Prøv avisen
Debat

Da tvangen hørte op: En væsentlig detalje i forståelsen af reformationen

Da kong Frederik I den 23. oktober 1526 tog den bortløbne munk Hans Tausen under sin beskyttelse, blev der sendt et stærkt signal til alle munke i Danmark: Kongen vil ikke mere gøre som sine forgængere, der havde tvunget bortløbne munke tilbage til deres klostre.

Da kong Frederik I tog en bortløben munk under sin beskyttelse, blev der sendt et stærkt signal til alle munke i Danmark: Kongen vil ikke mere gøre som sine forgængere, der havde tvunget munke tilbage til deres klostre. Den side af sagen skal man også have med i det store billede, skriver Richardt Riis

Da kong Frederik I den 23. oktober 1526 tog den bortløbne munk Hans Tausen under sin beskyttelse, blev der sendt et stærkt signal til alle munke i Danmark: Kongen vil ikke mere gøre som sine forgængere, der havde tvunget bortløbne munke tilbage til deres klostre.

Det blev han anklaget for af Rigsrådet på en herredag i Odense i august 1527, men han forsvarede sig med, at han ikke ville tvinge nogen til tro.

Tidligere havde Rigsrådet afbrudt forbindelsen til paven i Rom, og da franciskanernes klostre ikke var ejet af munkene selv, men af paven, benyttede Frederik lejligheden til, da nu paven var ude af billedet, at overdrage en del klosterbygninger til byernes borgere, ”når munkene var ude”, som han skrev.

Klostrene var nemlig begyndt at blive tømt for munke, dels i kraft af den lutherske prædiken, der nu hørtes i mange byer i landet, dels i kraft af utilfredshed blandt munkene over, at deres klostre i 1509 var blevet lagt ind under den strenge del af franciskanerordenen, de såkaldte observanter, og dels fordi de nu ikke mere med magt blev ført tilbage til deres kloster, hvis de forlod det.

Som observanter skulle de kun leve af det, de kunne få ind gennem deres tiggeri. Det gjorde det muligt for borgerne at udsulte dem ved at nægte at give dem noget, når de tiggede. Så kunne man fremskynde tidspunktet, hvor ”munkene var ude”.

De tilbageblevne munke gjorde omvendt det, at de solgte ud af klostrets ejendele, alterkalke for eksempel, indtil kongen foretog en registrering, senere sågar af tømmer fra gulvbrædder.

Alt dette fik broder Jakob fra franciskanerklostret i Malmø (der jo dengang var dansk) til at indsamle beretninger fra de enkelte klostre. Han ville vise, hvordan brødrene i mange tilfælde var blevet fordrevet med magt for derved at kunne gøre krav gældende, når forholdene ændrede sig i brødrenes favør.

Det gjorde de som bekendt ikke, men Jakobs beretning findes den dag i dag som et interessant historisk aktstykke. Det ligger med latinsk tekst og dansk oversættelse på www.martinluther.dk/graab.htm.

Af denne beretning kan man se, at den lutherske prædiken voksede frem i mange byer, specielt i Viborg og Malmø, og at de to parter ikke just var pæne og ædelmodige mod hinanden.

Ét sted, nemlig i Ystad, berettes der sågar om et dødsfald blandt de munke, der blev fordrevet. Andre steder forlod munkene mere eller mindre frivilligt deres kloster.

Men specielt kan man se, at det er ret svært at fordele sol og vind lige mellem borgere og munke. Hvis man skulle gøre det, skulle man jo også have beretninger fra de munke, der frivilligt forlod deres kloster, fordi de nu ikke mere blev tvunget tilbage.

Den side af sagen – at man hidtil havde anvendt tvang i trossager fra kongens side – skal naturligvis også med i det store billede. Det véd Bjørn Thomassen vel nok. Men han gør ikke noget stort nummer ud af det i sin klumme i avisen den 29. maj.

Ricardt Riis, Carit Etlars Vej 25, Horsens