Her er historien om et land, der ligesom resten af verden blev ramt af en smitsom og dødelig virus. Da den ramte, fór befolkningen ud og hamstrede gær og toiletpapir, hvorefter de fleste forskansede sig i deres hjem, mens enkelte lod, som om sygdommen ikke vedrørte dem. Sådan var det også alle mulige andre steder. Men i dette land gik Dronningen på tv og sagde til de uforsigtige, at dét kunne de ikke være bekendt, det var hensynsløst. Og i dette land gav store dele af befolkningen sig til at synge gamle fællessange. Sammen, hver for sig og på tv i den bedste sendetid.
Her er historien om et land, der, ligesom mange andre lande i verden, har været afgørende præget af kristendommen i over tusind år. Ligesom mange af nabolandene har det været reformeret i næsten 500 år. Hver by har sine kirker, som er smukt kalkede og afholdt af de fleste mennesker. Folk foretrækker at lade barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse foregå her. Men når det kommer til at tro, vil de gerne stå frit. Helt frit. Mange ser sig selv som kristne, men har det alligevel lidt som sognepræsten fra Taarbæk Thorkild Grosbøll, der i 2003 vakte opsigt over hele verden ved at erklære, at han trods sit embede i den danske folkekirke ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.
Her er historien om et folk, der ligesom så mange andre folk i verden slet ikke var klar over, at det var det, de var: et folk. De fleste mennesker levede på landet, var fattige og helt uden for politisk indflydelse. Så kom revolutionen, krigene og kampene, og ud af det hele kom et folk, der var overbevist om, at de var det fredeligste, lykkeligste, mest ligestillede og velstillede folk i verden. Hvordan det var gået til, huskede ingen præcist, men af og til var der én, der citerede en 200 år gammel festsang: "Da har i velstand vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt."
Det meste af den samfundsudvikling, der har fundet sted i Danmark, er foregået nogenlunde tilsvarende i alle mulige andre lande. Denne artikel handler om, at der alligevel findes nogle særligt danske afvigelser, som har bragt os et lidt andet sted hen. Og hvis der er én person, som mere end nogen anden har påvirket det danske særpræg i de 150 år, der er gået siden hans død, er det Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Også selvom den kurs, Grundtvig var med til at sende Danmark ud på, ofte slet ikke passede sammen med det, han selv tænkte, skrev og sagde, da han levede.
Verdensmestre i tillid
En ældgammel dansk fortælling handler om, at på sagnkongen Frode Fredegods tid kunne man lægge en guldring på landevejen og forlade den. Ingen ville stjæle den, fordi den gode konge havde gjort alle danere rige og trygge.
En moderne dansk fortælling handler om, at her i landet kan man sælge jordbær, frugt, kartofler, honning eller æg fra en ubemandet bod ved vejen med en ubevogtet pengekasse til betalingen. Ingen vil stjæle varerne eller pengene, for alle stoler da på hinanden.
Ifølge forskningen er fortællingerne om den særlige danske tillid hverken sagn eller skrøner. Danskerne er verdensmestre i tillid. Både hvad angår tillid indbyrdes mellem borgerne og borgernes tillid til autoriteter som politiske magthavere, skattevæsen, skolevæsen, retsvæsen og politi.
Og da Folketingets længst siddende medlem, Venstre-manden og grundtvigianeren Bertel Haarder, åbnede Folketinget den 5. oktober 2021, erklærede han:
"Vi klarede os godt igennem pandemien, ikke mindst takket være borgernes grundlæggende tillid til myndighederne, som har fået os til at lade os teste og vaccinere, og den tillidskultur er dybt rodfæstet i den danske forenings- og oplysningskultur."
Denne kobling mellem coronakrisen, den danske tillidskultur og Grundtvigs tanker om foreningsliv og folkeoplysning er ærkedansk, påpeger Sasja Emilie Mathiasen Stopa. Hun er ph.d. i teologi fra Aarhus Universitet og postdoc ved Edinburgh Universitet, hvor hun forsker i den danske tillidskulturs religiøse rødder.
"I luthersk teologi er tillid et altafgørende begreb. Det kristne menneske skal have tillid til Gud. Borgeren skal have tillid til alle former for øvrighed. Da samfundet på Grundtvigs tid ændrede sig til folkestyre, var der et behov for at omdefinere tillidsforholdet. Her pegede han først på vigtigheden af tillid i menighedsfællesskabet. Siden bredte han tanken ud til, at en fælles ånd og forståelse af nationen kan skabe tillid mellem et helt folk," siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa, som ser flere eksempler på, at 1800-tallets strømninger har påvirket tillidskulturen:
"Andelsbevægelsen byggede på en tillid mellem producenter om, at alle virkede for fællesskabet, og i brugsforeningerne var der en tillid mellem forbrugere og brugsuddelere om, at man betalte, hvad man skyldte, og til gengæld fik gode varer. For at dette kunne fungere i praksis var tillid et afgørende smøremiddel."
Hos Grundtvig var tilliden mellem regenten og folket helt central, og en indikation af, at det stadig forholder sig på denne måde, så vi ifølge Sasja Emilie Mathiasen Stopa under coronakrisen den 17. marts 2020, da dronning Margrethe, som ellers kun holder direkte tv-transmitterede taler til folket nytårsaften, gik på tv og opfordrede til at vise hensyn og samfundssind. Dermed spillede myndighederne over for befolkningen det mest værdifulde tillids-trumfkort, man overhovedet råder over i Grundtvigs fædreland.
Kristen uden at tro
Det er et stort paradoks i danskernes forhold til religion, at et meget stort antal danskere på den ene side holder af folkekirken som kulturinstitution svarende til folkeskolen og folkebibliotekerne. Men på den anden side forholder de sig skeptisk til ligefrem at skulle tro på Gud og den kristne lære.
Min tese er, at Grundtvig ikke selv vidste, hvad han gjorde, da han lagde grunden for den danske kulturkristendom.
Fænomenet kaldes kulturkristendom og er en anden særlig dansk specialitet, som Grundtvig er medskaber af, men i dette tilfælde meget mod sin vilje, påpeger Hans Jørgen Lundager Jensen, dr.theol. og professor emeritus i teologi og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.
"Det er særligt dansk, at kirken og kristendommen er noget, man grundlæggende godt kan lide og gerne vil gøre brug af ved særlige lejligheder som juleaften, barnedåb, bryllup og begravelse. Man sætter pris på, at kirken er pænt kalket og kan som regel personligt godt lide præsten, derfor betaler man også sin kirkeskat. Man anser ikke sig selv for ateister, for det lyder så kirkefjendsk. Men samtidig holder man sig helt fri til selv at bestemme, hvad man vil tro på, og hvordan man vil tro, og dét har ikke noget med autoriseret kristendom at gøre," siger han.
At professoren vil give Grundtvig skylden for den nutidige danske fritvalgs-tro kan forekomme som et paradoks, når Grundtvig selv havde en dyb, pietistisk gudstro og skrev hundreder af salmer til Guds ære, men Hans Jørgen Lundager Jensen gør opmærksom på, at Grundtvig i 1830'erne, da han var blevet optaget af samfundets indretning, skrev en række tekster, hvis essens plejer at blive kogt ned til slagordet "Menneske først, kristen så".
"Min tese er, at Grundtvig ikke selv vidste, hvad han gjorde, da han lagde grunden for den danske kulturkristendom. Han var selv meget religiøs, men på samfundsplan vurderede han, at det var det nationale, der kunne skabe bred sammenhængskraft, ikke kristendommen. De ægte, sunde troende så han som en lukket lille kreds, som han selv tilhørte," forklarer Hans Jørgen Lundager Jensen.
Frihed, lighed og Grundtvig
Professoren tager en afstikker til nutidens Iran og Egypten for at forklare Grundtvigs ræsonnement. I Iran er de fleste muslimer, men der kan være store uenigheder om tro. Samtidig er alle også persere og kan være stolte af oldtidens store lederskikkelser som Kyros og Dareios. I Egypten strides muslimer og kristne, men alle er stolte over arven efter faraoerne.
Der er et fundament, som er ideologisk og følelsesladet, som knytter sig til nationen og dem, vi var engang, men ikke til nutidsreligionen. Grundtvigs idé var, at nationalfølelsen skulle gøres så stærk, at den så at sige overtrumfede de religiøse modsætninger og skabte harmoni. Det var derfor, han var så optaget af den nordiske mytologi - og bestemt ikke fordi han ville have danskerne til at opgive kristendommen og bekende sig til Odin og Thor.
"Det var genialt tænkt, at fantasi, følelser og fælles fortid skulle binde danskerne sammen," siger Hans Jørgen Lundager Jensen.
Målet var at forhindre, at der udbrød revolution eller borgerkrig på grund af modsætninger om tro. Men en utilsigtet effekt af "Menneske først, kristen så", skulle vise sig at blive et ekstraordinært frit forhold til, hvad kristendommen egentlig går ud på.
Sådan kom slagordene fra de gamle fællessange til at præge Danmark i alle mulige andre retninger, end Grundtvig havde forventet. Det er også tvivlsomt, om den liberale præst med "Da har i velstand vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt" ville udtrykke den lighedstænkning, som i 2008 fik Socialdemokratiets forhenværende formand Svend Auken til at kalde sætningen for "Velfærdsstatens dåbsattest".
Og Aukens efterfølger som Socialdemokratiets formand, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, havde for vane at sige i sine taler, at når man ser en dansker med en kniv i hånden, har han en gaffel i den anden hånd. Men Hans Jørgen Lundager Jensen peger på, at forestillingen om danskerne som særligt fredelige er en myte, og at den virkelighed, Grundtvig i 1830'erne skrev sine tekster ind i og op imod var, at det var en nærliggende trussel, at danskerne ville smide gaflen og gå til angreb med kniven:
"Grundtvig frygtede revolutionen i Danmark. Revolutionen, der kom i 1848, blev forholdsvis fredelig. Men det er en misforståelse at tro, der skulle være noget særlig fredeligt og dorsk over folk fra Danmark. Det var ikke, fordi danskerne ikke var villige til at slå ihjel, det gjorde de jo i Slesvig-Holsten."