Prøv avisen
Debat

Dåb og konfirmation med og uden forældresamtykke

"Forældrene skal høres og respekteres. Men det skal barnet også," siger Jørgen Breindahl. Foto: Nils Meilvang

Hvordan et tvangsanbragt barns ønske om dåb og konfirmation mod forældrenes ønske vil falde ud, vil givetvis komme til at bero på en meget konkret vurdering. Forældrene skal høres og respekteres. Men det skal barnet også, skriver socialrådgiver

SKILSMISSER UDFORDRER KIRKEN”. Sådan lød overskriften til en forsideartikel i Kristeligt Dagblad den 16. april. I artiklen fortælles om de problemer, de mange skilsmisser giver i konfirmationssæsonen. Det er forældremyndighedsindehaveren, der bestemmer.

En særlig problemstilling ved dåb og konfirmation rejser sig i tilknytning til børn, som af kommunen er anbragt uden for hjemmet.

I Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (vejledning af 07.01.2014) fremgår af vejledningens pkt. 577: ”Retten til at bestemme over en række personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil fortsat under en anbringelse tilkomme forældremyndighedsindehaveren. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det kan tilkomme forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation.”

Som en udløber heraf kan der opstå særlige problemstillinger i forhold til børn og unge, hvor forældreevnen hos forældrene er så mangelfuld, at børnene er tvangsanbragt.

Et tvangsanbragt barn kan - måske på grund af forældrenes specielle holdning - have været i den situation før anbringelsen ikke at have haft normal omgang med andre børn gennem en længere årrække. Barnet finder så efter anbringelsen ud af, at han/hun gerne vil konfirmeres, blandt andet fordi ”det skal langt de fleste andre i min klasse, og det vil jeg også gerne”.

Hvad gør man så, hvis forældrene modsætter sig både dåb og konfirmation? Og endnu værre er det, hvis forældrenes primære begrundelse for afslag er en magtkamp over for de sociale myndigheder. At barnet aldrig er blevet døbt, kan måske være en tilfældighed i tilknytning til forældrenes turbulente liv i de første af barnets leveår. Ovennævnte er ikke en teoretisk problemstilling. Jeg har selv som praktiker mødt den og drøftet den med Ankestyrelsen.

Efter serviceloven skal et anbragt barn høres og medinddrages ved større beslutninger. Den juridiske virkelighed er, at en sådan problemstilling - ved manglende enighed mellem det anbragte barn og forældrene - skal håndteres i form af en afgørelse fra kommunen med hjemmel i servicelovens paragraf 69, stk.1 (barnets behandling med videre under anbringelsen). Hvad er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen? Herunder også udvikling af barnets selvstændige holdninger.

Der er klagemulighed til Ankestyrelsen, som mig bekendt endnu ikke har truffet en afgørelse i relation til dåb og konfirmation. Derimod har Ankestyrelsen truffet en principafgørelse om et andet religiøst tema (principafgørelse 52-09), der handler om, hvorvidt en seksårig dreng med forældre med muslimsk baggrund måtte blive omskåret efter forældrenes ønske.

Ankestyrelsen fastslog her, at kommunens afslag på omskærelse var at betragte som en egentlig afgørelse med deraf følgende klagemulighed. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det havde væsentlig og stor betydning for forældremyndighedsindehaveren, at drengen blev omskåret, samtidig med at det var en indgribende foranstaltning over for drengen. Hvad den endelige afgørelse om omskærelse i den konkrete sag blev, vides ikke.

Hvordan et tvangsanbragt barns ønske om dåb og konfirmation mod forældrenes ønske (når og hvis et sådant tema måtte komme til prøvelse i Ankestyrelsen) vil falde ud, vil givetvis komme til at bero på en meget konkret vurdering. Forældrene skal høres og respekteres. Men det skal barnet også.

Jørgen Breindahl, socialrådgiver, Ringparken 2, Hedensted