Som et af de rigeste lande i verden har Danmark en forpligtelse, når det drejer sig om at hjælpe folk i nød. Det gælder både mennesker på flugt og hjælp til borgere i verdens tredjelande, hvor skolegang til børn ikke er en selvfølge, og rent drikkevand er en mangelvare.
Det er derfor katastrofalt, når regeringen sammen med resten af blå blok på Finansloven i år har sænket udviklingsbistanden fra 0,87 procent til 0,7 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Det er den laveste bidragssats siden 1981. I runde tal betyder det, at bistanden er skåret med 2,85 milliarder kroner.
Regeringen har med andre ord smidt Danmarks førertrøje, for samtidig har Norge og Sverige i 2015 hævet deres udviklingsbistand til henholdsvis 1,1 og 0,98 procent af BNP.
Kasserne er slunkne, fordi mange af de penge, vi danskere egentlig havde sat af til udviklingsbistand, går til flygtninge. Misforstå mig ikke. I Danmark gør vi en stor indsats, når det drejer sig om hjælp til flygtninge. Man får dog det indtryk, at udenrigsrigsminister Kristian Jensen (V) og resten af den liberale højrefløj glemmer, at de mennesker, der flygter fra krig og hungersnød, reelt kun er en lille procentdel af de mennesker, der lever i nød.
De stigende udgifter til flygtningekrisen betyder nemlig, at mennesker i verdens tredjelande nu går glip af seks milliarder kroner i udviklingsbistand. Støtten til hårdt ramte lande som Bangladesh og Burkina Faso er derfor faldet med 42 procent, hvilket næsten er en halvering!
Flygtningekrisen er ikke højrefløjens skyld. Men når hvert syvende barn i verden stadig er underernæret, og naturkatastrofer fortsætter med at drive folk fra hus og hjem, kan vi ikke være disse menneskers nødråb overhørige.
Det klinger også hult, når udenrigsministeren i forbindelse med Finansloven udtalte, at besparelserne var nødvendige på grund af den danske økonomi for i stedet at sænke arveafgift og registreringsafgift på biler. Groft sagt får vi nu råd til billigere biler frem for at sikre flere børn rent drikkevand. Som socialdemokrat synes jeg, at det er hovedrystende og uambitiøst.
Som minimum bør regeringen i stedet hæve udviklingsbistanden til 0,87 procent af BNP igen og samtidig på international plan motivere de andre vestlige lande til at gøre det samme.
Vi skal investere i alle verdens borgere. Det er derfor skandaløst, når regeringen skærer ned på udviklingsbistanden, fordi vi efter sigende ikke har råd. Jeg mener, at vi ikke har råd til at lade være.