Prøv avisen

Dødens egentlige modsætning er livet

End ikke det højt besungne kærlighedsbegreb i evangeliet, agape, kan holde pladsen som dødens vigtigste, absolutte modsætning, mener psykolog Jørn Dalmer.

Mit påståede "egentlige ærinde" var bestemt ikke "nedgøring af kristentro og poesi", som Gudmund Rask Pedersen søger at tillægge mig et skjult motiv for, skriver psykolog Jørn Dalmer

AT FÅ ENS AVISKRONIK bedømt som så dum som sjældent set i Kristeligt Dagblad den 2. maj af en af dagbladets mange teologiske læsere må siges at være et temmelig usædvanligt niveau for debatklimaet i et ellers seriøst dagblad. Den strenge dommer, der både er sognepræst og forfatter til flere opbyggelige bøger, hedder Gudmund Rask Pedersen.

LÆS OGSÅ
: Kærligheden kan ikke med døden

Jeg skal over for pastor Gudmund Rask Pedersen (og eventuelt andre) meget beklage, hvis min kronik fortjener at blive betegnet som dum. Det har bestemt ikke været tilsigtet, da jeg skrev den. Men ingen er jo fuldkommen og da slet ikke jeg. Så hvis Gudmund Rask Pedersen for en stund vil se bort fra mit åbenbart meget ringe skrivetalent, vil jeg benytte lejligheden og prøve at rette et par misforståelser fra pastorens side.

Mit påståede egentlige ærinde med kronikken den 27. april, som jeg gav overskriften Intet liv uden døden, var bestemt ikke en nedgøring af kristentro og poesi, sådan som Gudmund Rask Pedersen søger at tillægge mig et skjult motiv for.

LÆS OGSÅ
: Intet liv uden døden

Tværtimod understregede jeg, at Videnskabelige analyser og ræsonnementer savner i udpræget grad den poetiske dybde og menneskelige nærhed, som livstydningerne i så rigt mål giver plads for.!

Jeg vil derimod anderledes medgive pastor Gudmund Rask Pedersen, at jeg nok kan siges at harcelere over specielt kristendommens alt, alt for vidtgående dæmonisering af døden.

LÆS OGSÅ: Påskekronik: Over den, som vender mod den opstandne, skal dage og lys komme

Det gør jeg, fordi jeg igennem et langt liv som praktiserende psykolog har været udsat for at blive tilkaldt til døende mennesker, der har fravalgt en præst at tale med og i stedet ønskede at drøfte nogle vigtige spørgsmål med en psykolog, inden de om kort tid måtte se i øjnene at skulle forlade denne verden.

I NÆSTEN alle tilfælde var baggrunden stort set den samme: Den døende var i særlig grad angst for at skulle dø og nærede i den forbindelse kun alt for ringe tillid til kirkens løfte om opstandelse og et evigt liv.

Samme dødsangst kunne jeg i de fleste tilfælde med en vis bekymring spore direkte tilbage til kirkens påvirkning af vort kultursamfund i almindelighed og af den pågældende døende i særdeleshed. Det var mit klare indtryk, at navnlig kirkens voldsomme dæmonisering af døden i disse tilfælde i ganske særlig grad havde gjorde det helt unødigt kompliceret og vanskeligt for døende mennesker at kunne sige livet ret farvel.

I fortsættelse af sin hvasse kritik belærer pastoren mig på bedste teologisk vis, at jeg som rationelt tænkende psykolog ikke synes i stand til at fatte, at kristendom anderledes handler om kærligheden som dødens absolutte og indiskutable modsætning.

MEN JEG MÅ DOG fastholde, at dødens modsætning er og bliver livet og ikke kærligheden. Den hyppigt tilbagevendende offentlige diskussion om dødshjælp bliver for eksempel altid ledsaget af eksempler på nære pårørende, der af netop dybfølt kærlighed til den døende ønsker at måtte kunne gøre brug af aktiv dødshjælp til afkortning af den sidste smertefulde afslutning på livet for deres kære.

Al ære og respekt for kærligheden den vel nok mest dyrebare blandt alle menneskelige følelser. Men i forbindelse med en psykologisk analyse af kærlighedsbegrebet finder man rent faktisk ikke så sjældent tillige et ubevidst, men ganske markant islæt af selviskhed typisk over det velkendte tema: Hvad skal der blive af mig, hvis du forlader mig, og lignende!

Og selv altruismen dækker på samme måde ikke sjældent over fordelen ved at være elsket frem for at være hadet som egoist.

End ikke det højt besungne særlige kærlighedsbegreb i evangeliet, agape (der jo slet ikke vedrører kærlighed mellem kønnene, sådan som pastoren fejlagtigt synes at mene i og med hans henvisning til et af Benny Andersens i øvrigt udmærkede kærlighedsdigte), kan holde pladsen som dødens vigtigste, absolutte modsætning. Her er vi ovre i en lidt anden dimension.