Prøv avisen
Debat

Kære biskopper: Dåben kan sagtens foregå i køkkenvasken

Sognepræst Kaj Bollmann går ikke ind for hverken privat- eller friluftsdåb, men argumenterer alligevel for, at nøddåb langtfra er den eneste gyldige grund til at flytte dåben ud af kirken. Foto: Mikkel Østergaard

Der er intet teologisk til hinder for at afholde dåben udenfor kirken, når der er god grund til at gøre det, siger sognepræst Kaj Bollmann. Biskoppernes afvisning er udtryk for unødvendigt formynderi

MIN FOR LÆNGST afdøde far blev født i 1914. Af hans dåbsattest - der er på tysk, fordi Sønderjylland var tysk, da han blev født - fremgår det, at han er døbt i hjemmet, ikke mange dage efter fødslen. Jeg spurgte ham engang, om han havde været syg som nyfødt. Det havde han ikke. Han svarede, at ”det var jo meget almindeligt dengang”.

På samme måde har jeg i Finland fået at vide, at det mange steder dér har været - og måske stadig er - ganske almindeligt, at dåben foregår i hjemmet. Som adskillige andre savner jeg også en klar luthersk begrundelse for, at dåb skal foregå i kirken.

For mange år siden kan jeg huske, at Niels Thomsen, dengang frimenighedspræst i Ryslinge, vistnok i forbindelse med en af dåbssagerne argumenterede for, at forældre jo bare selv kunne døbe deres børn, hvis ikke præsten ville! Dåben er også luthersk set gyldig, hvis den er foretaget af en lægperson uanset tid og sted, bare den er foretaget i den treenige Guds navn.

Jeg kan ikke forestille mig, at biskopperne vil forlange gendåb af et menneske døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn i vidners nærværelse. Heller ikke selvom der ikke var tale om en nøddåb. Det ville i alt fald være noget helt nyt i en luthersk sammenhæng.

Jeg har selv med god samvittighed døbt et sundt og rask barn i et fad på et køkkenbord, fordi forældrene dagen før en flyrejse var kommet i tanke om, at deres baby ikke var døbt, hvilket de pludselig fik det dårligt med. Og jeg vil, hvis grundene efter mit pastorale skøn er lige så gyldige, med god samvittighed gøre det igen - uden at afvente biskoppelig tilladelse.

Jeg har inden for det seneste år døbt i hvert fald tre fuldvoksne mennesker i kirken uden for gudstjenestens sammenhæng, fordi de stærkt ønskede dåb, men ikke i gudstjenesten. Jeg har ingen forståelse for, at nogen del af menigheden skulle være ringere end andre. Højmessemenigheden er ikke mere menighed end dåbsgudstjenestemenigheden eller den familie, der følger deres konfirmand til dåb en aften under konfirmationsforberedelsen. De repræsenterer menigheden på fuldgod vis i mine øjne.

Jeg vil gerne understrege, at det ikke er, fordi jeg går ind for privat- eller friluftsdåb uden for kirken af de grunde, som biskopperne har tilladt vielser i fri luft med. Jeg synes tværtimod, at det er noget pjat, og jeg vil til hver en tid tale for både dåb og vielse i kirken og dåb ved en gudstjenestelig handling.

Men ”gyldig grund” kan være mange slags. Og der kan være ræson i en hel del af dem, ikke mindst hvor der er tale om voksen- eller konfirmanddåb. Men teologisk holder biskoppernes meget generelle afvisning efter min mening slet ikke i en luthersk kirke. Det er blot unødvendigt formynderi og overregulering. Lad dog præst og familie selv finde ud af det.

Jeg mindes Filips ord til den etiopiske hofmand i (Ap.G. 8), da denne spørger: ”Se, der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?”. Svaret var mig bekendt ikke, at det er der ikke hjemmel til!

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge