DA BISKOPPERNE i sin tid nedsatte den arbejdsgruppe, som skulle udarbejde en ny dåbsbetænkning, stod der udtrykkeligt i arbejdsgruppens kommissorium, at den ikke havde mandat til at foreslå ændringer i selve det gældende dåbsritual.
Jeg var medlem af arbejdsgruppen. I vore overvejelser omkring folkekirkens nuværende dåbspraksis indgik det stigende antal voksendåb og vel at mærke ikke kun af konfirmander, der ikke var døbt som børn, men også af voksne mennesker. For mig at se måtte denne erkendelse også medføre et eftersyn af vort nuværende dåbsritual, om det virkelig er egnet for en voksendåb.
Jeg forsøgte at få de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen med til en fælles opfordring til biskopperne om at nedsætte et udvalg til at se på selve dåbsritualet, men uden held, så jeg var alene om at sende opfordringen. På biskoppernes vegne svarede Karsten Nissen mig venligt, at mit brev var taget til efterretning og ville blive behandlet ved nærmeste lejlighed i forbindelse med en drøftelse af andre ritualændringer. Siden er der ikke sket noget. Men det bør der, for det er tiltrængt!
Den dåbsteologi, der er fremherskende i folkekirken, er en udpræget barnedåbsteologi. Det er der bestemt ikke noget galt ved. For selvsagt er enhver dåb, barnedåb eller voksendåb, en stadfæstelse af, at den døbte er et Guds barn.
Men vi har også brug for en voksendåbsteologi. For dåben er også meget andet. Den er ordination til de døbtes præstedømme, altså en bemyndigelseshandling. At tage imod dåben er endvidere at tage imod et kald til efterfølgelse af Jesus som hans discipel, klart udtrykt i dåbsbefalingens ord: "?idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer."
Alle disse dimensioner er indeholdt i enhver dåb, hvad enten den er en barnedåb eller en voksendåb, men nogle af dem markeres mere i en barnedåb, andre mere i en voksendåb. Barnedåben tydeliggør på en enestående vis, hvad Grundtvig genialt kortfattet har udtrykt i to salmelinjer om Gud: "?som os gav, før vi det vidste, livet, vi skal aldrig miste." (DDS 309, 1).
FOR DEN VOKSNE gælder selvsagt også, at i hans eller hendes dåb er Guds nåde ligeledes kommet den døbte i forkøbet. Men det ved den voksne om på forhånd og siger i dåben bevidst ja til Guds ja til hende eller ham. Her træder dåbens betydning som ordination, altså som bemyndigelseshandling og som kald til personlig efterfølgelse i forgrunden. Dåben som forkyndelseshandling fremtræder nu engang forskelligt, alt efter om en voksen svarer på et barns vegne, eller om en voksen svarer på egne vegne. At benægte dette er udtryk for teologisk stivsind.
Derfor trænger vi til et dåbsritual for voksendåb. I det væsentlige, det vil sige korstegning, tilspørgsel, dåbshandling og dåbsvelsignelse, bør der ikke ske ændringer, ej heller i den indledende lovprisning. Men den indledende takkebøn kan godt udformes anderledes ved en voksendåb, end hvad ritualbogen foreslår.
Dåbsbefalingen (Matt. 28, 18ff.) skal selvsagt fastholdes, men derimod bør det såkaldte barneevangelium (Mark. 10,13ff ) udgå. Den liturgiske vægt i teksten ligger i de indledende ord af Jesu udsagn: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres."
Men her kommer en voksen for at blive døbt og ikke et barn. Og selvom Jesus i teksten også har en alvorlig påmindelse til os voksne: "Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det," hvad den voksne, der lader sig døbe, også bør skrive sig bag ordet, så ligger den liturgiske vægt ikke på denne del af skriftlæsningen. Mit forslag er, at man erstatter Mark. 10, 13ff. med for eksempel Rom. 6, 3-5. Alt dette kan drøftes, men lad det ske snart!
Theodor Jørgensen er teologisk professor emeritus