Prøv avisen

Danmark har brug for en dannelsesfortælling

Grundtvig pointerede, at et menneske ikke kan forstå noget, det ikke har kært. Derfor må vi finde det, vi har kært i vort land og folk, skriver Kristian Massey Møller.

Det er på tide, at vi danskere ser os som levendegjort virksom fortid. At vi både viderefører og overdrager, skriver Kristian Massey Møller

At danskerne på tværs af sociale og personlige skel er et folk med fælles historie og sprog og tro, er årsagen til, at vi er, som vi er. Derfor er det på tide, at vi får fortalt os selv i en nødvendig dannelsesfortælling.

Det giver os rum for at forstå os som en del af et folk. Et folk vi kan blive os selv i. Et folk vi kollektivt løser politiske og sociale spørgsmål ud fra.

I det vil nogle nok indledningsvis spørge, om ikke en dannelsesfortælling ekskluderer de nytilkomne og deres efterkommere. Men nej er svaret, for de, der føler sig som danskere, er danskere og skal netop give de nytilkomne danskernes dannelsesfortælling at forholde sig til. Vi kan ikke omgå, at Danmark som et defineret rum er en realitet med en oprindelse.

GRUNDTVIG KALDTE smukt vores sagntid og historie for vore morgendrømme. Ud af Lejrekrøniken kan man uden hensyn til eksakte årstal væve fortællingen om, at kong Ypper i Uppsala på et tidspunkt efter Kristi fødsel sendte sin søn Dan til øerne Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Dan grundlagde byen Lejre, og da jyderne spurgte om hjælp i kampen mod selveste Romerriget, rykkede han til undsætning.

Dan var stærk og modig, og derfor kårede jyderne ham til konge ved tingstenen i Viborg kaldet Daneryg. Derpå fulgte jyderne Dan og lagde Fyn og Skåne under ham. Dan kaldte da sine mænd sammen og sagde: Jeg holder meget af mit land, hvilket navn skal vi give det?. Og mændene svarede: Du er Kong Dan. Det rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i al evighed forgå.

Morgendrømmen gemmer også på sagn om Kong Vermund og sønnen Uffe hin Spage, Poppos kristning af Harald Blåtand og Dannebrogs tilsynekomst på himlen i Estland.

En morgendrøm, der glider over i historien om Niels Ebbesen og den kullede greve, borgerkrigen og reformationen, svenskernes storm på København, nederlaget ved Dybbøl og rejsningen herfra, besættelsen og velfærdsstaten, indvandringen og Muhammed-krisen og videnssamfundet og krigen i Afghanistan.

I DEN FORTÆLLING er Danmark ikke blot et stykke udtænkt historie. Vi er danskere. Med tryk på er. Beviset herfor er vort sprog. Ingen andre taler det, som vi taler det, og det er bevis nok for vor danskhed. Og når vi samtaler, fortæller vi også netop en historie, som ikke er forudsætningsløs. Vi er historie, og vi, der er her lige nu, er det udfoldede bevis på, at der findes danskere. Der starter folkeligt set vore fælles forestillinger og vor fælles åndelighed.

MEN VOR DANNELSE i at tilhøre et folk og forstå os selv i det, er truet. Fordi vi tror, vi skal navigere i verden på dens betingelser, og derfor ikke vil vedkende os vor folkelighed. En folkelighed, der i en realitetsnær erfaring gør mig lig mit folk. En folkelighed som skal passes og plejes.

Det er på tide, at vi danskere ser os som levendegjort virksom fortid. At vi giver os selv og vore børn det, at vi ved, at vi overtog noget. At vi viderefører. At vi overdrager. Vi skal søge at finde vor ånd i det, der er erfaret og bliver erfaret og vil blive erfaret.

I det pointerede Grundtvig, at et menneske ikke kan forstå noget, det ikke har kært. Fordringen er derfor, at vi finder det, vi har kært i vort land og i vores folk, og giver vores børn det, så de i fremtiden får mod på at opretholde og styre et rummeligt Danmark.

Vores fælles lakmusprøve kunne da være, om vi forstår og nærer kærlighed til den fulde danske betydning af de kernedanske ord: Det finder vi ud af. Kan vi udgrunde det, har vi styrket vore børns muligheder for at bevare Danmark og videreudvikle det.