De fleste danskere har vel altid vidst, at Anders Fogh Rasmussen ikke er fri for en prætentiøs kant, og hvis man skulle være i tvivl, kan man bare følge den forhenværende statsministers vinrejser på DR 2 om mandagen i programmet ”Skål for Europa”.
Men Informations chefredaktør mente vistnok ikke, at der var nogen grund til det. Tirsdag blev den såkaldte krigsudredningsrapport nemlig præsenteret, og Rune Lykkeberg skrev med sviende spot om ”dommen over den danske krigsherre”:
”Hver mandag aften kan vi således på Danmarks Radio følge krigsherren, Anders Fogh Rasmussen, som verdensmand på smukke ture rundt i Europa. Han taler hyggeligt om storpolitik, mens han smager udsøgte vine fra eftertragtede vingårde. Som om han er én, nationen vil høre på og stadig ser op til.”
Ifølge lederskribenten er der slet ingen grund til det:
”Nu har vi med udredningen fået dokumentation for, hvordan Foghs regering tilbageholdt oplysninger om det kaos, krigen kunne udløse, og vildledte om grundlaget for Danmarks deltagelse.”
Krigsudredningsrapporten på mere end 2000 sider har optaget sindene i medierne og beslaglagt forsiderne i pressen.
Politikens lederskribent antyder, at krigene har været katastrofalt elendiggørende, og at der i Fogh-regeringen har været en alt for voldsom koncentration af magt og medløb: ”Det har mest af alt handlet om at stå skulder ved skulder med USA.”
Dagbladet Sjællandskes lederskribent synes dog ikke, at det er mærkeligt, at Danmark tilpassede sig den amerikanske verdensorden: ”Ja, naturligvis, fristes man til at sige. Hvad skulle vi ellers gøre?”.
Lederskribenten i Kristeligt Dagblad noterer sig, at det har været oplagt og velgørende at få et samlet billede af det, der har forekommet spredt og usikkert, men at selve rapportens konklusion ikke er overraskende. Når vi militært samarbejder med USA, skriver lederskribenten, er det,”fordi det er dem, der garanterer vores sikkerhed. Det er ikke Tyskland, det er ikke Sverige, det er ikke Frankrig. Og det er heller ikke os selv. Det er USA’s militære muskler, som først og sidst holder hånden under dansk suverænitet”.
Sidste år fik jeg en bog i hånden, hvori en mig nærtstående og for længe siden afdød person var portrætteret. Under læsningen slog det mig, at man skal undlade at presse store personligheder ned i skabeloner, hvor de ikke hører hjemme.
Dermed bliver de smallere, end de var, da de levede.
Og derfor er det, som lederskribenten bemærker i Kristeligt Dagblad, ikke altid forfatterens egen sag, hvordan han eller hun skildrer virkelige mennesker.
Anledningen til denne betragtning er tildelingen af De Gyldne Laurbær til forfatteren Leonora Christina Skov for ”Den, der lever stille”. Her er godt nok tale om autofiktion, men som lederskribenten ræsonnerer:
”Hvis en mor, alle kan identificere som forfatterens virkelige mor, hænges ud som følelseskold, må man bare håbe, at det er sandt – altså at moderen vitterligt var følelseskold. Ellers er der tale om justitsmord på bogform.”
I denne uge meddelte en klinikchef på Rigshospitalet sin afgang i frustration over grundlæggende problemer inden for sundhedsvæsenet. Hvad de problemer handler om, beskrev Henrik Jensen i sin klumme i Morgenavisen Jyllands-Posten. Det hele handler om prioritering, slog historikeren fast. Det er imidlertid et tema, man vanskeligt kan få politikerne til at forholde sig forpligtende til: ”Partierne overbyder hinanden med ’patientrettigheder’.”
Det betyder i praksis, at ingen sætter nogen grænse for, hvad milliarderne i sundhedsvæsenet skal bruges til. ”Det er en Bermuda-trekant, hvor milliarderne forsvinder sporløst,” anførte Henrik Jensen og kom derfor med følgende anbefaling: ”Sundhedsvæsenet bør ikke have flere penge.”
Men det er nok et slogan, som det kan være svært at vinde et valg på.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.