Danmarks eksistens – overlevelse og kulturkamp

Siden det lammende nederlag i 1864, har Danmarks tilværelse handlet om at overleve. Spørgsmålet er så, hvad det for det første er at overleve, og hvad det for det andet er, der skal overleve, skriver Søren Krarup som kommentar til Bo Lidegaards bog om dansk udenrigspolitik

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

”OVERLEVEREN” HEDDER BOGEN om dansk udenrigspolitik 1914-45, udgivet i 2003 af Danmarks Nationalleksikon med støtte fra Carlsbergfondet og skrevet af Bo Lidegaard, og titlen er rammende. For Danmarks tilværelse siden 1864 har jo handlet om at overleve.

Det lammende nederlag i den sidste slesvigske krig, hvor vi mistede en stor del af det danske territorium, blandt andet hele Sønderjylland med en stor dansk befolkning, reducerede Danmark til et meget lille land i en meget udsat position, nabo til det overvældende og arrogante tyske kejserrige, og ikke uden grund spurgte mange, blandt andet D.G. Monrad i sine ”Politiske Drømmerier”, om Danmark overhovedet kunne overleve i denne situation. Titlen er rammende. Det har været et spørgsmål om at overleve.

Men spørgsmålet har jo rigtignok været, hvad det for det første er at overleve, og hvad det for det andet er, der skal overleve. Bo Lidegaard er ikke i tvivl. Han udnævner den radikale udenrigs- og kulturpolitik til Danmarks frelse og udnævner som følge heraf P. Munch og Erik Scavenius til Danmarks frelsere. Opgaven har været at ligge død og undgå at udfordre Tyskland. Opgaven har været at forsvare sig med kultur, ikke med våben.

Og faren for Danmark har ifølge Bo Lidegaard derfor været, hvad han kalder ”eksistensforsvaret”- det vil sige et beslutsomt og betingelsesløst militært forsvar af Danmarks eksistens. Eksistensforsvaret har truet eksistensen, skriver Bo Lidegaard. Danmark overlevede, fordi det netop ikke ville forsvare sig. P. Munch og Erik Scavenius er nyere dansk udenrigspolitiks helte.

Som Bo Lidegaard konkluderer i det kapitel, der hedder ”Krigens lektie” og som gør erfaringerne fra Første Verdenskrig op:

”Var det trods al diplomatisk indsats kommet til en tysk invasion, havde det heroiske, men udsigtsløse eksistensforsvar været den i enhver henseende dårligste løsning. Landet ville blive ødelagt og intet reddet. En i de radikales øjne meningsløs gestus, drevet frem af misforstået nationalisme, netop fordi den ingen udsigt havde til at frelse landet.

Alt tyder på, at Munch og Scavenius i denne situation ville have gjort deres yderste for, at Danmark ikke kæmpede, men tog besættelsen til efterretning som et onde, mod hvilket en samling om nationen og det danske demokrati ville være den eneste virksomme modgift, sådan som Munch længe havde argumenteret for.”

Dette er konklusionen i det officielle bind om dansk udenrigspolitiks historie, men måske er denne kategoriske dom behæftet med en grundlæggende overfladiskhed vedrørende det for Danmarks eksistens og overlevelse helt afgørende, som reducerer den til gymnasievisdom.

”Landet ville blive ødelagt, og intet reddet,” skriver den nuværende danske udenrigstjenestes opstigende stjerne, men mon det er ganske rigtigt, at intet ville blive reddet, hvis Danmark havde forsvaret sig imod et tysk angreb? Det er spørgsmålet. Eller hvad er det at overleve?

Som det fremgår, munder hele spørgsmålet om Danmarks overlevelse og eksistens ud i en principiel problematik, som Bo Lidegaard og den officielle historie om dansk udenrigspolitik 1914-1945 slet ikke overvejer, og der er derfor grund til at stille spørgsmålet om overlevelse på en anden og – hvorfor ikke sige det? – mere dybtgående måde.

Det er så meget mere påkrævet, som danskernes reaktion, da de under den tyske besættelse 1940-1945 jo stod i situationen, dementerer Bo Lidegaards konklusion.

Jo, der var noget, som kunne være blevet reddet med et beslutsomt dansk forsvar 9. april 1940, også selvom tyskerne naturligvis ville have sejret, og resten af besættelsen handlede om dette noget, som slet og ret var betingelsen for, at Danmark kunne overleve. Som Danmark. Som nation. Som folk.

P. Munch og Erik Scavenius var de mageløst overfladiske, som fra begyndelsen havde været uden sans for, hvad eksistens og derfor også overlevelse betyder, og dybere og klarere ånder end dem havde sagt det umisforståeligt! Men rigtignok uden at få overbevisende følge i befolkningen.

Virkeligheden skulle bryde frem under den tyske besættelse i Anden Verdenskrig, før det gik op for danskerne, hvad det i grunden vil sige at overleve, fordi eksistensen stiller, hvad Nordahl Grieg kaldte ”strenge, nådeløse krav”.

Det radikale kulturforsvar betød i virkeligheden en opløsning af dansk kultur. Den radikale forsvarsnihilisme betød i virkeligheden folkets og nationens udslettelse.

Virkeligheden er altings prøve, sagde Jakob Knudsen, og han sagde det til P. Munch og Erik Scavenius, da de var unge politikere.

Søren Krarup er tidligere sognepræst, redaktør af tidsskriftet Tidehverv 1984-2013 og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti 2001-2011. Teksten blev bragt første gang i 2004.