Norden bør spille en langt større rolle i Danmarks udenrigspolitik

Mulighederne i det nordiske samarbejde er altså langt større end det, vi ser realiseret i dag. I en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi har vi ikke råd til at lade denne indlysende synergi gå til spilde, skriver Mogens Jensen (S)

Mogens Jensen.
Mogens Jensen. . Foto: Nils Meilvang.

Om kort tid drager de nordiske statsministre sammen til topmøde i Det Hvide Hus inviteret af præsident Barack Obama. Omkring samme tid præsenterer statsministerens særlige sikkerheds- og udenrigspolitiske udreder, Peter Taksøe-Jensen, sine overvejelser om nye sigtelinjer for dansk udenrigspolitik.

De to forhold må hænge nøje sammen på den måde, at Taksøe-Jensen og dermed regeringen i sit udspil bør have øje for et mere offensivt nordisk samarbejde og samspil i den fremtidige udenrigspolitik.

I USA ser præsident Obama (og de mere progressive politiske kræfter) de nordiske lande under ét som foregangslande, når det gælder miljø, uddannelse, udvikling, ligestilling og arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Og samtidig bemærkes det, at de nordiske lande, trods stor lighed, er succesrige lande, der har et stærkt, innovativt og konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Og ja, nok er Danmark blevet nævnt nogle gange under det amerikanske primærvalg, men tag ikke fejl: Amerikanerne ser Norden som ét og har i øvrigt svært ved at skelne mellem landene. The Huffington Post skrev for nylig: ”Som enkeltlande er de ganske vist små, men de repræsenterer en formidabel styrke som en gruppe. Det vil være forkert at kalde dem en blok, men de er en fremtrædende enhed i en rodet verden.”

Og derfor står emner som Kina, Rusland, transatlantiske spørgsmål, handel, energi og menneskerettigheder også på programmet i Det Hvide Hus, da Obama mener, at de nordiske lande her kan spille en samlet rolle. Alene det faktum, at de nordiske lande tilsammen er verdens 11. største økonomi, er heller ikke undgået amerikanernes opmærksomhed.

Jeg har derfor også den klare forventning, at Taksøe-Jensen har de nordiske muligheder stærkt med i den rapport, han afleverer til statsministeren om et par uger. I Foreningen Norden håber og tror vi, at det bliver en visionær rapport, der også lægger vægt på, at Norden skal være mere udfarende sammen og agere stærkere som en enhed, hvis vi skal gøre os mere synlige på den globale scene.

De nordiske lande har et stort sammenfald af interesser internationalt. Vores udenrigspolitik er i høj grad ens på værdipolitiske områder som demokrati og antikorruption, menneskerettigheder, social velfærd, ligestilling og tolerance. Mange af disse værdier er – gennem et stærkt nordisk samarbejde – en væsentlig del af fundamentet i de internationale strukturer, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, såsom Europarådet og FN.

Med midlerne fra Demokratifonden, der blev etableret efter Murens fald, havde vi en positiv indflydelse på opbygningen af de demokratiske modeller i de nye demokratier i Østeuropa i 1990’erne. Ikke mindst i de baltiske lande. Der er ingen tvivl om, at en række østeuropæiske lande så ”vores vej” i forbindelse med udbygningen af deres samfundssystemer, og jeg er ikke i tvivl om, at det havde stor indflydelse på både hurtigheden og dybden af de forandringer, der blev gennemført. Det var ikke mindre justeringer, men en radikal forandringsproces, som havde taget meget længere tid, hvis de ikke havde haft nogen rollemodeller.

I forbindelse med den økonomiske krise har flere lande også fået øjnene op for den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Hurtige forandringer i markederne, både når det går ned, og det går op, kræver omstillingsparathed. Et lovgivningsbaseret arbejdsmarkedssystem er ikke så fleksibelt som et aftalebaseret. Når økonomien går nedad, er arbejdstagernes organisationer i en aftalemodel mere tilbageholdende i deres krav, lige som arbejdsgiverne er mere imødekommende, når økonomien går opad.

De nye sociale ordninger i USA er også i høj grad inspireret af vores sociale velfærdssystemer. Nuvel, ordningerne kommer ikke til at ligne vores, men jo mere indflydelse vi kan få på udbygningen af fundamentale samfundsmodeller i andre lande i verden, des lettere bliver det i en global sammenhæng at fastholde de modeller, vi selv har bygget op.

Også når det gælder bæredygtighed og grøn energipolitik, har vi samlet set i Norden en styrkeposition, som vi har en fælles interesse i at fremme på globalt plan.

Den nordiske geografi med blandt andet Arktis og naboskab til Rusland giver i fremtiden også de nordiske lande en større strategisk og sikkerhedspolitisk betydning. Mulighederne for udvinding af vigtige råstoffer, global opvarmning og deraf følgende åbning af nye transportveje gør Norden interessant for alle store globale aktører.

Når der her skal forhandles med blandt andre USA, Canada, Rusland og Kina, er der derfor stort behov for nordisk koordination. Ligesom der er fornuftig synergi at hente i et stærkere forsvarspolitisk samarbejde de nordiske lande imellem.

Endelig er der også muligheder i et styrket samarbejde mellem de nordiske ambassader og repræsentationer i udlandet. Det sker allerede en række steder. Berlin har været et foregangseksempel, men ikke mindst nu, arbejdes der i Jakarta med et visionært projekt og byggeri, der kombinerer et fælles nordisk ambassadehus med kulturcenter og hotel.

Mulighederne i det nordiske samarbejde er altså langt større end det, vi ser realiseret i dag. I en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi har vi ikke råd til at lade denne indlysende synergi gå til spilde.

Mogens Jensen (S) er medlem af Folketinget, tidligere handels- og udviklingsminister og landsformand for Foreningen Norden