”Vi kan henvise til nok så mange cirkulærer, anordninger og planer, men princippet om, at så længe dåbens indhold er på plads, så kan vi godt flytte os lidt, må være det væsentlige. Også selvom det er ud af kirken.”
Sådan afslutter Birgitte Kragh Engholm sit indlæg den 4. maj om dåb i det fri, hvor hun har gjort rede for, hvorfor biskoppernes afvisning af dåb i det fri er uholdbar og inkonsekvent.
Desværre viser hendes indlæg, at netop dåbens indhold slet ikke er på plads i den dåb, hun beskriver.
Birgitte Kragh Engholm indleder med at henvise til de mange lørdagsdåbsgudstjenester og i praksis private dåbshandlinger. Til dem er der blot at sige, at man ikke kan slutte fra er til bør, og at netop den omtalte praksis måske burde ses efter i sømmene.
Dåbens indhold, som der henvises til, er netop ikke på plads i den private dåbshandling. Den, der døbes, døbes til fællesskab - fællesskab med Kristus og fællesskab med menigheden.
Fællesskabet med Kristus kræver ikke, at der er en menighed til stede. Dåben er derfor fuldt gyldig, uanset hvor den forvaltes og i hvis overværelse, det sker. Fællesskabet med menigheden halter dog, hvis menigheden ikke er til stede. Dåben er ikke en privat begivenhed, ja, dåben handler i bund og grund ikke primært om den, der døbes. Den handler om Gud.
Når Birgitte Kragh Engholm derfor skriver: ”Folk ønsker ikke længere kun at blive serviceret efter standardmål, men vil selv være med til at bidrage og forme, hvad der skal ske i deres liv,” så viser det en mangel på forståelse af dåbens indhold. I dåben går jeg ind i en pagt, som jeg ingen indflydelse har på. Jeg modtager mig selv af Guds hånd og opgiver tanken om, at jeg former mit eget liv. I dåben indgår jeg i en sammenhæng, der er større end mig.
Derfor er dåben også en menighedsfest, og den, der ikke ønsker at have menigheden med til sin eller sit barns dåb, har derfor også overset en vigtig del af indholdet.
Hvad er det da, Birgitte Kragh Engholm gør sig til talsmand for? Jo, det er netop den selvoptagethed og selv-iscenesættelse, som hun ellers afviser i sit indlæg. Når det gælder folkekirken og dens forhold til medlemmerne skriver hun således som argument for friluftsvielserne blandt andet, at ”vi i højere grad vil være kristne på hver vores måde, og at det, folk vil have ud af folkekirken, tilsvarende vil ændre sig og blive langt mere broget”. Hun skriver også, at ”vi måske [skal] kigge lidt på de behov og ønsker, vi ved vil komme” og endelig, ”at det for folk ikke længere vil være nok at være en del af en god historie, hvis ikke det er en historie, der giver mening for dem selv”.
Det er mig, der er i centrum. Mine behov, mine ønsker og dét, der føles meningsfuldt for mig. Det er netop denne selvoptagethed, der er problemet.
Sluttelig kunne man overveje, om ikke det i første omgang er kirken selv, der har været med til at skubbe dåbsfesten fra sig. Lørdagsdåb er i høj grad et resultat af menigheder, der er trætte af, at de ved hver eneste gudstjeneste skal have dåb af adskillige børn, hvilket opfattes som spild af tid for menigheden, som blot er tilskuere til noget, der ikke vedkommer dem. Her er der også behov for en besindelse på, hvad dåben er. Det er en fest, hvor en familieforøgelse fejres. Det kommer i den grad menigheden ved.
Søren Stidsen, cand.theol., Vestermøllevej 4, Trige