Dåbsdebatten ender for ofte i en ørkesløs diskussion om, hvorvidt det udøbte barn går fortabt

Vores yngste søn skulle begynde på konfirmationsforberedelse og blev i den forbindelse bedt om at medbringe noget fra sin dåb. Det gav anledning til en rigtig god snak herhjemme om hans dåbsdag. Bagefter tænkte jeg lidt ærgerligt, at der vist ikke eksisterer noget billede fra min egen dåb.

Men skæbnen ville, at kort efter, da jeg var i gang med at sortere i min fars efterladte papirer, faldt der helt tilfældigt et stykke papir ud af en gammel Mayland-kalender. Det var en skildring af, hvad der foregik i Vesthimmerlands Frimenighed og i ham til gudstjenesten den dag i 1964, da jeg blev døbt:

”Så 1. august skulle vi have Lena døbt. Der var vel en 75 mennesker i kirke den dag og vi sang 'Gudsfingrene grande slog kors for din pande' og følte dette menighedsfællesskab, som vi ellers kun har læst om hos Jakob Knudsen, hvor Karl kommer til sin hjemegn og en søndag naturligt søger barndommens kirke. Til at begynde med sidder han med en grim fornemmelse i munden, der sidder nu den og den notoriske slyngel, om mange af dem ved han noget mindre positivt, det var jo almindelige mennesker, for ham var de nærmest hyklere med deres alvorligt lyttende ansigter. Han væmmes.

Men så sker der noget i ham. Orgelet sætter i med forspillet til 'O Kristelighed'. Snart rejser menighedens stemmer sig i et brus, for synge kan de, og, banalt sagt, løsnes der noget i Karl. 'O vidundertro, du slår over dybet din gyngende bro', hans barndom blandt disse mennesker, hans konfirmation, det hele står pludselig så stærkt for ham, at han kommer til at græde. For det er jo ikke den og den slyngel og profitmager, der er en levende menighed, som uden al storhed og forsiring holder gudstjeneste. Sådan følte vi til Lenas barnedåb.”

I dagens dåbsdebat er der knap så højt til loftet, det er en samtale, hvor ”længst muligt i eget hoved” synes at være idealet, og hvor man behændigt, med en anden formulering af Jakob Knudsen, sørger for at gå ”omveje uden om hjertet” i sin argumentation, for eksempel: Dåb er nødvendig, fordi der er en mangel ved mennesket, arvesynden, der fra begyndelsen skal rettes op på, og dåben er nødvendig for at blive frelst, og det er jo sandt ifølge bekendelserne, men vi ender hurtigt der, hvor det i praksis bliver en ørkesløs diskussion om, hvorvidt det udøbte barn så går fortabt eller ej.

Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt det så er frelse eller velsignelse, dåb handler om. Eller også går samtalen i stå der, hvor vi river os på et af dåbsbønnens bud på dåbens ”før” og ”efter”, der, hvor der tales om dåben ”hvori du gør os til dine børn”.

For vil det sige, at vi først bliver Guds børn i dåben og ikke allerede er det fra skabelsen, og hvad så med dem, der ikke er døbt? Der er så mange veje at fare vild på, når emnet er dåben. Hvad der er spændende, er det, vi aldrig når til, for eksempel spørgsmålet om og hvad der er dåbens ”før” og ”efter” i et levet menneskeliv.

For min far var dåbens ”før” og ”efter” knyttet til det med at blive en del af et fællesskab, at gå fra at være en kølig tilskuer til at gå ind i et fælles rum, det rum, hvor det ikke er ret tro, det handler om, men tro, håb og kærlighed i et evighedsperspektiv.

Der er ikke noget, der rokker mig i min dåbs pagt, jeg vedkender mig med glæde og taknemmelighed min luthersk-grundtvigske baggrund, troen på, at dåben er et sakramente i betydningen Guds eksklusive handling og løfteord om frelse.

Men når det kommer til spørgsmålet om dåbens betydning i dag for den døbte, dåbens ”før” og især ”efter”, er der plads til en opkvalificering af samtalen, medmindre man ikke mener, dåben gør en forskel, og at dåben kun peger tilbage i tiden.

Jeg har selv i den forbindelse fundet frugtbare indsigter i det anglikanske hos den tidligere ærkebiskop Rowan Williams. For Williams er det med sin dåb i Jordan, at Jesus genopretter menneskeligheden, sådan som den var tænkt det fra skabelsens første dag. Jesus gør det indefra ved at gå ind i verdens kaos, ved at inkarnere sig i det rodede og meningsløse, sårede og værgeløse, stærkest udtrykt til sidst i korset på Golgata.

Som Jesu dåb, således også vores, mener Williams, og denne udhævning af dåb som tilhørsforhold til den korsfæstede findes da også i det autoriserede dåbsritual herhjemme, blandt andet i og med korstegnelsesordene (som netop kun nævner den korsfæstede, ikke den opstandne), så i den forstand behøver man ikke gå over floden efter vand.

Det er Williams' velgørende pointe, at det at være døbt ikke er at kunne påberåbe sig særlig værdighed eller privilegier eller derefter at sætte skel mellem sig selv og verden. At blive døbt er at blive udvalgt til at få skidt under neglene for de andres skyld, også dem, man ikke er i familie med eller deler religion eller anskuelser med.

"Man stiger ikke op fra Jordan uden at hvirvle en masse mudder med op igen,” som Williams skriver et sted om den særlige form for renselse, som dåben er. Dåbens ”før” og ”efter” består her i, at i sidstnævnte trækker livet to forholdsord med sig, man får i dåben Guds frelsende løfteord at leve af og noget og nogen at leve for, nemlig det menneske, man møder på sin vej.

Med den opgave er der ikke levnet megen tid til for eksempel at bekymre sig om, hvorvidt de andre nu også bliver frelst. Også dåbens dør går udad. Dåben er naturligvis meget mere end en etisk fordring, dåben som frelseshandling er og bliver alene Guds, men dåben er også at få kickstartet sit kristenliv og af Gud med nåden i ryggen at blive sendt i den rigtige retning.

Det viste sig i øvrigt, at heller ikke vi kunne finde noget dåbsbillede, som vores søn kunne tage med til præsten. Om det er, fordi man bliver bedre til at være til stede i situationen med alderen, vil jeg lade stå åbent.

Jeg gemmer stadig, og måske så meget desto stærkere, et billede i mit hjerte af hans storesøster, som holder ham over dåben, hans bror, der står der som fadder, og hans morfar, der døber ham i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Men jeg gør det med en bevidsthed om, at dåben er en dåb til et fællesskab, der rækker ud over familien, ja ud over dagens menighedsfællesskab, ud i en mudret verden fuld af slyngler og profitmagere, hvis vi selv skal sige det, og dertil grisede relationer og bøvlede situationer.

Dåbens ”før” og ”efter” kan formuleres på måder, som ikke nødvendigvis skal indgå i en konkurrence om at være den mest rigtige, men tværtimod hver især bidrage til at folde dåbens mangfoldige betydningslag ud.

Det rokker intet ved, at dåben hos os er en barnedåb, uanset hvor gammel man er. Det annullerer heller ikke ritualets egne ord om, hvad dåben gør godt for: Syndernes forladelse og det evige liv. Og det dementeres ikke af, at man for eksempel til voksendåb selvfølgelig holder sig til barnedåbsritualet, men så i talen tager afsæt i beretningen om Jesu dåb.

Det dåbens ”før” og ”efter”, som mange dåbsforældre finder så fint beskrevet i dåbssalmens tale om ”det, der sker i dåben, gør os trygge”, er heller ikke nødvendigvis det, der er i spil, når det kommer til voksnes dåb. Det kan være lige det modsatte, hvis der for eksempel er tale om dåb af en muslim, som ved dåb risikerer at blive udstødt af sit eget fællesskab.

Heldigvis rummer Bibelen og dåbsritualet mangfoldige fortællinger og billeder, som kan være med til at gøre dåbshorisonten større i stedet for at indsnævre den. Og så er der altid gudstjenesten som et sted, hvor man, med digterens ord, kan risikere at få udvidet sine egne slaskede livshorisonter.

Hvem ved, om det, vi i gudstjenesten mødes af, Guds ord og sakramenter, om det også i os løsner noget som i Karl, så vi får mod til at gå ud i verden og prøve at leve med og for hinanden uden at gå omveje om hjertet? Det kan næppe skade at prøve.