Tidligere P1-redaktør: Flyt ikke radiokanaler til provinsen

Vi bør ikke svække radiokanalernes evne til at styrke sammenhængskraften i det danske samfund ved hjælp af populistiske postulater om en kløft mellem elite og folk

Man tror åbenbart, at når folk på Lolland eller i Sønderjylland får nogle unge, hippe storbyfreelancere til naboer, vil deres mindreværdskomplekser forsvinde, skriver tidligere P1-redaktør Egon Clausen.
Man tror åbenbart, at når folk på Lolland eller i Sønderjylland får nogle unge, hippe storbyfreelancere til naboer, vil deres mindreværdskomplekser forsvinde, skriver tidligere P1-redaktør Egon Clausen.

EFTER SIGENDE går der en dyb kløft gennem den danske befolkning. På den ene side står en københavnsk elite og hylder det multikulturelle samfund, og på den anden står folket og føler sig overset.

Denne teori om det splittede Danmark dyrkes så ihærdigt, at nogle åbenbart fristes til at tro, at den er sand. Det er den ikke. Mange af dem, der færdes i landets forskellige miljøer, mener således, at det danske folk hænger sammen som aldrig før.

I det seneste nummer af Højskolebladet er der for eksempel en reportage om den populære musikgruppe Folkeklubben, der i årevis har turneret rundt i landet. De siger, at ”Danmark hænger fuldstændigt sindssygt godt sammen. Der, hvor der kun skulle være skimmelsvamp og incest, findes nærvær, fordybelse, sammenhængskraft, lidenskab og viljekraft”.

Når forestillingen om afstanden mellem elite og folk alligevel har sine fortalere, hænger det sikkert sammen med, at den kan åbne for et opgør med helt andre aktører. Når ledende politikere i Venstre og Dansk Folkeparti fortsat taler om den store splittelse i det danske folk, får de samtidig en mulighed for at sige, hvad der skal gøres for at genoprette den tabte harmoni, og her vil de flytte Radio24syv eller P1 til et sted i provinsen.

Man tror åbenbart, at når folk på Lolland eller i Sønderjylland får nogle unge, hippe storbyfreelancere til naboer, vil deres mindreværdskomplekser forsvinde. Man forestiller sig vist også, at hvis P1 blev redigeret fra Herning, ville dets programmer snart blive påvirket af jyderne, der så igen vil føle sig som en del af det danske fællesskab og måske endda igen stemme på Venstre, der savner dem noget så gevaldigt. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at gå sådan.

Der findes endda et dansk eksempel herpå. Eksemplet ligger på Olof Palmes Allé i Aarhus og er en bastant bygning med mure og vægge af ubehandlet beton, således som det var moderne i 1970’erne, da det blev bygget. Her har Danmarks Radio en af sine lokale radiostationer, og herfra dækkes store dele af Østjylland med musik, lokale nyheder, trafikmeldinger og vejrudsigter, men sådan var det ikke tænkt fra begyndelsen. Hensigten med den imposante bygning, der blev opført, da Venstre sad på magten i Radiorådet, var at nedbryde hovedstadens magt til at sætte dagsordenen for den offentlige debat, men det lykkedes ikke. København sad fortsat på meningsdannelsen. Ledende Venstre-folk erkendte, at de mange millioner var spildt. Grunden til fiaskoen var blandt andet, at man overvurderede mediernes betydning.

Sagen er jo, at kulturel og økonomisk magt ikke ændres ved hjælp af journalistik, og så længe regering og Folketing er i København, vil byen også være centrum for de væsentligste diskussioner om kultur og samfund her i landet. Så længe banker, erhvervsvirksomheder, ambassader, gallerier, forlag, foreninger og alverdens agenturer har deres hovedsæde i København, vil den by også være centrum for diskussioner om magt, økonomi, kunst og kultur her i landet. Det er en illusion at tro, at det kan ændres ved at flytte en radiokanal eller to til provinsen.

Det eneste, der er sikkert, er, at de pågældende kanaler gøres ringere, fordi det bliver vanskeligere for dem at vedligeholde de fødekæder til viden og væsentlighed, de lever af. Desuden er det jo slet ikke deres opgave at genspejle provinsen. Deres opgave et at formidle viden om verden såvel inden for som uden for landets grænser, at fortælle om samtidens tanker om tilværelsen og at oplyse om kunst, kultur, politik og samfund. Derved er de med til at vedligeholde den offentlige samtale og dermed styrke sammenhængskraften i det danske samfund. Den indsats bør ikke svækkes ved hjælp af populistiske postulater om en kløft mellem elite og folk.

Egon Clausen er er forfatter og tidligere redaktør på P1.