NÅR DANSKERNE taler om Tyskland, så forbinder de i reglen landet med Prøjsen, militarisme og en sirlig orden. Ja, mange danskere opfatter ligefrem prøjserne som en nation uden humor.
Disse forestillinger er idiosynkrasier og heldigvis på retur. Mange danskere har nemlig opdaget Tyskland de senere år og måske bemærket Berliner-humorens vidunderlige udtryk i Berliner-litteraturen.
Berlin, Prøjsens gamle hovedstad, besøges af tusinder af danskere og er blevet det siden begyndelsen af 1990erne. Og nu er turen kommet til Hamborg og andre tyske byer.
I tysk historie går der to udviklingslinjer. En decentral, hvor man fokuserer på forskelligheden i det tyske. Her har man primært hentet inspiration fra nyhumanismen (Bildungs-tænkningen), som udsprang fra Goethe, Herder, Schiller og Winckelmanns virke.
Det partikulære Tyskland, som Goethe og Schiller advokerede for, afspejler sig delvis i det Tyskland, der opstod i 1949, som en føderal stat.
Forbundsrepublikken er et kompromis mellem to udviklingslinjer i tysk historie en centralistisk prøjsisk og en decentral, som stammer fra Weimar-intelligentsiaen og det gamle tysk-romerske rige.
De to kulturer har ikke altid stået på venskabelig fod med hinanden, og man kan stadig mærke, når man kommer til den ikke-prøjsiske del af Tyskland, at Bismarck ikke er et plusord. Det er han derimod i Nordtyskland. Her har man et andet billede af manden end i Danmark og Sydtyskland.
BISMARCK VAR sammen med fyrst Metternich det 19. århundredes bedste magtbalancepolitiker. Han skabte et stærkt Tyskland i Europa samt Europas første velfærdsstat.
Prøjsen samlede Tyskland til en nation i 1871. Tysklands samling i 1871 er ifølge den tyske historieprofessor Christian von Krockow en social konstruktion. En konstruktion, hvor man målbevidst skabte en nation med egen fortælling uden hensyn til diversiteten i det tyske.
Idéen om at konstruere et fællesskab, sådan som den centralistiske tradition i Tyskland gjorde, minder på mange måder om EU-konstruktionen.
Det er derfor ikke tilfældigt, at socialkonstruktivismen primært er nordtysk i sin oprindelse, og står i absolut modsætningsforhold til nyhumanisten Herder. Det er denne socialkonstruktion, som skabte mulighedsbetingelserne for den totalitære nazisme, hvor borgerne var rodløse!
Tyskerne har efter 1949 som antydet en anden tilgang til udviklingen end i Danmark, fordi de enkelte delstater har betydelig autonomi. Man er derfor ikke i Tyskland præget af den centralistiske ideologisme som i Danmark. Byer på størrelse med for eksempel Aabenraa har bibeholdt alt det, som hørte til en klassisk dansk købstad. Og landsbyerne i Sydslesvig emmer, i modsætning til i Nordslesvig, stadig af liv.
I Danmark er vi endt i en situation, hvor alt er Udkantsdanmark, bortset fra København og Aarhus. I Tyskland er Freiburg den by, tyskerne helst vil bo i, og prestigeuniversiteterne er ikke lokaliseret til Berlin, Hamborg og München.
At vi er endt, som vi er i Danmark, skyldes mange faktorer, men én af de centrale faktorer for dansk centralisme ud over at København er så stor i forhold til resten af landet er, at vi afskaffede Landstinget i 1953. Landstinget var garanten for det decentrale. Med ophævelsen af amterne er denne udvikling blot blevet forværret!
Den tyske decentralisme udfolder sig i delstaterne. De har deres eget parlament og bestemmer suverænt uddannelsespolitikken og kulturpolitikken. Ja, de har oven i købet deres eget justitsvæsen. Der er for eksempel dødsstraf indføjet i den hessiske forfatning.
Bayern er den mest autonome delstat i Forbundsrepublikken. I foråret havde vi en række tyske elever på højskolen. Én af dem kom fra Bayern. Det var helt tydeligt, også for de tyske elever, at man havde dyb respekt for det bayerske uddannelsessystem, som var meget klassisk i sit setup.
Bayern er i modsætning til os førende i udviklingen af ny teknologi og innovation. Det er Tysklands rigeste delstat, samtidig med at kulturen både er samtidig og usamtidig.
Hvordan vil de danske uddannelsestænkere og undervisningsminister Christine Antorini (S), som advokerer for mere instrumentalisme, forklare dette?
Meget tyder på, at innovation og nytænkning kræver både disciplin, dannelse og en holistisk tilgang til fagene. For mig at se er vi, og det er med mit kendskab til ledelse og organisation in mente, som jeg beskæftigede mig professionelt med i 1990erne, på absolut gale veje.
Det kan således undre, at vi i et grundtvigsk land kaster al vor viden og erfaring bort for en åndløs uddannelsespolitik.
Merkwürdig.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus