”Et attraktivt terrormål”. Sådan omtalte en af de medvirkende i onsdagens DR K-dokumentar ”I nationens tjeneste” vores land. Vi er vant til at høre, at Danmark er attraktiv i kraft af folkestyre og velfærdssamfund, i kraft af hygge og tillid mellem folk, men i denne tid er Danmark også blevet attraktivt som terrormål.
Muhammed-tegningerne åbnede for alvor jihadisternes øjne for puslingelandet mod nord. Der er en særlig attraktion i at slagte dem, som ikke omgås profeten med den ærbødighed, hans tilhængere mener, de kan fordre af hele verden. Men det er jo rigtigt. Danmark er blevet et attraktivt terrormål. Det burde stå tindrende klart, selvom det stadig kan være svært at vænne sig til tanken.
”I nationens tjeneste” tog anledning af, det snart er toårsdagen for angrebet ved Krudttønden og synagogen i København og fortalte terrorens nyere Danmarkshistorie. Det begyndte i 1985 med bombeangrebet på et amerikansk flyselskab og synagogen, som kostede et liv og 32 sårede. Gerningsmændene var i øvrigt fra Islamisk Jihad.
Dengang havde Politiets Efterretningstjeneste (PET) slet ikke de samme ressourcer og terrorberedskab. Det var under den kolde krigs dage, og hellig krig var et fjernt fænomen, som ikke desto mindre blev nærværende i rigets hovedstad. Senere kom den pæredanske Blekingegadebanden, som røvede penge for at finansiere vennerne i Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).
I begyndelse af 1990’erne havde PET kig på nogle egyptere med forbindelse til det første bombeangreb på World Trade Center i 1993, men retten frikendte dem for terroranklagerne. Så kom det store angreb på World Trade Center i 2001 og selvfølgelig Muhammed-tegningerne i 2005, som tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen omtalte som et ”mægtigt mobiliseringsredskab” for de radikale kræfter. Ja, friheden får frihedens fjender helt op at køre.
Vi hørte fra ministre og politifolk, hvordan de oplevede terrorbekæmpelsen og truslerne mod Danmark og de sædvanlige historier om, hvor de befandt sig, da meddelelsen om et nyt terrorangreb indløb.
Helle Thorning-Schmidt (S) kunne fortælle, at hun natten efter det dødelige angreb ved Krudttønden på Østerbro bad for, at gerningsmanden blev fanget. Bønnens adressat fremgik ikke krystalklart, men det må vel have været Vorherre. Den slags behøver man jo ikke bede politiet om. En dansk statsminister som tyer til bøn under en national krise. Den slags sker ikke kun i USA. Behovet for Guds hjælp er nu heller ikke mindre her til lands.
Spørgsmålet var så, hvor meget det øgede sikkerhedsbehov skulle koste i øget overvågning? Birgitte Stampe, PET-chef 1993-2002, var villig til at leve med mere overvågning for tryghedens skyld.
Efter opsummeringen af tre årtiers terrortrusler, anslag og angreb på dansk grund, sad man harm over terrorens bagmænd og udøvere og taknemmelig over for dem, som værner os mod den. Man fik lyst til at følge Helle Thorning-Schmidts eksempel og bede – med en formulering fra apostlen Paulus – om at myndighederne vil huske, at de ikke bærer sværd for ingenting. Veghed over for terror er svigt over for dens ofre.
Jesper Bacher er sognepræst.