Japan. Det var stedet blikket blev rettet hen i 1980’erne, når man i Danmark skulle finde en eksotisk og fremmedartet modpol. Det var ikke tilfældigt, at selv noget så banalt som tv-premieren på Shogun med Richard Chamberlain på monopolkanalen i 1980, fik en optakt i form af en hel dokumentarserie om Japan i omtrent lige så mange afsnit som selve serien.
Det var det årti, hvor japanske vækstrater gav baghjul til alle andre nationer, og i et Danmark præget betalingsbalanceunderskud, massearbejdsløshed og krisepakker kastede toppen af erhvervslivet fascinerede blikke mod Japan som rollemodel. Men Japan blev samtidig set som modpolen til det humane og rummelige samfund, mange dengang mente, at Danmark skulle udvikle sig til.
Jeg var selv teenager i 1980’erne, og når man i offentligheden hørte om opvækstvilkårene og forholdene for børn og unge i Japan, så var de alt det, vi aldrig skulle have i Danmark. Opfattelsen var, at unge i Japan blev systematisk knækket under et krydspres af umulige forventninger.
De unge skulle levere perfekte præstationer på alle niveauer, være disciplinerede, målrettede og fagligt helt i top. Bagsiden var angiveligt udbredt angst, mistrivsel, depressioner og selvmord blandt de japanske unge, der i stedet for at kritisere de strukturer, de var underlagt, individualiserede det, og så det som deres eget problem, når de ikke kunne leve op til de enorme og modsatrettede forventninger. Sådan var det heldigvis ikke her, kunne man bekræfte sig selv og hinanden om i skoler, på ungdomsuddannelser og i avisernes spalter.
Mange af de danske forestillinger var helt givet karikaturer. Det imaginære Japan som både drøm og mareridt havde næppe meget med det virkelige Japan at gøre. Men når 1980’ernes imaginære japanske mareridt er værd at vende tilbage til, så er det fordi, at Danmark er blevet til den japanske karikatur, man advarende talte om for over 30 år siden, når vi ser på udviklingen i de unges mentale trivsel.
Hver tredje kvinde og hver femte mand i alderen 16-24 år har nu en decideret dårlig mental trivsel og kæmper med udfordringer som angst og ensomhed. Ser man alene på stress, så ligger mere end halvdelen af de unge kvinder højt på stressskalaen, viser den nye nationale sundhedsprofil.
Udviklingen frem mod den deciderede mentale sundhedskrise, vi nu kan se blandt unge, startede for mange år siden, og alarmerne blinkede længe før coronapandemien satte verden på den anden ende.
Der har altid været grupper af unge, der mistrivedes mentalt. Men tidligere var det især unge, der havde en dårlig social baggrund eller havde alvorlige problemer i familien – det kunne være forældre der drak, havde psykiske diagnoser, eller som slog hinanden eller deres børn. I dag rammer mistrivsel bredt på tværs af socialgrupper .
Nok så væsentligt så skyldes den store udbredelse af trivselsproblemer blandt unge i allerhøjeste grad den måde vi har ændret vores uddannelsessystem, så det i dag ligner 1980’ernes karikatur af Japan. Det er et resultat af, at de sidste 30 års uddannelsesreformer – især af ungdomsuddannelserne – systematisk har øget presset på de unge.
Allerede som 14-årige bliver de unge presset som aldrig før for at beslutte sig til, hvad de skal lave resten af livet. Det skal vurderes om de nu er tilstrækkeligt uddannelsesparate, og de bliver hele indskærpet, at de ikke må gå nogen omveje og ikke på nogen måde må blive forsinket, men i stedet skal træffe de rigtige uddannelsesvalg her og nu – og i øvrigt helst en erhvervsuddannelse af hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne.
Ser man på de gymnasiale ungdomsuddannelser, så er de faglige præstationskrav i dag større end nogensinde. Sammenligner man med det gamle grengymnasium skal de unge i dag både lave langt mere skriftligt arbejde og langt større opgaver i løbet af deres gymnasietid. Det alment dannende formål med ungdomsuddannelserne tillægges langt mindre værdi til fordel for et stadig stærkere fokus på det studieforberedende og fagligt specialiserende.
Samtidig er elevernes mulighed for at slå en skævert og trække stikket, hvis de er nede, langt mindre. Fraværsbestemmelserne er blevet strammet regelmæssigt igennem de sidste tre årtier. Hvor en gymnasieelev i 1980’erne kunne have op til 15 procent fravær i alt og 20 procent i enkelte fag og stadig have lov til at gå op til sin studentereksamen, så må de unge i princippet ikke have noget fravær overhovedet i dag, hvor det er de lokale rektorer, som har fået noget nær hoved- og håndsret over eleverne.
Kaster man et blik ud på gymnasierne anno 2022, så råber problemerne med dårlig trivsel da også nærmest tilbage til en. Almindelige unge, som for 30 år siden kunne gennemføre en gymnasieuddannelse og komme videre i uddannelsessystemet, oplever i dag at knække halsen og går ned med stress og depressioner.
Tilbage i 2017 blev der offentliggjort en rapport om stress i gymnasiet fra DPU, Aarhus Universitet som påviste hvordan 55 procent af eleverne i 2g. på to ganske gennemsnitlige nordjyske gymnasier var lige så hårdt ramt af stress som de 20 procent mest stressede i den voksne befolkning.
Modsat mange voksne på arbejdsmarkedet, så kan eleverne ikke vælge at slappe af engang imellem eller arbejde i forskellige tempi. De skal tværtimod præstere hele tiden. Der ligger ofte flere skriftlige afleveringer lige oveni hinanden, samtidig skal de unge være forberedt til timerne, og elever ramt af stress har svært ved at prioritere, hvad der er vigtigst.
De mest stressramte elever er præget af, at de prøver at gøre alting perfekt. Samtidig har de svært ved at prioritere, hvilket går ud over søvn, spisning, sociale aktiviteter og i sidste ende også deres faglige præstationer.
Stress over karakterræs og konkurrence risikerer dog ikke kun at hæmme de unges udvikling, men også selve gymnasieundervisningen. Når det bliver karaktererne og ikke fagligt indhold, som kommer i fokus, så er der sket en forvridning af, hvad uddannelse er. Men karakterræset skyldes, at de unge også har lyttet til budskabet om, at uddannelse er afgørende for at klare sig, og at dette er et individuelt ansvar.
Undersøgelsen er fem år gammel, men i de mellemliggende år er problemerne kun blevet værre.
Nu er det besluttet, at de unge, som er gået ned med flaget, skal få bedre adgang til gratis psykologhjælp og tilsvarende indsatser i psykiatrien. Måske kan vi også snart få stillet større krav til gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser så en reel forebyggelsesindsats og en substantiel støtte til de unge, hvis trivsel og mentale sundhed er truet, bliver et klart ledelsesmæssigt og institutionelt ansvar for alle uddannelsessteder, så alle unge får mulighed for at komme igennem deres ungdomsuddannelser.
Det vil alt sammen kunne hjælpe nogle af dem, som har ramt muren. Men det er desværre også en samfundsmæssig symptombehandling, der ikke ændrer på, at vi har skabt nogle systemer og en kultur, der simpelthen knækker alt for mange unge. Det er nødvendigt at gennemføre grundlæggende ændringer af vores skoler og ungdomsuddannelser for at mindske det forventningspres vi som samfund har placeret de unge i. Det er vanskeligt for mig at forstå fornuften og rimeligheden i, hvorfor de unge i dag skal præsenteres for langt større præstationskrav og en langt højere grad af mental disciplinering end tilfældet var for den del af befolkningen, der i dag er blevet midaldrende.