Mariæ bebudelses dag
Lukasevangeliet 1, 46-55
Da Maria blev gravid, begyndte hun at synge. Hun skulle være mor til Guds søn. Hvordan det kom til at ske, vidste hun ikke. Hun troede og håbede bare, at det skulle ske i en kærlighed, der skulle blive en ny begyndelse for hende og alle andre. For med det barn, der voksede i hendes mave, havde Gud set til hende i kærlighed og med barnet ville Gud øve vældige gerninger – og alting skulle blive nyt: De mægtige skal styrtes fra tronen. De ringe skal ophøjes. De sultende skal mættes. De rige skal sendes tomhændet bort.
I det håb sang Maria. Håbet er altid et håb på trods af det, vi ved. For hun sang før, hun vidste, hvordan det ville komme til at ske. Hun vidste endnu intet om kærlighedens vej gennem denne verden. Hun vidste intet om lidelsen, smerten og, at hun en dag skulle se barnet blive korsfæstet. Hun vidste intet om hans skrig: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Ville hun have sunget, hvis hun havde vidst det? Sikkert! For håbets sange er altid sange, der synges på trods af det, vi ved.
Sådan sang Maria sit håb om Guds kærlighed ind i en kærlighedsløs verden. En verden, som inden længe ville vise, hvad den var, da den rejste et kors. Sangen er et tegn på, at Gud havde gjort noget ved hende. Hun blev bevæget et nyt sted hen. Et sted, som kærligheden ville vise hende, og som fik hende til at bryde ud i sang.
Mennesker uden håb synger ikke. For dem er der ikke andet end håbløsheden tilbage. I håbløsheden er der altid dødstille. Men Maria sang, og hendes sang minder os om det, der er vigtigt. At vi skal synge sammen med hende. Ligesom hende ved vi heller ikke, hvor verden er på vej hen. Vi ved ikke, hvad krigene gør ved os. Vi ved kun, at vi nemt kan blive grebet af håbløshed. Men synger vi sammen med Maria, synger vi håbet ind i håbløsheden. Håbet om, at Guds kærlighed vil øve mægtige gerninger med sin søn.
Grundtvig kaldte engang sangen for kærlighedens livstegn. Han mente, at sangen er vores svar på Guds kærlighedsgerninger. Sangen er et tegn på, at Guds kærlighedsgerninger vil føre os ind i en ny fremtid. Så længe vi synger, er der håb!
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.