Dagbog fra en fodboldskeptiker: I år ramte fodboldfeberen også os, der blev valgt til sidst i idræt

Sommeren 2021 vil blive husket som året, hvor herrelandsholdet og europamesterskabet samlede danskerne til folkefest – selv os, der altid har følt os uden for fælleskabet

”Rusland, Wales, Tjekkiet. For hver kamp fandt jeg mig selv endnu mere klæbet til tv-skærmen. Min kærestes merchandise rejste sig fra sofaen og lagde sig om mine skuldre, hans råb var pludselig i min mund,” skriver forfatter Anna Arendse Thorsen. På billedet er det danske tilskuere efter sejren over Tjekkiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Råbene var dét, der kom mest bag på mig. Jeg vidste simpelthen ikke, at jeg havde dem i mig. Urkraftbrøl, der landede og dirrede i stuen, vinduesglassene vibrerede, lampeskærmene satte i rotation: ”Kom så, Dolberg!”

Hvor kom al den lyd fra? Havde det ikke været for den ru fornemmelse i halsen, havde jeg sikkert forsøgt at skyde skylden på en anden.

For mange har det danske herrelandshold altid udgjort en national stolthed. For nogle har fodbold altid været lig med folkefest. Og så er der os andre.

Blandt os findes der dem, der ikke går op i fodbold, og så findes der dem, der sætter en ære i at hade det. At være anti-fodbold-fan er en sport, som jeg livet igennem har dyrket i serie A. Fodbold minder mig om barndomstraumer, kontinentstore skolegårde, en masse banelinjer, jeg ikke anede, hvad betød, og min idrætslærers evighedsråb: ”Anna Arendse, du skal ikke være bange for bolden!”

Århundredes mest løgnagtige udtalelse.

Selvfølgelig skulle jeg være bange for den bold! Den var lavet af læder og pumpet hård og nådesløs til bristepunktet med fodsvedslugtende gymnastiksalsluft, den blev sendt afsted i ansigtshøjde af en rødhåret sjetteklasses-tyran med død i øjnene.

Selvfølgelig skulle jeg være bange for den forbandede fodbold.

Angsten har jeg taget med mig ind i voksenlivet. Den har sat sig som en intens modvilje imod alt, der er klaphat og kampråb, stadion og straffespark. Landskampene har mindet mig om en fest, jeg ikke følte mig inviteret til, men som jeg var pinligt bevidst om, blev holdt i min baghave.

Da storskærmen blev rejst på Ofelia Plads i midten af juni, og Københavns Rådhus blev dekoreret med en grøn, lysende plæne akkompagneret af en kæmpemæssig bold med Uefa’s logo, følte jeg mig fremmed i min egen by.

Som en god akademiker har jeg selvfølgelig indstuderet nogle rationaler, jeg kunne gemme mit had bag. For mig var de symboler intet andet end tom kapitalisme, bedyrede jeg, manifestationerne af et fordummende, globaliseret pengesystem, der fastholder nogle mennesker i exceptionel rigdom, giver dem lov til at feste, mens andre er dømt til at samle pant. Et pengestunt, et opkørt show, en bedøvelsespatron. Opium for folket.

Stik modsat regeringens strategi har jeg været en af dem, der insisterede på, at jeg var lidt for klog til sport.

Så da min kæreste annoncerede sine lørdagsplaner for Danmarks åbningskamp mod Finland, sukkede jeg dybt og tog hjem til min mor for at sortere børnetøj, mens DR kørte i baggrunden for min stedfars skyld.

Herfra kender alle historien.

Ligesom resten af Danmark var vi vidne til en mands død og genoplivning, en rødhvid ring af kammeratskab. Fællesskab. Øjeblikket virkede surrealistisk, men vores realitetssans er stadig mærket af coronakrisens uforudsigelighed og usandsynlighed.

Der skete noget den aften.

Showet kollapsede på et øjeblik, pengemaskinen punkterede og blottede tragedien. I det øjeblik mødte vi alle tilværelsens meningsløse brutalitet, og synet af Eriksens krop i græsset var en konfrontation med alt det, som vi normalt fortæller os selv, ikke kan ske, fordi det ikke må ske: Heltene falder ikke pludselig om. Stærke sportsmænd rejser sig altid op igen. Og unge fædre dør ikke. Det var de livsregler og deres undtagelser, vi pludselig måtte forholde os til.

Den weekend står som et kollektivt, nationalt traume. Voksne mænd i deres rød-hvide trøjer cyklede over Langebro med tårerne trillende ned ad kinderne. Forældre forsøgte med alle slags fagter at forklare deres børn det uforklarlige. Jeg trøstede min kæreste. Han var hvid i ansigtet det meste af weekenden. Og derfra var der ingen vej tilbage. Vi havde brug for at se de drenge rejse sig igen.

Jeg mærkede det i mig selv. Et uforbeholdent ønske om, at det skulle lykkes. Jeg mærkede euforien over målene, smerten, når chancerne passerede. Der har været noget uafviseligt over vores deltagelse ved den her slutrunde, som selv ikke en inkarneret fodboldskeptiker har kunnet løsrive sig fra.

Rusland, Wales, Tjekkiet. For hver kamp fandt jeg mig selv endnu mere klæbet til tv-skærmen. Min kærestes merchandise rejste sig fra sofaen og lagde sig om mine skuldre, hans råb var pludselig i min mund. Jeg dansede rundt i stuen til Gulddreng med armene over hovedet og DBU på brystet. Det første, jeg spurgte min kæreste om, når endnu en modstander var tævet, var, hvornår næste kamp skulle spilles.

Og det gik op for mig, at sport kan præcis det samme, som kultur og kunst i øvrigt kan, når den er allerbedst: trøste. Gennem genkendelse. Gennem formfuldhed. Den harmoniske symfoni i Delaneys bolderobringer, Mæhles afleveringer, Damsgaards dansetrin frem mod feltet.

Nogle gange er et show præcis, hvad vi har brug for.

Da slaget skulle stås mod England, havde vi forberedt os på et nederlag, men forventet en triumf, hvordan kunne vi andet? Den her slutrunde havde allerede været overnaturlig, præget af så meget magi, at intet længere virkede uopnåeligt. Da England fik det afgørende straffe, gik jeg i seng.

Dagen efter læste jeg alle artiklerne om det grønne laserlys i Schmeichels øjne, om buh’en under ”Der er et yndigt land”, og jeg sagde til min kæreste, at så måtte vi jo få lov til at spille den kamp igen, som var den en teaterforestilling med en mislykket generalprøve.

Vi tager den bare igen i morgen.

Han forklarede mig, at sådan fungerer fodbold ikke. Og jeg forstod, at jeg stadig var udenfor.

Jeg mærkede det søndag aften, da finalen mellem England og Italien skulle stå. Min kæreste ville have mig med på bar og råbe ad skærmen. Men jeg var ugidelig, apatisk. Nu hvor Danmark er ude, kunne jeg ikke være mere ligeglad.

Jeg har været turist i folkefesten, det har været medrivende, men som enhver turist føltes turen hjem kortere end rejsen ud.

Alligevel tror jeg ikke, at jeg glemmer denne slutrunde foreløbig. 2021 blev sommeren, hvor sport virkelig blev nationalkultur og folkefest. Selv for os, der altid har følt os udenfor, aldrig har været inviteret til festen, fordi vi ikke kunne lide sport, fordi vi ikke var dygtige til sport, fordi vi var bange for bolden.

Den sommer, hvor fodbold var livet på banen, frem for døden i græsset.

Den sommer, da fodbold virkelig gav mening.