Prøv avisen

Dødt kan blive levende. En skriverkarl gør status

Mens vi venter på den forklaring, vil jeg blot opfordre alle håbefulde ord- og tonemagere ude på markvejene og langs gærderne til at skrive og komponere videre. Ganske enkelt fordi kristendommen i sin essens går ud på, at dødt kan blive levende! Foto: Stig Nørhald/ Denmark

JEG UDGIVER den 24. januar min fjerde samling med digte, sange og salmer med titlen Daggryets sange. Udgivelsen er muliggjort af en række venlige fonde, som jeg er stor tak skyldig. Det er en glæde, hver gang det lykkes at realisere et bogprojekt.

Skriveriet udspringer naturligvis grundlæggende af en glæde ved ord og billeder, rim og rytme. Dertil kommer, at det er en fascinerende oplevelse, hver gang tekst og melodi indgår i et lykkeligt møde med hinanden.

Der har været store glæder undervejs. Når en sang først er sluppet ud i det offentlige rum, så kan ingen med sikkerhed sige, hvor den ender. Jeg tænker med glæde på en lille sang om vintergækken tilbage fra 1990erne.

LÆS OGSÅ: Menneskets tanker om Gud kan kun være foreløbige

Der står sådan i det sidste vers:
Du får plads, du får plads,
i mit bedste snapseglas,
at du gror, at du gror,
siger mer end mange ord!

TEKSTEN HAVDE i sin tid verdenspremiere i det ydmyge organ Vrå og Omegns Avis. Her har den sikkert stået klemt inde mellem en efterlysning af en sort hankat og en nedsat flæskesteg, der nærmede sig sidste salgsdato. Siden fandt den sin enkle og fine melodi hos Vrå-komponisten Peter Toft.

Teksten er efterfølgende blevet optaget i forskellige udgivelser senest i et par sangbøger udgivet af Dansk Sang.

Eller jeg tænker på en høstsalme fra samme årti, hvor første vers lyder sådan:

Du lagde i det mindste frø,
der skjuler sig i jorden,
den største kraft, som ej vil dø,men trodse lyn og torden.
Du skabte ud af dis og dug
engang for længe siden,
din skabermagt er stærk og smuk,
du skaber hele tiden!

Erling Lindgren komponerede en efter min opfattelse meget smuk melodi.

Niels H. Elberling skrev sådan i en anmeldelse i Højskolebladet: Erling Lindgrens musik klinger vidunderligt, og jeg vil påstå, at hans melodi til Du lagde i det mindste frø kan blive lige så stort et hit som hans melodi til Grundtvigs Er lyset for de lærde blot.

Men der har unægteligt også undervejs været oplevelser af mindre spændende art. For eksempel det forhold, at der gik syv år fra min første udgivelse, inden Præsteforeningens Blad fandt plads til så meget som én eneste linje desangående.

Den slags skal man naturligvis ikke lade sig slå ud af, hvad jeg da heller ikke har gjort. Jeg trøster mig sammen med dette blads bibelstærke læsere med udsagnet om de syv fede og de syv magre år

Der har inden for de seneste uger og måneder i Kristeligt Dagblad været et par kronikker, der har forholdt sig til den nye danske salmebog fra 2002 med forskellige grader af begejstring eller mangel på samme. I en af kronikkerne fik man nærmest det indtryk, at den største fornyelse i den nye salmebog er en komponist fra 1700-tallet.

Når dertil føjes, at nogle af de mest elskede og indsungne af de nye salmer nærmest blev betegnet som ubehjælpsomme fejltagelser, så er det den slags læsning, der trætter mere end 14 dages ulønnet overarbejde!

Jeg mener dog, at salmebogen fra 2002 er en klar forbedring i forhold til den foregående, men det virker, som om en lille laubiansk loge uden folkelig opbakning har haft urimelig stor magt, hvad melodistoffet angår. En loge for folk, der er født gamle, og som derfor kun kan se én vej nemlig bagud!

Og nu da jeg har nævnt Erling Lindgren, som er en af de helt store nulevende komponister, når vi taler sang og salme, hvad er så forklaringen på, at der i den nye koralbog ikke kunne blive plads til bare én eneste af hans melodier? Hvem har egentlig bestemt det? Det kunne jeg godt tænke mig at få en forklaring på i dette blads spalter og den må gerne være god.

Mens vi venter på den forklaring, vil jeg blot opfordre alle håbefulde ord- og tonemagere ude på markvejene og langs gærderne til at skrive og komponere videre. Ganske enkelt fordi kristendommen i sin essens går ud på, at dødt kan blive levende!

Det bør give anledning til optimisme af en særlig ukuelig art. Som det lyder i én af påskesalmerne i Daggryets sange:

Solen svæver over graven,
lysets fingre rører alt,
vagten segner om i haven,
jorden skælver Gud har talt!

Gyldne stjernekloders Herre
åbned dødens tunge port,
den opstandne er på færde,
han gør alting nyt og stort!

Brugte vi de mange dage
på at tale livet ned,
ser vi i et glimt tilbage
timer fyldt med evighed?

Liv og ånde har Gud givet,
alt opstår, det er hans agt,
slip da døden, vælg nu livet,
påskemorgen står ved magt!

Michael Nielsen er digter og valgmenighedspræst i Ryslinge