Prøv avisen
Debat

Biskop om dåb i det fri: Kritikken er misforstået

I det hele taget virker det uforståeligt, at Svend Andersen forsøger at benægte menighedens centrale rolle for Luthers reformation, mener biskop Henrik Stubkjær. Foto: Cathrine Ertmann

I debatten om dåb i det fri har professor Svend Andersen misforstået bispekollegiet, som har afvist at flytte dåben ud af kirkerummet, skriver biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær

PROFESSOR Svend Andersen spørger i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad torsdag den 7. maj til den teologiske begrundelse for, at biskopperne på vores seneste møde afviste, at dåben kan flyttes ud af kirkerummet og udøves i private sammenhænge.

Overordnet set er biskoppernes argument imod ”dåb i det fri” traditionens: at dåben er den døbtes optagelse i menigheden. Dette antyder Svend Andersen selv, idet han henviser til mit svar i Kristeligt Dagblad, hvor jeg siger: ”Dåben er indgangen til vor kirke og fællesskabet med de øvrige medlemmer, ikke mindst den lokale menighed.”

Svend Andersen går så i rette med en sådan dåbsforståelse, idet han fremstiller det lutherske dåbssyn, som om det intet har at gøre med menighedens fællesskab. Som om Luther alene interesserer sig for den enkelte døbtes individuelle relation til Guds rige.

Argumentet for det angiveligt lutherske syn er artikel 9 i Den Augsburgske Bekendelse. Og det er da også rigtigt, at menighedens fællesskab ikke nævnes her. Men det skyldes den helt fundamentale omstændighed, at artikel 7 kommer før og dermed er forudsætning for artikel 9.

I artikel 7 ”Om kirken” hedder det allerede i anden sætning: ”Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret.” Sakramenterne er dåb og nadver. Dåben hører altså også i den lutherske tradition ubetvivleligt hjemme i menighedens forsamling eller fællesskab.

SVEND ANDERSEN går videre og forsøger at hente belæg for Luthers eget syn i ”Den store Katekismus”. Men går vi til den, siger Luther i fjerde afsnit om netop dåben, at den skal gennemgås som det, ”ved hvilken vi først blev (henholdsvis bliver) optaget i den kristne menighed”. (”Den store katekismus”, Det Danske Bibelselskab 1976, side 148 og 160)

Det er dette perspektiv, som i det danske dåbsritual gengives med ”Indpodet i Kristus”. Det betyder, at den døbte sættes ind i Kristi legeme (1. Kor. 12, 13) som et uundværligt lem på eller i dette. Og ”Kristi legeme” er - ved vi fra Paulus - akkurat menigheden.

Dåben er altså ikke blot den enkeltes egen gevinst, men sammenvoksningen med den korsfæstede og opstandne Kristus. Og den opstandne korsfæstede er hans menighed (1. Kor. 12, 27). Dr.theol. Helge Kjær Nielsen udtrykker det således: ”Paulus forstår det altså sådan, at Kristus er kropsliggjort i menigheden. Menigheden er den opstandnes krop. I menigheden er hans nærvær legemliggjort (...) Skal vi forstå Paulus rigtigt, er det altså afgørende at gøre sig klart, at det er menigheden - ikke det enkelte menneske - som er Kristi legeme.” (I skal være mit folk, Aarhus 1978, side 87).

I det hele taget virker det uforståeligt, at Svend Andersen forsøger at benægte menighedens centrale rolle for Luthers reformation. Det er tværtimod nybruddet i forståelsen af den kristne gudstjeneste med vægt på netop menighed og prædiken (som to sider af samme sag), der sprænger fundamentet for den romerske præstekirke. Sådan som det senest er påvist af Heinz Schilling i ”Martin Luther. Rebel i en opbrudstid” (side 246 og et væld af andre steder).

DET ER HELLER IKKE noget godt argument at henvise til, at dåben i nødsituationer, eller hvor det i øvrigt er nødvendigt, kan foregå uden for gudstjenesten og kan foretages af en person, som er døbt, men ikke ordineret som præst.

For undtagelsen bekræfter netop reglen. Og det afgørende for det ”almindelige præstedømme”, (som er betegnelsen for dette, at enhver døbt principielt er præst), forbliver stadig ifølge professor Peter Widmann, at de døbte ”udgør et fællesskab; at de har en fælles vilje” og udmønter den i at kalde en bestemt person af deres midte til ”fortsat at prædike det ord, der har kaldet og samlet menigheden”. Fordi først dette ”udelukker den subjektive vilkårlighed”, at enhver er ”salig i sin tro”. (”Bestemmelser”, 2000, side 153.).

Svend Andersen er ikke enig i biskoppernes afgørelse, og det er han selvfølgelig i sin gode ret til ikke at være. Men Svend Andersen har uret, når han tolker beslutningen, som om biskopperne har fjernet præstens mulighed for at skønne, om der foreligger en nødsituation, som kræver en dåb uden for kirkens rammer, og vi har heller ikke ønsket at snyde Svend Andersen for en teologisk forklaring.

Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift