Prøv avisen
Mediekommentar

Da racismen var videnskab

Liv selekteres ikke på grund af race, men på grund af livskvalitet. Man skal vare sig for løsagtig omgang med begrebet racisme og samtidig vare sig for løsagtig omgang med menneskeværd

ORDET ”RACISME” har i efterhånden mange år været udsat for grumme misbrug. Det har forgiftet den frie meningsudveksling og tjent til at forplumre og fordreje debatten om indvandring, integration, nationalitet og etnicitet i snart sagt alle vestlige lande.

Misbruget er ikke så udbredt, som det var, men hos nogle sidder racismebeskyldningen stadig løst i bæltet. Således er der på mine kanter en socialdemokratisk kredsformand, som kunne høre en ”racistisk undertone”, når hans parti i et oplæg til udlændingepolitik skriver: ”Vi kan ikke tage imod flere udlændige, end det er muligt at integrere.” Man kan selvfølgelig være kritisk over for den formulering, og det må være socialdemokraternes indbyrdes sag at sætte ord på deres politik, men for at høre en racistisk undertone i de ord skal man godt nok lide af begrebsforvrænget hørelse.

NETOP RACISMENS idéhistorie var genstand for programserien ”Racismens historie” på DR K. Den kanal flyder simpelthen over med spændende dokumentarudsendelser. Det er næsten før, DR K er hele licensen værd, men vi skal selvfølgelig også have noget for pengene på de andre licensfinansierede kanaler.

Det tredje afsnit i ”Racismens historie” handlede om den moderne videnskabelige racisme, som voksede sig stor og udbredt op gennem 1800-tallet. I Europa og dets kolonier og senere også i USA havde man ellers fået afskaffet slaveriet ikke mindst takket være, hvad man i dag ville kalde en stærk ngo-bevægelse i form af kristne slavemodstandere. Her så mange de sorte som brødre og medmennesker, ganske vist tilbagestående, men med potentiale til at komme på højde med europæerne, når deres lænker var brudt. Alle mennesker var lige for Gud, selvom der var forskellige grader af civilisation og oplysning.

MEN I 1800-TALLET opstod den tanke, at der var uovervindelige modsætninger mellem racerne. Det var spild af tid at omvende og civilisere andre folk, for de var i kraft af deres underlegne biologi uimodtagelige og dømt til undergang. Darwins tale om de bedst egnedes overlevelse fik en social dimension, og de ”bedste egnede” folkeslag, altså de europæiske, triumferede helt naturligt over mindre egnede racer. Sådan var naturens gang og biologiens dom. Det blev i vide kredse og mange lande regnet for god videnskab. De gamle missionærer, der stadig talte om lighed mellem mennesker og hævdede Bibelens sandhed, blev set som gammeldags og, som en historiker fortalte, regnet for folk, ”der ikke havde formået at forlige sig med tidens videnskabelige tankegang”.

Nu om stunder er alle ordentlige menneske antiracister, men selvom man ikke taler om racer, så tales der meget om mennesket som biologisk væsen, om den kære krybdyrhjerne og om, hvad der regnes for et værdigt liv. Vi tvangssteriliserer ikke hele befolkningsgrupper, men samtidig er der fri abort, og aktiv dødshjælp er indført i flere lande.

Liv selekteres ikke på grund af race, men på grund af livskvalitet. Man skal vare sig for løsagtig omgang med begrebet racisme og samtidig vare sig for løsagtig omgang med menneskeværd.

Jesper Bacher er sognepræst.