Den danske stat er forpligtet på at være kristen

Indtil Grundloven ændres, har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det betyder, at kristendommen har en fortrinsstilling for religioner som islam, jødedom og ateisme, og dermed er Danmark et kristent land, skriver Torben Bramming

Arkivfoto.
Arkivfoto.

ER DANMARK et kristent land? I Kierkegaards fædreland må man naturligvis sige nej, for det er en objektivering af troen, der altid kun er for hin enkelte. Embedsmanden kan ikke betvinge sine anfægtelser (”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”) med konens argumenter om, at han er borger i en evangelisk luthersk stat.

I Grundtvigs fædreland må man naturligvis svare ja, for som han skriver i ”Ingen har guldtårer fældet”: ”Er os tomme ord og lyde eget folk og fædres land, ved vi ej, hvad de betyde, mer end mængde, muld og strand, tant er og hvert ord, vi tale om Guds riges bjerg og dale, om Guds folk og menighed.”

Danmark er kristeligt set ”vort hjem hernede”, relativt og historisk foranderligt, men der, hvor vi har ansvar for hinanden. Der er en dialektik i spørgsmålet, som enhver kristen må kæmpe med som kristen.

Sagen er lettere for politikerne. De kan, som kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) ganske rigtigt gør, svare ja. Ja, for vi lever i et konstitutionelt monarki, hvor monarken skal være medlem af den evangelisk-lutherske kirke.

Så ja, af navn er Danmark kristent og vil blive ved med at være det til vores grundlov er ændret og republikken indført, og indtil da skal også regeringen understøtte den danske folkekirke og dermed kristendommen.

På den måde vil staten med sine skiftende regeringer ifølge vores grundlov også være forpligtet på at være kristen af gavn i sine politiske tiltag. Indtil Grundloven ændres, har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det betyder, at kristendommen har en fortrinsstilling for religioner som islam, jødedom og ateisme, og dermed er Danmark et kristent land. Derfor handler kritikken af Bertel Haarders tiltag ikke om, hvorvidt Danmark er kristent, men om, hvad kritikere af kristendommen og den nuværende grundlov ønsker, det skal være. Så kære kritikere: Få stemt en ny grundlov igennem og lad os snakkes ved til den tid.

Torben Bramming er sognepræst