Prøv avisen

Døden i strakt arm. Vores kultur har et forkvaklet forhold til det uafvendelige

FOR NYLIG BLEV JEG ringet op af en journalist, der ønskede en kommentar til en historie.

Journalistens dramatiske stemmeleje gjorde, at jeg forventede en meget alvorlig sag. Det drejede sig om to drenge, der havde fundet nogle få knogler i den fri natur.

Til historien knyttede der sig langt mere uvidenhed end viden, skulle det vise sig. Man vidste endnu ikke, om det var knogler fra et dyr eller et menneske. Lå der en forbrydelse bag?

Da jeg ikke ønskede at lade min uvidenhed kommentere andres uvidenhed, blev samtalen med journalisten ganske kort, og jeg hørte aldrig mere til historien.

Når jeg stadig husker samtalen, skyldes det de mange reaktioner på fundet af knoglerne. Helt uafhængigt af en potentiel forbrydelse lå der hos journalisten et oprørt sind og en sjælden grad af væmmelse bag nyheden om de fundne knogler: Jamen, det er måske menneskeknogler.

JEG HAR SIDEN TÆNKT PÅ den måde, vores forhold til døden har ændret sig på gennem de senere år. Kommer døden helt tæt på, bliver vi urolige og ængstelige. Vi vil helst have døden på afstand. På lang afstand går det til gengæld langt bedre.

Ser vi på ovenstående historie, er der således ingen problemer med at grave talrige lig op af jorden, hvis blot tiden har skabt en afstand. Vi nærmest svælger i døden, hvis blot den er på afstand. På museer kan vi se utallige skeletter, der flot istandsat skal udvide den historiske horisont.

Men kommer døden for tæt på, volder det etiske kvaler. Senest så vi udstillingen Bodies, hvor menneskekroppen blev udstillet til manges store forargelse. Her var afstanden til døden for kort. Det samme gælder for udstillingen af Peter Lundins mordinstrumenter på et københavnsk museum.

Men er vi på afstand, kan det derimod ikke blive makabert nok. Vi er nærmet stolte af vikingernes plyndringstogter i England, der efterlod meget død og ødelæggelse. Også geografisk kan vi godt lide at holde døden på afstand.

Aftenkaffen smager stadig fint, selvom vi hører nyheden om 150 omkomne kinesere ved en togulykke. Men dør vores hund, er det en katastrofe. I dag holdes døden i udstrakt arm. Ikke mindst vores egen død er udskudt til fremtidig kontrol. Når først jeg kommer tæt på, vil jeg ikke ende som en grøntsag og endvidere selv kunne trykke på farvelknappen. Allerhelst vil vi gerne stemple ud, før døden banker på.

Men måske glemmer vi at leve dødeligt. Vi glemmer, at livet giver allermest mening med døden tæt på. Vi har glemt, at døden er en del af livet, og hvordan livet får mest mening og indhold, når døden er med.

Døden er den visse uvished. Vi ved, den kommer, bare ikke hvornår. Nutidens største lommefilosofiske floskel går på, at vi skal leve i nuet og gribe øjeblikket, men det sker først, når vi medtænker, at øksen altid ligger ved træets fod.