Danmark er ikke delt mellem ja og nej

Befolkningen har langt overvejende været konfus og kunne lige så godt have stemt for som imod, skriver debattør, der ikke mener, at EU-afstemningen afspejler et delt Danmark

Hvorfor er politikerne med pressen som logrende hund så vilde efter at opdele befolkningen i to stærkt forskellige grupper? Dels er usikkerheden betragtelig, dels er udfaldet klart, men ikke markant, når man udregner ja-nej-procentsatsen af de cirka 74 procent, der gik til stemmeurnerne! skriver debattør.
Hvorfor er politikerne med pressen som logrende hund så vilde efter at opdele befolkningen i to stærkt forskellige grupper? Dels er usikkerheden betragtelig, dels er udfaldet klart, men ikke markant, når man udregner ja-nej-procentsatsen af de cirka 74 procent, der gik til stemmeurnerne! skriver debattør. Foto: Christian Lindgren.

JEG HAR HAFT Kristeligt Dagblad fra lørdag den 5. december liggende fremme, og hver gang mit blik rammer forsiden, ærgrer det mig, at Kristeligt Dagblad er hoppet på den polarisering: Et delt Danmark: Hvordan bygger vi bro mellem ja og nej?

Overser man da fuldstændigt, hvor mange der var i tvivl til det sidste? Som måske væsentligst gik i stemmeboksen for at vise sin gode vilje mod demokratiet? Uden at være særligt afklaret, fordi der var for mange forskellige forbehold at forholde sig til?

Havde afstemningen fundet sted dagen før, var resultatet med garanti ikke faldet ud helt på samme måde. Tilsvarende, hvis afstemningen havde været dagen efter. Én (ivrig avislæser allerede som niårig, nu i stor stilling inden for dansk erhverv) sagde til mig to dage efter: ”Jeg stemte ja, men var nærmest meget lettet over udfaldet!”.

En anden var yderst skuffet over udfaldet på trods af stor usikkerhed. En tredje hørte aftenen før afstemningen en bemærkning, som hjalp til den længe ventede, endelige afklaring. Hun havde ellers indstillet sig på at gå hen og stemme blankt. Afklaringen varede til næste morgen. Så gik hun til valget og stemte modsat. Disse tre er alle meget bevidste akademikere.

Det skulle vel være muligt for aviserne at skrive sig frem til en polarisering, når man nu er så ivrig efter det. Men lad polariseringen være journalisternes og måske politikernes skyld. Befolkningen har langt overvejende været konfus og kunne lige så godt have stemt for som imod.

Vi omgås så vel ufaglærte som faglærte og akademikere, sjællændere og jyder, bymennesker og landboere: samme billede vejen rundt.

Hvorfor er politikerne med pressen som logrende hund så vilde efter at opdele befolkningen i to stærkt forskellige grupper? Dels er usikkerheden betragtelig, dels er udfaldet klart, men ikke markant, når man udregner ja-nej-procentsatsen af de cirka 74 procent, der gik til stemmeurnerne!

Det væsentligste er sandsynligvis, at man har lært, man ikke skal mokke så meget sammen i én afstemning. Det giver ikke mening, hvilket flere toppolitikere udtalte ganske klart inden valget. Tydeligst måske Anders Samuelsen (LA), som savnede et ”måske”, samt Uffe Elbæk (AL). Men faktisk medgav alle, der blev spurgt, at der var så vel for som imod.

Hvad det hele ender med? Aner det ikke, men det er heller ikke mit ærinde her. Jeg er blot skuffet og forundret over, at Kristeligt Dagblad hoppede på den limpind.

Eva Kristensen, Skoleparken 8, Frederikssund