Da min kone fik Alzheimers og flyttede på plejehjem, blev mine fordomme om ældreplejen gjort til skamme

Det skorter ikke på dårlige historier om ældreplejen, men der kan også fortælles gode. Da min kone fik Alzheimers og flyttede på plejehjem, blev alle mine fordomme gjort til skamme, skriver kronikør

Plejepersonalet har ikke alene haft blik for min kones situation, men også for hvad det betyder som pårørende, når ens nærmeste ikke længere er der, skriver Einar Meyer Petersen. Arkivfoto.
Plejepersonalet har ikke alene haft blik for min kones situation, men også for hvad det betyder som pårørende, når ens nærmeste ikke længere er der, skriver Einar Meyer Petersen. Arkivfoto. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Pensioneret lærer og skoleleder, cand.mag. i filosofi

Jeg letter på hatten for social- og sundhedsassistenterne og alle de andre faggrupper på plejehjemmet, hvor min kone bor.

I pressen dukker der jævnligt historier op om mistrivsel og dårlig behandling på landets plejehjem. Jeg vil ikke anfægte, at disse historier er korrekte, men det er ikke de eneste historier, der kan fortælles om vores plejehjem. Derfor vil jeg gerne nuancere billedet ud fra mine personlige oplevelser.

Min kone fik for seks år siden diagnosen Alzheimers sygdom, og for trekvart år siden flyttede hun i plejebolig på plejehjemmet Søholm i Aarhus. Efter mere end 40 års samliv var det en vanskelig beslutning at træffe, og bekymringerne blev ikke mindre af den række af dårlige historier, som florerede i medierne.

Alle mine bekymringer – mine fordomme – er imidlertid blevet gjort til skamme. Personalet på Søholm har i den grad været i stand til at møde min hustru og undertegnede der, hvor vi hver især skulle mødes.

Også selvom det ikke har været nogen nem opgave for personalet. Det var ikke min hustrus valg at flytte i plejebolig. Og hun har været meget afvisende over for personalet og ikke mindst de øvrige beboere – som i parentes bemærket er 15-20 år ældre end hende selv.

Med en kærlig og tålmodig tilgang lykkedes det dog ret hurtigt for den primære tilknyttede social- og sundhedsassistent at få et fortroligt forhold til min kone. Og efterfølgende er der blevet dannet et team omkring hende, så flere af assistenterne kan få lov til at hjælpe hende.

For mit eget vedkommende har jeg kun mødt samarbejdsvilje. En samarbejdsvilje på et højt niveau. Der er blevet lyttet og reflekteret. Jeg har nu fuldstændig tillid til personalet.

Vi har løbende holdt møder, hvor social- og sundhedsassistent, ergoterapeut, viceforstander og fysioterapeut har været til stede, og af og til har demenskoordinator været inviteret med for at kvalificere samtalerne. Løbende har vi haft et utal af samtaler, når vi er mødtes på gangen. Alt sammen i gensidig tillid.

Der har ikke været noget, der har været for stort eller småt til, at vi har kunnet tale om det. Dialogen har hele tiden kredset om min kones behov og om, hvordan personalet og jeg og andre pårørende har forstået hendes signaler – og om, af hvem og hvordan de har kunnet imødekommes. Tilgangen har været pragmatisk. Det er det muliges kunst inden for de institutionelle og personlige rammer, som er givet.

Når jeg særligt letter på hatten for social- og sundhedsassistenterne, skyldes det, at de løfter en kæmpe opgave, som de desværre ikke i mine øjne får tilstrækkelig anerkendelse for – slet ikke i lønningsposen. Der, hvor jeg har måttet give op, har social- og sundhedsassistenterne bogstaveligt talt taget over. Og de har ikke alene haft blik for min kones situation, men også for, hvad det betyder som pårørende, når ens nærmeste ikke længere er der. Lad mig give et eksempel. Min kones alzheimer er desværre så fremskreden, at hun nu er blevet inkontinent. En dag, hvor jeg kom for at besøge og gå en tur med hende, stod hun midt i sin stue med sin ble nede om knæene. Der var lort i bleen, hun havde lort på hænderne, og der var også tværet lort ud andre steder i stuen. Jeg vendte blot om, lukkede døren og fandt en social- og sundhedsassistent. Hun sagde imødekommende: ”Jeg finder lige et par blå handsker,” og derefter gik hun ind til min kone. ”Nu skal jeg lige hjælpe dig,” sagde hun venligt. 5-10 minutter senere kom hun ud sammen med min kone, som var nyvasket og påklædt, og sagde: ”Nu kan I godt gå en tur, så tørrer jeg lige af, mens I er væk.”

Det er ikke den eneste gang, jeg har mødt dette fantastiske overskud. Andre gange, hvor min kone og jeg har været på vej ud for at gå vores daglige tur, har en social- og sundhedsassistent taget om min kone og spontant sagt: ”Hvad så, smukke, er I på vej ud for at gå en tur?”.

Det viser, at også en del af ældreplejen lykkes for Aarhus Kommune. Nøgleordet er personlig kontakt. At møde hinanden i øjenhøjde. Det står til gengæld i skærende kontrast til, når man telefonisk skal eller vil i kontakt med kommunen. Ventetiderne er ulidelige, og kontakten bureaukratisk.

For et par dage siden blev jeg ringet op af en kommunal medarbejder, som åbenbart havde ringet nogle gange. Plejehjemmet har søgt om blebevilling til min inkontinente kone, og medarbejderen ville vide, hvilken størrelse ble min kone skulle bevilges. Jeg henviste venligt til Søholm. Da jeg senere på dagen kom ud på Søholm, kunne jeg forstå, at hun havde haft ringet til ergoterapeuten, som havde henvist til social- og sundhedsassistenten. Mange telefonopkald. Tid er penge. Hvorfor ikke bare give blebevillingen til Søholm og lade dem lokalt administrere størrelsen? Summa summarum: Jeg letter på hatten for den nære kommunale ældrepleje.