Støt Danmarks Indsamling og giv ungdommen magt til at lave verden om

Liberias unge har reddet liv og dermed holdt hånden under et samfund, som har været ved at falde fra hinanden under ebolaens hærgen. De har nu brug for en håndsrækning, som vi til Danmarks Indsamling kan give dem, mener forkvinde for IBIS

Når den 10. udgave af den store ”Danmarks Indsamling” på lørdag omfavner det ganske land, har danskerne mulighed for at give Liberia en tiltrængt håndsrækning. Her ses værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved sidste års indsamling.
Når den 10. udgave af den store ”Danmarks Indsamling” på lørdag omfavner det ganske land, har danskerne mulighed for at give Liberia en tiltrængt håndsrækning. Her ses værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved sidste års indsamling. .

Øde gader. Massekarantæner, smittefare, frygt og utryghed. Forestil dig et dansk samfund, som er gået helt i stå. Butikkerne er lukkede, enhver holder sig inde og prøver at beskytte sin familie mod en usynlig og uforståelig fjende.

Det var præcis den virkelighed, som pludselig bredte sig, da Liberia og dets nabolande i slutningen af 2014 blev ramt af en ebolaepidemi af hidtil uset omfang. Epidemien slap først grebet om det fattige vestafrikanske land den 14. januar i år og var på mange måder en både personlig og samfundsmæssig katastrofe.

Men midt i håbløsheden rejste civilsamfundet i Liberia sig og bød sygdom, nød og frygt trods. Almindelige mennesker organiserede sig og kastede sig ud i arbejdet for at udbrede viden om sygdommen og hjælpe og beskytte dens ofre.

Den indsats gjorde hele forskellen, og civilsamfundet beviste, at det med bare lidt hjælp er i stand til selv at finde løsninger på akutte og alvorlige problemer i samfundet.

Den håndsrækning beder IBIS danskerne om at give, når den 10. udgave af den store ”Danmarks Indsamling” lørdag omfavner det ganske land. Især vil vi gerne opfordre til at række hånden ud til Liberias unge, som er en udsat og marginaliseret gruppe i landet - ugleset af landets voksne og med dårlig adgang til indflydelse, uddannelse og job.

I Danmark er vi vant til, at unge kan være en progressiv forandringskraft. Studerende, lærlinge og elever har ofte ændret landets udvikling. I Liberia har man først værdi, når man har en familie og kan forsørge den, og derfor skal de unge konstant bevise, at de ikke er hverken uduelige eller en belastning for samfundet.

Det beviste de unge under ebola-udbruddet. Det var de unge, der gik forrest i kampen mod den frygtelige sygdom, og det var en række nystiftede ungdomsorganisationer, der især mobiliserede frivillige i tusindvis til at gå dør-til-dør og oplyse deres naboer om, hvordan de kunne beskytte sig selv og deres nærmeste. De har knoklet, reddet liv, risikeret deres eget og dermed holdt hånden under et samfund, som har været ved at falde fra hinanden.

Den indsats fortjener ikke bare vores sympati. De unge fortjener vores aktive solidaritet og støtte til at bygge videre på den nyvundne respekt og det engagement, der gør det muligt for de unge at spille en aktiv og positiv rolle i opbygningen af deres samfund - ikke mindst kampen mod ekstrem fattigdom.

Lige nu tager Liberias unge et helt utroligt ansvar. De organiserer sig og udviser en stor vilje til at bygge deres land op, men de mangler i vidt omfang forudsætningerne for at fortsætte deres arbejde og blive en vedvarende forandringskraft i det fattige og sygdomshærgede land.

Hos IBIS håber vi, at danskerne vil være med til at give Liberias unge den håndsrækning, de har brug for. Vi vokser ikke op i et perfekt samfund herhjemme, men vi bør have overskud til at give en hånd med ude i verden, når der er brug for os, og når støtten kan gøre en varig forskel. Det kan den lige nu i Liberia.

Derfor støtter vi ungdommen i Liberias kamp for skolegang, demokratisk indflydelse og sundhed i vores bidrag til ”Danmarks Indsamling 2016”. Og derfor vil jeg bede alle jer danskere, som læser med her, om at give en hånd med, så vi kan få vendt udviklingen sammen.

Mette Müller er forkvinde for udviklingsorganisationen IBIS