Der er udbredt enighed om, at mennesket nu påvirker planeten så meget, at vi lever i en ny geologisk tidsalder kaldet antropocæn. Vi har fuldstændigt overtaget den klode, vi bor på, og er nu den bestemmende faktor for, hvordan livet vil udvikle sig fremover.
Det er noget af et ansvar at tage på sig. Indtil videre lader det dog ikke til, at vi er synderligt tyngede af det. Vi ser udelukkende den magt, som teknologi og videnskab giver os, som en mulighed for at udvide mængden af vores behov. Det er, som om at enhver lyst og præference ophøjes til et uomgængeligt behov og dermed bliver legitim.
Vi opbruger drikkevandsressourcer, fælder regnskove, forurener jord og have og byder milliarder af dyr rystende vilkår i deres korte indespærrede liv udelukkende for at kunne fylde os med billige animalske proteiner – og hævder så, at det er en nødvendighed, selvom vi ved, at vi kan leve fint uden.
Magten er løbet os af hænde i antropocæn. Som infantile hedonister ser vi udelukkende på vores kortsigtede lyster og lukker bekvemt øjnene for de konsekvenser, vores livsstil har for mennesker, dyr og natur både på kort og lang sigt. At magt ikke kun er mulighed, men også ansvar, har vi ikke meget blik for.
Vi er i dag syv milliarder mennesker på planeten. 800 millioner lever i sult og langt flere i en fattigdom, som vi her i den materielle overflods højborg slet ikke kan forestille os. Alt tyder på, at vi kun bliver flere. FN anslår, at vi i 2050 vil være ni miliarder. Så hvordan skrue ned for blusset? Har de ikke alle krav på samme bekvemme liv som os andre? Vi må vækste, vækste, vækste, så alle kan få samtalekøkken, ferierejser og røde bøffer.
Ideen om, at vi kan bringe alle op på vores levestandard gennem fortsat økonomisk vækst, er imidlertid en illusion. Den sælges dygtigt af dem, der på kort sigt kan tjene penge på en fortsat rovdrift på mennesker og natur. Men det er en illusion. Skulle alle syv millarder mennesker på Jorden leve, som vi danskere gør, ville det kræve, at vi havde tre jordkloder. Og det har vi ikke. Der er ingen Planet B, endsige Planet C.
Antropocæn. En ny geologisk periode. Man kan blive fristet til at tænke, at det hele er uundgåeligt. Naturens gang. Vi er nu engang egoistiske kortsigtede dyr, der bare rager til os. Så må det gå, som det går. Toget kører, og udviklingen skrider frem som en gletsjer, og vi kan hverken gøre fra eller til.
Eller vi kan vise, at vi er mennesker, der med viden og empati for andre kan løfte det ansvar, som vores magt giver os. Bruge vores viden til at forme antropocæn i en retning, hvor grådighed afløses af taknemmelighed, og velstand afløses af velfærd for os selv og alle andre levevæsener. Det er svært ikke at give op over for de udfordringer, som vi står over for. Komplekse, uoverskuelige og umulige for den enkelte at løse. Men vil vi være dem, der smed handsken i ringen på biosfærens vegne? Eller vil vi i fællesskab vise, at vi kan være så meget mere og begynde at udforske vores potentiale for at leve sammen med hinanden og naturen i stedet for at leve udelukkende for os selv?
Og hvem ved, om vi så finder håb, mod og livslyst i sammen at løfte den væsentligste opgave, som vi endnu har stået over for. Alternativet er at feste videre og lade som ingenting. Men måske det gode liv er at tænde lys i stedet for blot at bede den sidste hyperforbruger om at slukke det
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.