MED TONERNE AF TOTO rungende i baghovedet åbnede jeg døren til mit rækkehus og blev modtaget af en vildt logrende hund og en hustru, der var glad for at have mig hjemme igen. En sitrende fornemmelse havde den forgangne uge bredt sig i hele kroppen, og hverken min hund eller hustru undlod at bemærke forandringen.
Det har da vist været en god uge, sagde min kone, Mette, og gav mig et knus, mens hunden endnu en gang bare kiggede undrende på mig. Årsagen var, at jeg lige var kommet hjem fra mit første højskoleophold. Og jeg bliver aldrig det samme menneske igen.
LÆS OGSÅ: Højskoler har et formidabelt omdømme
Til daglig synger jeg i to kor her i Odense, og i den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på Den Rytmiske Højskole i Vig ved smukke Sjællands Odde. Her var der sommerkursus fra den 28. juli til den 3. august. Under overskriften: Syng glæden løs et på alle måder tillokkende koncept var formålet ikke kun at samle en masse mennesker til korsang, men også at få livsglæden til at blomstre.
Det første indtryk, jeg fik, da jeg kom til skolen, var den tekst, der stod over indgangsdøren: Bevæg dig kun med livets hastighed. Det tegnede godt. I alt 59 andre mænd og kvinder i alle aldre havde fået samme geniale idé.
Spændte på, hvad ugen ville bringe, fik vi anvist vores værelser, kiggede hinanden lidt an og kastede os ud i en uges sang og musik. Da vi alle var samlet for første gang i den store sal, sang vi sammen den smukke og til lejligheden yderst relevante sang Livstræet med det dejlige omkvæd:
Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.
OG DET VAR virkelig noget, jeg trængte til at lege i livstræets krone for jeg havde netop afsluttet et hårdt kræftforløb, hvor jeg ikke vidste, om den forgangne jul ville blive min sidste, så tankerne om leg i livstræets krone, hvilket jeg bilder mig ind, at jeg har gjort de seneste 63 år og himmelhvælvingens port fik pludselig fornyet relevans.
I december måned 2012 fik jeg konstateret en aggressiv lymfekræft, som havde bredt sig til store dele af min krop, og verden væltede på et øjeblik. De næste tre måneder skulle blive mit livs værste rutsjetur. Lægen, som gav mig den barske besked, sagde, at de havde rigtig gode erfaringer med den form for kræft, fordi kemoterapi virker optimalt på den form for kræft.
Jeg har spillet fodbold, siden jeg var otte år, så jeg vidste, at det bedste, jeg kunne gøre, var at fighte og være i offensiven. Det værste, jeg kunne gøre, var at synke hen i passivitet og have ondt af mig selv.
En kamp er aldrig tabt, før dommerens fløjte lyder. Men jeg var ikke alene på banen. Takket være min familie og de gode venner, jeg har, samt de meget dygtige læger og sygeplejersker på afdeling X1 på Odense Universitetshospital var jeg klar til at give kræften kamp til stregen. Efter seks kemokure viste en scanning, at al kræft var væk. Den 15. maj vil for evigt stå indprentet som en af de dejligste dage i mit liv.
Det var derfor med et stort behov for at mærke livsglæden igen, at jeg drog af sted til højskolen i Vig.
Ud over korsang, hvor vi øvede på seks numre, blandt andre Totos smukke Afrika, havde vi kropstime og workshops, hvor vi kunne vælge mellem forskellige aktiviteter.
Men der var også tænkt på lidt til hjernen i form af et meget spændende foredrag, der for mit vedkommende virkede som en øjenåbner med hensyn til, hvordan jeg kommer videre med mit liv. Hvad jeg skal satse på, og hvad jeg skal vælge fra.
Jeg var med i to workshops. Den ene hed Ud af skabet og var for dem, der havde lyst til at prøve at være solister i trygge rammer. Den anden var en sammenspilsgruppe på ni mennesker i forskellig aldre og med forskellige forudsætninger for at spille og synge i et band.
Men takket være et gåpåmod og en fantastisk dygtig instruktør endte vi med til festaftenen at få hele salen til at flippe ud til det gamle rocknummer af det engelske rockband Free: All right now.
Og det var nemlig, hvad det var: all right. Vi fyrede den af, og generationskløft og fordomme og jantelov blev blæst væk, da vi slog de første akkorder an. De to eneste, der havde erfaring med at spille i et band, var en guitarist og en ung pige, som synger i sit eget band. Resten var mere eller mindre uerfarne på de instrumenter, de havde valgt.
For mit eget vedkommende sang jeg mig hæs og gav den gas i en tekst, som jo egentlig passede meget godt ind i konceptet: Få glæden frem. Gør det, du har lyst til. Lad være med at lade dig styre af andres forventninger og krav. Spring ud i det. Det blev også formuleret i et par af de gospelagtige sange, vi optrådte med. Den ene lød således:
Its time for us to get together
Its time for us to share our energy
Its time for us to stand up on our feet
Its time for us to see how fun it can be
Just do it.
INSTRUKTØRERNE VAR alle meget dedikerede og dygtige og fik dagene til at går op i en højere enhed. Desuden fik vi noget dejlig mad, sundt og nærende og velsmagende på samme tid. Så var der overskud til rødvin, øl og dans om aftenen. Desuden et utal af skønne samtaler med en masse dejlige mennesker.
Jeg har ikke sovet så lidt, siden jeg blev syg, og så samtidig været så oplagt, ja, nærmest hyperaktiv. Det sidder i kroppen endnu.
Men vigtigst af alt var den helt fantastiske kemi imellem os alle, hvilket vi mærkede, når vi sang.
Et par dage efter, jeg var vendt hjem, læste jeg en artikel, som fortalte om en ny svensk undersøgelse fra Sahlgrenska Akademin ved Göteborgs Universitet, hvor forskere har undersøgt den biologiske indvirkning, som sang har på kormedlemmer.
De konstaterede blandt andet, at de svingninger, der opstår, når folk synger i kor, får deres hjerter til at slå synkront, og dermed stiger og falder kormedlemmernes puls i takt, og der bliver udskilt et hormon, som minder om det, en moder udskiller, når hun ammer sit barn, et kærligheds- og lykkehormon.
LÆS OGSÅ:Højskoler er bedst til at vejlede om livet
Okay, tænkte jeg, så var det derfor, vi havde det så godt. Dette åbner jo fantastiske perspektiver for, hvad musikken kan gøre for os mennesker.
Da jeg forlod denne dejlige højskole en uge senere, var det til tonerne af Totos Afrika og en total lykketilstand boblende i kroppen.
Det er nærmest som at være forelsket igen, og det er vel egentlig også det, jeg er. Jeg er forelsket i livet endnu en gang.
Poul Eigil Rasmussen, Eckersbergsvej 44, Odense M