Prøv avisen

Da luften brændte

KRONIK: I morgen er det 100 år siden, at et dræbende vulkanudbrud udslettede byen Saint Pierre, også kaldet »Lille Paris«, på øen Martinique og dens 30.000 indbyggere. Som med Pompeji og Titanic har også denne katastrofe en sær fascinationskraft, og ikke mindst de lokale myndigheders håndtering af sagen bør give os stof til eftertanke i dag, fastslår dagens kronikør

Katastrofer fylder os, heldigvis, med sorg og gru. Men visse katastrofer rummer desuden en helt speciel fascinationskraft, et stof, der løfter dem over i myternes verden som sindbilleder på vores egen sårbarhed.

Pompejis undergang i år 79 var en af dem. Også jordskælvet i Lissabon i 1755. Og naturligvis Titanic-forliset i 1912.

Det dræbende vulkanudbrud, der i 1902 udslettede en hel by på øen Martinique og dens 30.000 indbyggere, rummer også det stof, som myter er gjort af - måske på grund af de tragiske fejl, der gjorde, at katastrofen fik så mange ofre. I disse dage er det 100 år siden, at vulkanen Mont Pelée udsendte en brændende sky, der rullede ned ad bjergsiden som en kogende lavine og opslugte Vestindiens vigtigste handelsby, Saint Pierre.

Martinique, kaldet »Blomsterøen«, ligger midt på De caribiske Øers perlekæde. Den frodige ø, der er lidt mindre end Lolland, blev opdaget af Columbus i 1493. I 1635 ankom de franske koloniherrer og byggede et fort, som de kaldte Saint Pierre efter deres skytshelgen, ved foden af den sovende vulkan Mont Pelée på nordspidsen.

Strandene på øen tager sig godt ud på baggrund af bjergene i det indre, ikke mindst det 1400 meter høje Mont Pelée. Øens plantager leverer en rig høst af sukkerrør, og der laves rom i store mængder. Mens der endnu brugtes slaver, var Martinique et vigtigt punkt på trekant-ruten, der transporterede slaver fra Afrika til Vestindien og rom og sukker til Europa.

Martiniques franske besiddere dannede et aristokrati af plantageejere og embedsmænd. Herfra stammede Josephine, der blev Napoleons første kejserinde. Da Frankrig ophævede slaveriet i 1848, opstod der en stor klasse af sorte frigivne, hvis sociale tilpasning snart gav problemer. Det blev nødvendigt at indføre arbejdskraft, og der kom en ny social underklasse af indvandrere fra Indien.

Men hvis man kan se bort fra de nævnte problemer, må Martinique og dens hovedstad Saint Pierre i 1902 have været charmerende ud over alle grænser. »Lille Paris« blev den kaldt, denne smukke by i fransk kolonistil, som forenede europæisk elegance med tropernes fredelige tempo. Her boede de pæne familier af békés (hvide europæere), hvis børn gik i byens »Lycée«. Her lå det italienske teater, en kopi af teateret i Bordeaux, og den verdensberømte botaniske have. Her var caféer og boghandeler. Her boede handelsfolk og kunstnere, præster og militærfolk, foruden en talrig befolkning af kreoler, slavernes sorte efterkommere. I alt omkring 30.000 - cirka lige så mange, som der dengang boede i Aalborg.

Det var hertil, maleren Paul Gauguin ankom i 1887 og for første gang blev betaget af den anderledes naturlighed i denne del af verden. Besøgende fra De Dansk-Vestindiske Øer må have oplevet Saint-Pierre som en forfinet udgave af Charlotte Amalie på Sankt Thomas.

Men alt det var før sommeren 1902. Allerede i februar begynder man at høre eksplosioner fra Mont Pelée. Til tider ryster jorden ved den fjerne buldren. I de følgende uger udspytter krateret jævnlig en sky af aske, som drysser ned over byen og tilsmudser de hvide uniformer. Men vulkanen har ikke været i udbrud siden 1851, og dengang fastslog eksperter, at dens virksomhed blot var en geologisk kuriositet, faktisk et turistmæssigt plus for Fransk Vestindien.

Sent i marts 1902 kommer der både aske, sten og ildelugtende gasarter op af Mont Pelées krater. En kvinde i Saint Pierre skriver til sin søster i USA: »Hele byen er dækket med aske. Lugten af svovl er så stærk, at hestene standser op og pruster midt på gaden. Mange mennesker er nødt til at holde våde lommetørklæder op for ansigtet.«

Sidst i april rapporterer Saint Pierres dagblad, Les Colonies: »Asken regner ned uden ophør. Man hører ikke længere vognene i gaderne. Lyden af hjulene dæmpes.« Man konstaterer også, at vulkanen på mærkelig vis synes at vokse opad som et rør, der bygges op indefra.

I begyndelsen af maj sender en kvinde brev til sin bror i Frankrig: »Jeg skriver med bange anelser, selv om jeg håber, at min frygt er ubegrundet. Min mand ler ad mig, men jeg kan se, at også han er ængstelig. Heden er kvælende. Vi kan ikke lade døre eller vinduer stå åbne, for asken trænger ind overalt; den svier i øjnene og brænder i ansigtet.«

Det burde være tydeligt, at dette ikke bare var en »kuriositet«. Almindelige instinkter ville have have fået de fleste til at skynde sig væk. Hvorfor blev byens befolkning da på stedet?

Ikke mindst fordi tidspunktet var meget ubelejligt for byens ledere. Høsten af sukkerrør nærmede sig; hvem skulle tage sig af den? Men frem for alt skulle der være valg til øens parlament og det franske Deputeretkammer. Øens rigeste beboer, Fernand Clerc, havde udsigt til at blive indvalgt i kammeret. Man så bestemt ikke gerne, at alle vælgerne var evakueret fra deres hjemby på valgdagen. Øvrigheden enes om, at befolkningen bør blive.

Og alt imens vulkanen slynger aske og klippestykker ned over Saint Pierre, gør lederne deres yderste for at berolige de bekymrede. Guvernøren bekendtgør mod bedre vidende: »Efter et udbrud af Mont Pelée natten mellem den 2. og 3. maj synes aktiviteten nu at aftage.« Mærkeligt nok finder budskabet en vis genklang i den kreolske befolkning, hvis fatalistiske holdning er dybt rodfæstet. »Der sker kun, hvad der skal ske.«

Den 3. maj bliver skolerne lukket, fordi asken lægger sig overalt. Den 4. maj går en flod pludselig over sine bredder.

Den 5. maj bryder en kæmpemæssig, kogende sø ud af bjergsiden. Den rullende strøm af skoldende mudder bliver en halv kilometer bred og 40 meter dyb; den begraver alt på sin vej gennem dalen, deriblandt et sukkerkogeri og 30 arbejdere.

Man lader en videnskabelig kommission undersøge forholdene. Da byens borgmester og de øvrige kandidater stadig tænker mest på deres valg, enes de om, at »der må gøres alt for at undgå panik i befolkningen«. Den botaniske haves direktør, Monsieur Landes, blåstempler en erklæring om, at der ikke er nogen »umiddelbar fare«.

Men søndag morgen den 8. maj må deputeret-kandidaten Monsieur Clerc have ment, at der alligevel var en vis »umiddelbar fare«. Klokken 6.30 om morgenen forlader han byen i hast, måske som den sidste.

Klokken 7.50 samme morgen rystes byen af enorme eksplosioner fra Mont Pelée. Masser af lava, sten og aske slynges kilometerhøjt op i luften. Hele toppen bliver flået af vulkanen.

Det var dog ikke dette, der bragte død over kolonien. Heller ikke en sejt flydende lavastrøm. Det var en ildsky, et kæmpemæssigt pust af brændende gas. Klokken 8.02 udsendte vulkanen en gigantisk, glødende støvmasse, der væltede ned ad bjergsiden, direkte mod byen, som den omsluttede, kvalte og brændte, og videre ud over havet.

Det var, som om selve luften brændte. Det vulkanske fænomen blev siden kendt som »nuée ardente«, glødende sky. Det er en masse af sten, aske og gas ophedet til 7-800 grader og sat i lavineagtigt, selvforstærkende skred. I byen blev alt liv udslettet i løbet af tre minutters holocaust. Tykke mure faldt sammen, tunge genstande blev kastet rundt, fabrikker sprang i luften. Lagre med rom eksploderede, sukkersiloer blev til karamel, glas smeltede, klæder brød i brand, metaller bøjede sig. I byens katedral døde de mange, der var til messe.

Der var 18 store skibe ud for kysten, og kun få af de ombordværende overlevede, da den brændende sky bragte vandet i kog og blæste fartøjerne omkring. En skibslæge, Emile Berte, var øjenvidne fra søen: »Brølene fra bjerget er skrækindjagende, støvmasserne blænder os. Bjergsiden er rød, som om den brænder. Branden ses i tre minutter, derefter sænker et tykt tæppe sig, og vi er i fuldstændigt mørke.« På et skib en kilometer ud for kysten overlevede kun 20 ud af 68. Hvor mange omkom? Sikkert mindst 30.000; nogle mener 38.000. Det var flere end tabstallene for Pompeji, Titanic og World Trade Center tilsammen.

I hele byen var der kun tre, der overlevede. De to døde snart efter, men den tredje blev skånet på mærkelig vis. Det var en ung kreoler, Auguste Ciparis, som på grund af en voldsdom var indsat i en fangekælder med kun et lille vindue. For at beskytte lungerne holdt han vejret, så længe han kunne. Han sad i cellen i fire dage, før han blev fundet. Senere blev han benådet og rejste rundt med Barnum og Baileys cirkus og fremviste sine brandsår.

Den 9. maj, mens det stadig brændte, begyndte folk udefra at ankomme, nogle for at rydde op, andre for at plyndre. En iagttager fortæller: »De mange tusind lig i ruinerne fortalte samme historie: en næsten øjeblikkelig død. Der har ikke været tid til at forsøge at flygte eller blot at kæmpe imod.« Det »lille Paris« var blevet til det 20. århundredes Pompeji.

Hvad er der tilbage 100 år efter? Saint Pierre blev delvis genopbygget, men den blev aldrig igen Martiniques hovedstad. Der er museer for tragedien. Fra bjergsiden er der webcam-forbindelse, så enhver kan følge vulkanen fra sin computer. I byen fremvises den halvt smeltede kirkeklokke fra katedralen. I ubåde med panoramavinduer kan turister dykke ned i havet og se vragene af skibe, der kæntrede den morgen i 1902.

Saint Pierre lever videre som symbol. Uanset hvordan man ser på livet og døden, er Mont Pelée-katastrofen blevet til et monument over de tragiske konsekvenser, det kan få, når folk med ansvar lader deres egen fordel gå forud for sund fornuft.

Og i stille stunder kan tanken om den smukke bys undergang stadig få os til at spørge os selv, om vi lytter, hvis vi hører en og anden rumlen. n