For nylig åbnede en permanent holocaust-udstilling i den tidligere norske nazileder Vikdun Quislings villa uden for Oslo. Villaen – også kaldet Villa Grande – har igennem flere år huset det norske "Forskningscenter for Holocaust og Livssynsminoriteter" en pendant til det danske "Center for Holocaust og Folkedrabsstudier". Udstillingen er blandt andet blevet til i samarbejde mellem den norske stat og det jødiske samfund og har som udgangspunkt de norske jøders skæbne under anden verdenskrig i fokus. Hen ved 2100 norske jøder i Norge mistede livet under krigen heraf en stor del i den berygtede udryddelseslejr Auschwitz. Men udstillingen handler ikke kun om jødernes skæbne. Udstillingen er i høj grad også viet til andre etniske minoriteter, som forfølgelsen af armeniere i Tyrkiet, Pol Pot styrets overgreb i Cambodia, forfølgelsen af kurdere i Irak og overgrebene mod tutsierne i Rwanda og i øvrigt mange andre ukendte som glemte folke-drab.
Et tiltag som det norske kan kun hilses varmt velkomment af flere årsager. For det første er der her ikke kun skabt et synligt forum for professionelle forskere, der beskæftiger sig med folkedrab, men også ofrene selv har mulighed for at aflægge vidnesbyrd. Den virkelige betydning af ordet "holocaust" kommer her i sandhed frem, idet den etymologiske betydning af holocaust ikke kun begrænser sig til den fysiske udryddelse af jøderne under sidste verdenskrig, men i høj grad også alle andre moderne folkemord og overgreb.
Dernæst kan vi kun frygte, at de betingelser, der en gang tidligere har givet anledning til et holocaust, ikke er radikalt ændrede. Hvis der var noget i vores sociale orden og samfundssystem, som gjorde holocaust mulig i 1941, hvor nazisterne iværksatte "die Endlösung", kan vi ikke være sikre på, at det siden hen er elimineret. Den ideologi og system, der var baggrunden for etableringen af Auschwitz og andre udryddelseslejre er stadig intakt. Alt for mange konflikter siden 1945 har vist, at moderne folkedrab stadig er mulige. Bare inden for de seneste to årtier har verden været vidne til adskillige lignende tilfælde af et holocaust – Bosnien, Rwanda, kurderne i Irak og i skrivende stund raser en voldsom konflikt i Dafur-provinsen i Sudan, som på bare to år har kostet omkring 400.000 mennesker livet og drevet to millioner på flugt.
Vi må også erkende, at de tekniske ressourcer, der tillader gennemførelsen af folkedrab og holocaust er betinget af og frembragt af den moderne civilisation. Uden den moderne civilisation og dens centrale og grundlæggende frembringelser ville der ikke kunne tænkes noget holocaust.
Det samfund, vi lever i i dag, er grundlæggende den samme type samfund, som gjorde holocaust mulig i 1941, og dette samfund indeholdt intet, som kunne forhindre holocaust i at indtræffe. Alene af disse grunde er det livsnødvendigt at ofre ressourcer på at udforske holocaust – både de historiske og dem, der finder sted i netop dette øjeblik. Hertil kræves der mere end en hyldest til de millioner af myrdede ofre.
Etableringen af et holocaust-museum ville være med til at sætte fokus på de konflikter og problemstillinger, som også et dansk samfund i tiden fremover må være rede til at forholde sig til ud over den vanlige moralske støtte og opbakning til ofrene. Vi har en forpligtelse til at undersøge, hvordan folkemord og nye holocaust kan forhindres, også selvom vi på forhånd ikke engang ved, hvor stor sandsynligheden er for, at dette gensyn indfinder sig. Men uden en undersøgelse heraf fulgt op af information og pædagogiske tiltag kan vi jo heller ikke sige, hvor stor sandsynligheden er for en gentagelse.
Etableringen af et holocaust-museum, gerne i et tæt samarbejde mellem relevante forskningsinstitutioner, religiøse mindretalssamfund og staten selv vil være et skridt på vejen og først og fremmest være med til at skabe en fælles dialog på tværs af faggrupper uanset køn, race og religion.
Anders Otte Stensager,
specialestuderende,
Kong Oscars Gade 4,
København Ø