Biskop Henrik Stubkjær afslutter sit seneste indlæg om sit og sine bispekollegers dåbssyn med, at dette er hans sidste ord.
Nu lyder det, at vi ikke kan henholde os til Luthers opfattelse af dåben, fordi ”moderniteten og dens individualisering” ligger mellem Luther og os.
For Luther var det en selvfølge, at kristenlivet ”foregik i konkrete menighedsfællesskaber”. Så når Luther siger, at dåben er indgangen til forsamlingen af alle troende, så mener han, at den er indgangen til disse konkrete fællesskaber.
Men det er jo her, Stubkjær begår en fejlslutning. Forsamlingen af alle troende eller de helliges samfund er da ikke det samme som en konkret menighed i folkekirken.
Han vil gerne gøre forholdet mellem de helliges samfund og den konkrete menighed til et spørgsmål, han og jeg har en forskellig mening om.
Men det turde dog være mere end personlig ”smag” (nemlig teologisk børnelærdom), at den hellige almindelige kirke, vi bekender vores tro på, ikke kan være identisk med en mere eller mindre tilfældig flok kirkegængere.
Hele denne diskussion om dåben afslører en pinagtig svaghed ved folkekirken. Vi har ikke et forum, hvor en seriøs og grundig afklaring af teologiske uenigheder kan finde sted.
Derfor kan en biskop reducere en væsentlig uenighed til et spørgsmål om ”smag” og ”mening”. Men det har i det mindste den fordel, at præster i folkekirken nu har ret til at skønne, at en dåb kan foretages uden for kirke og gudstjeneste. For præstens mening er vel lige så god som biskoppens?
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet