Prøv avisen

Da kristentro og fundamentalisme gik hver til sit

KRONIK: Begrebet fundamentalisme er i dag blevet synonymt med had, menneskefjendskab og fanatisme. Derfor må selv ortodoks kristentro i dag tage afstand fra begrebet, fordi enhver drøm om et sprogligt tilbageføringsprojekt, en sproglig renselse, er dødfødt fra begyndelsen

»Vi hører om fundamentalistiske muslimer eller fundamentalistiske jøder næsten daglig. »Tro« fortæller her historien om de fundamentalistiske kristne i Danmark.«

Sådan blev lørdagens tv-udsendelse om et par missionske uddannelsesinstitutioner introduceret. Meget misvisende. Og skæmmende for en ellers god og sober udsendelse. Det går ikke længere at anvende denne betegnelse for det, som de to institutioner og resten af folkekirkens missionske fløj står for.

»Venstre ved man, hvor man har« - nemlig til højre! Er man venstreorienteret, kunne man aldrig drømme om at stemme på Venstre. Og de radikale er ikke en pind radikale, men umådeligt moderate.

Det er en løjerlig illustration af, at ord i løbet af årtier kan vende i luften og begynde at drøne tilbage i stik modsat retning. Men ordene har skam gode grunde til det. Har man styr på historien bag, så giver udviklingen egentlig god mening.

Sålunde faktisk også med »fundamentalisme«. Hvem kan i dag ane, hvilken fredelig tilværelse det ord førte i USA de første årtier af det 20. århundrede? Det var da et debatord, ofte også et skældsord. Men ikke værre, end at kristne godt kunne kalde sig selv fundamentalister - uden at signalere ret meget andet, end at de opfattede Bibelen som Guds ord, troede på dens mirakler og mente, at Jesus var opstået fysisk. Det gik nogenlunde - indtil omkring 1980.

Forleden kunne man læse i et udmærket indlæg i gratis-avisen Urban, at det er naivt at tro, »at en fundamentalist - hvad enten denne er muslim, marxist eller fascist - stopper op ved grænsen, fordi Danmark strammer lovene. For er en fundamentalist ikke ligeglad? Dækker begrebet ikke personer, som sætter en bog, en tanke, et had over alt andet?«

Jo. Det er, hvad begrebet dækker. I dag! I alt fald som det bruges af mange. Derfor kunne vores eksstatsminister kalde til kamp mod al fundamentalisme. Fordi begrebet i dag ofte er synonymt med had, menneskefjendskab og fanatisme. Kristen fundamentalisme dukker ikke en gang op blandt eksemplerne i Urban! Og godt det samme. For kristentroen og fundamentalismen er simpelthen gået hver til sit.

Vores påstand er, at det også er o.k.! Ordet fundamentalisme er i den grad røget ud ad en tangent, at det er halsløs gerning at forsøge at kalde det tilbage igen. Når et ord insisterer på at gå sine egne veje, kan man ikke redde et håbløst samliv mellem dét og en holdning, der ønsker at stå for det stik modsatte.

I dag må kristne - uanset bibelsyn - tage sproget og sprogets vilkår så alvorligt, at de umisforståeligt slår fast: Nej, vi er ikke fundamentalister.

Den ene af os to undertegnede overværede sidste efterår Hizb-ut-Tahrirs meget omtalte stormøde i Nørrebrohallen - og kunne dér i den intense vækkelsesatmosfære ikke se nogen lighed mellem os og de muslimske fundamentalister. I særdeleshed ikke når det gælder kvindesyn og holdning til demokrati osv. Ikke engang i synet på Koranen/Bibelen ville vi kunne blive enige med dem! (Selv om vi til enhver tid vil forsvare deres ret til at kæmpe for det, de tror på - så længe de agter at blive inden for vores samfunds demokratiske rammer, også hvis de skulle få flertal! Derfor byder vi også enhver troende - og demokratisk sindet - muslim velkommen som fuldgyldigt medlem af det danske samfund).

Vi støtter indædt demokratiet og dets spilleregler. Vi vender os imod politisk absolutisme. Vi vender os imod magtmidler og magtsprog. Vi vender os imod undertrykkelse. Også når den sker i Guds navn. Særlig når den sker i Guds navn!

Det kan godt være, at et ortodokst bibelsyn stadig tror på Bibelen som Guds ufejlbare ord. Det kan godt være, at man i bibelsyn ikke selv har skiftet mening. Men ordet har skiftet mening. Og det bør afgøre sagen. I det mindste for den, der gerne vil have formidlet, hvad man rent faktisk står for.

Så selv om nogle kunne drømme om et sprogligt tilbageføringsprojekt, en sproglig renselse, så er det dødfødt. Det havde da sikkert været mere ideelt at opdrage politikere og meningsdannere til historisk bevidsthed og historisk korrekt sprogbrug. Men hvem tør tro på sådan et opdragelsesprojekt? Toget er kørt. Og det enkle, bevidstløse magtsprog vil jo også altid være nemmere end sproglig præcision. Sproglig retfærdighed er en by i Afghanistan.

Nyrup var i sin sidste åbningstale dermed også i sin gode ret til at fordømme fundamentalismen, fordi han faktisk brugte ordet korrekt nok - nemlig med den betydning, det ofte har fået i dag: »Jeg appellerer til, at alle deltager i den dialog, tager entydig afstand fra enhver form for vold og terror.«

Men så er det også utilbørligt magtsprog, når dialogen pludselig forsøges annulleret gennem en påstand om, at hvis man tror på Bibelens ufejlbarlighed, så har man jo et skriftsyn som islams! - når det folkekirkelige Indre Mission sidestilles med Hizb-ut-Tahrir! - eller når missionske præster karakteriseres som fundamentalister, der ikke føler sig rigtig hjemme i demokratiet og da slet ikke bryder sig om al den snak om menneskerettigheder.

Det har været påstået. Jævnligt, faktisk. Af meningsdannere, som ikke ulejliger sig med at forholde sig til andres synspunkter, som de selv udsiger dem.

Enkelte politikere forfølger tilsyneladende en sekundær dagsorden og hævder, at hvis en kristen skriver under på Nyrups krigserklæring imod undertrykkelse og fundamentalisme, så kan man f.eks. heller ikke sige nej til kvindelige præster. Men skulle man ikke tage og tænke sig om? Halvdelen af EU´s borgere er faktisk medlemmer af en kristen kirke, som siger nej til både kvindelige præster og vielse af fraskilte! Og selv om danske politikere klart har al mulig ret til at være vildt uenige, ville de så dermed finde på at kalde den katolske kirke for fundamentalistisk og fanatisk? Så vil de vist skaffe sig ikke blot et sprogligt, men også et politisk problem på halsen. Så harm man end kan være over det synspunkt, så må det da vist stadig kunne komme ind under denne hersens demokratiske religionsfrihedsmenneskerettighed. Eller hvad?

Selv et ortodokst syn på Bibelens ufejlbarlighed og autoritet har ikke noget afgørende tilfælles med et muslimsk syn på Koranen.

Vi tror ikke på, at Bibelen er faldet ned fra Himmelen. Vi er overbevist om, at den ikke bare er guddommeligt inspireret, men også skrevet af mennesker. Vi anerkender, at den (ganske som Jesus af Nazaret) har både en guddommelig og en menneskelig side. Vi tror ikke på, at den helst ikke må oversættes. Vi ved udmærket, at den ikke er ufejlbarligt afskrevet gennem tiderne.

Vi siger heller ikke, at Bibelen ikke skal tolkes, eller at vores tolkning pr. definition er den rigtige; tværtimod kan vi ikke forestille os nogen sund bibellæsning eller bibelforskning, der ikke hele tiden betvivler sine egne resultater. Og vi forestiller os ikke, at dens budskab lader sig applicere på enhver kultur og enhver tidsalder uden den ringeste »kontekstualisering«, det vil sige, at dens budskab må forsøges oversat, ikke bare til et andet sprog, men også til en anden kulturel kontekst. Og vi opfatter den ikke som en lovbog, hvis væsentligste hensigt er at diktere livsførelse og moral.

Vi kan ikke kende os selv igen i den muslimske bogdyrkelse. For os ligger Bibelens guddommelige inspiration og ufejlbarlighed et helt andet sted: Bibelen forkynder Jesus af Nazaret som Guds søn, som Guds ord. Den forkynder ham som den, der ikke gør forskel på mennesker, »for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud«. Og den forkynder ham som den, der »tolker« Gud for os. Det er derfor, vi ikke ser nogen rationel mulighed (sic) for at have et andet syn på Skriftens ufejlbarlighed end han!

Videre afviser vi, at Bibelen skal kunne bruges til at oprette en religiøst styret stat. Om så vi fik sådan et teokrati overrakt kvit og frit, ville vi ikke have skidtet. Vi tror hverken på hellige hære eller kristelige krige. Faktisk kan vi bedre leve med et pluralistisk samfund end et såkaldt gudstyret samfund. Og vi tror overhovedet ikke på, at Bibelen giver den kristne den ringeste ret til overgreb imod andre eller foragt over for andre.

Nu har denne kronik ikke til hensigt at argumentere for et bestemt bibelsyn. Hensigten er at opfordre til et sprogligt oprydningsarbejde, hvor der A) lægges afstand til enhver fundamentalisme, hvad enten den fører sig frem i Allahs, i Danmarks eller i Kristi navn, hvor B) kristne endegyldigt (så endegyldigt, som sproglig udvikling tillader den slags!) opgiver ordet »fundamentalisme« som plus-ord, selvbetegnelse eller overhovedet som bibelsynsbetegnelse, og hvor der C) appelleres til teologer, til politikere og til meningsdannere i øvrigt, at de endegyldigt opgiver magtsprogets båsning af et ortodokst bibelsyn som fanatisme, intellektuelt selvmord, ekstremisme osv.

Lørdagens tv-udsendelse kunne have bidraget til dette oprydningsarbejde, hvis nogle af de interviewedes gentagne eksplicitte afstandtagen til brugen af ordet »fundamentalisme« havde fået lov til at komme med. n