Professor Svend Andersen bad om en forklaring på, hvorfor biskopperne har afvist dåben uden for kirkens og menighedens rum. Det forsøgte jeg at give, men det faldt ikke i Andersens smag, og svaret karakteriseres derfor i Andersens nye debatindlæg som et udtryk for mine fordomme på dåbens område. Det forsøger jeg at leve med, men hvis læserne er forvirrede, kan jeg dårligt bebrejde dem det.
Sagen er jo, at vi åbenbart er enige på papiret: Dåben er i luthersk sammenhæng indgangen til ”forsamlingen af alle troende”, siger nu også Svend Andersen. Spørgsmålet, vi da lige så åbenlyst er uenige om, kan følgelig kun være - hvorvidt denne forsamling blot er en idé, eller om den må have konkret skikkelse i en lokal menighed. Jeg mener det sidste - det gør Svend Andersen ikke. Og så er den i og for sig ikke længere.
Når problemstillingen alligevel kan fylde, er det naturligvis, fordi der er sket så meget på de små 500 år siden Luthers tid. Og her må vi være klar over, at vores tid er en ganske anden.
For Luther var det en selvfølge:
1) for det første, at alle troede på Gud. Så det eneste reelle spørgsmål blev, hvordan kristne af navn også kunne være det af gavn.
2) for det andet, at dette kristenliv foregik i konkrete menighedsfællesskaber. At nogen kunne stå uden for en sådan sammenhæng, lå ganske enkelt uden for hans horisont.
Det gør det ikke i vores. For mellem os og Luther ligger både moderniteten og dens individualisering. Med det resultat, at forudsætningerne fra dengang i løbet af de seneste 200 år har mistet deres selvfølgelighed. I dag kan den enkelte udmærket forbinde noget autentisk og værdifuldt med sit barns dåb, uden at det behøver at involvere nogen former for fællesskabsfølelse eller -forpligtelse. Det oplyste Marie Vejrup Nielsen os om på stiftsmenighedsrådsmødet i Viborg den 9. maj.
Det er i denne situation, at fremtrædende lutherske kirketeologer anser det for påkrævet (igen) at understrege det kristne trosfællesskab som en konstitutiv del af kristendommen. Der ikke bare kan erstattes af en god familiestund ved åen.
Herhjemme er det ikke mindst dr.theol. Anna Marie Aagaard, som i et langt liv har betonet denne dimension. I sin seneste bog, ”Mod til tro”, skriver hun for eksempel (side 104-105):
”Båndet mellem kristne og den Gud, kristne tror på, er medieret af kollektivt, kirkeligt liv. Gudsrelationen foregår gennem Helligåndens samfund, ikke individuelt (...). Kristen tro kan (derfor) kun leves som medieret tro, og den mediering foregår ved forkyndelse og sakramenter i de helliges samfund. Begge dele skal med. Både forkyndelsen og sakramenter og de helliges samfund. Det er konstitutivt for kristen tro, at den videregives som kirkens tro.”
Med dette citat af en af vore fornemste kendere af den lutherske kirketradition har jeg nu for anden gang forsøgt at svare Svend Andersen, og så må det vist blive ved det.
Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift