Journalist Erik Svensson fremhæverden 21. oktober 2015 i Kristeligt Dagblad sangen ”Danmark i tusind år”på bekostning af ”Der er et yndigt land”. Det er trist at læse.
For et fællestræk ved Danmarks og de øvrige nordiske landes nationalhymner er glæde over landenes natur og skønhed samt respekt for de mennesker, der bor og arbejder her.
Danmarks nationalsang har en tekst, som blev skrevet i året 1823, men den er fortsat smuk og vedkommende. Sangen er hverken krigerisk eller chauvinistisk. Fortidens harniskklædte kæmper omtales pænt, men ”nu hvile deres bene bag højens bautasten”.
Sangen er en hyldest til vort land med fine fremhævelser af karakteristika, og det er ligeledes en hyldest til ”hver en danneborger, som virker, hvad han kan!”.
Hermed markeres det tydeligt, at det gælder alle, der bor i vort land, som yder en indsats til fælles bedste. Ord, der i dag er mindre anvendt end for de næsten 200 år siden, hvor Adam Oehlenschläger skrev teksten, er lette at tyde. Der er ikke ubehagelige undertoner.
Det gælder ikke Valdemar Rørdams ”Danmark i tusind år” fra 1917. Carl Nielsens melodi til teksten er klangfuld som så meget andet af denne fremragende komponists produktion.
Men Rørdams tekst er mildt udtrykt ikke heldig. Højskolesangbogens syttende udgave har den med, men at den er gledet ud i attende udgave, er til at bære.
For teksten er abrupt, og diverse passager signalerer, hvad der i stærkt højreorienterede kredse var på mode i begyndelsen af forrige århundrede.
Alene vendingen fra første vers ”længer end saga når, vor stammes arv” gør, at jeg føler mig hægtet af. En nationalsang bør være en sang for alle, der føler sig som danskere, men når Rørdams tekst nævner ”vor stamme”, er jeg allerede her ekskluderet.
Min farmor kom fra Sverige, og min moders familie kom fra Østrig via nogle af de daværende tyske stater til Altona i Holsten og derfra ind i Kongeriget Danmark.
Gad i øvrigt vide, hvor mange i vort land der ikke tilhører førnævnte stamme? Det er sikkert en del.
Men stammebegrebet harmonerer tydeligt med den ”Blut und Boden”-ideologi, der blev knæsat syd for grænsen få år efter, at Rørdam havde skrevet sit digt. Ideologien blev som bekendt gjort til en af de nazistiske særprægede og uvidenskabelige doktriner.
Rørdam nævner i sin sang ”fri mænds arv” to gange i tredje og sidste vers. Hvad med de personer, der ikke var og er frie? Hvad værre er: Kvinder omtales overhovedet ikke, og disse er som bekendt en ikke ubetydelig del af Danmarks befolkning.
Danmark tiltales, som om det er en person, digteren henvender sig til. Ejendommeligt, at der imod ham/hende ”slår atter en stormfuld vår med liv og død”. Det er dog voldsomt.
Forår med liv og død er her heldigvis ikke konstant, og passer man flittigt sit arbejde, er det forhåbentlig ikke et spørgsmål om liv og død.
Nej, Rørdams tre vers bør betragtes som et lejlighedsdigt, der absolut ikke må tages alvorligt. Vi kan fortsat være stolte over og glade for såvel vor nationalsang som over, at ”Der er et yndigt land”.
Louis Hansen, cand.pæd., Omøvej 7, Kirke Såby