræster ifølge dagspressen ikke kan se dette. Man fristes til at stille spørgsmålet: Cui bono?

Artiklen fortsætter under annoncen

Lene Matthies er

sognepræst i

Christianskirken og

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn