DANMARKS STATISTIK ER IKKE en kontorbygning som alle andre. På afstand ligner den mest af alt en stor rød teglsten. Vinduerne er smalle, næsten usynlige. Og der er tilsyneladende kun én vej ind. Danmarks Statistik ligner med andre ord en bankboks, men dens værdier er ikke opgjort i pengebundter og guldbarrer, men derimod i milliardvis af data, som fortæller, hvem vi er som mennesker, og hvordan det i grunden står til herhjemme.
”Upartisk siden 1850” står der i receptionens venteværelse. Årstallet røber, at Danmarks Statistik var den første statslige institution, som blev grundlagt i kølvandet på Danmarks første grundlov. I forlængelse af dette står ordet ”upartisk” som selve ledestjernen bag dette statsstatistiske foretagende: at bidrage med uvildig information om, hvordan samfundet udvikler sig, så de folkevalgte politikere for fremtiden kan træffe oplyste og kvalificerede beslutninger.
Øverst i statistikbanken sidder Danmarks rigsstatistiker. Det har siden 2013 været Jørgen Elmeskov, og det er ham, der byder Kristeligt Dagblad velkommen denne onsdag kort før nytår. Drejebogen for interviewet er i grunden simpel.
For nogle dage siden sendte Kristeligt Dagblad rigsstatistikeren en mail, hvor vi spurgte, om der midt i mediernes forfaldshistorier og den øjensynlige tillidskrise til magthavere såvel som eksperter er håb at finde i Danmarks statistikker.
”Det er der,” svarede Jørgen Elmeskov prompte og sendte en stak med kurver og tal og ord som ”ækvivaleret indkomst”. I dag har vi aftalt at gennemgå fem af dem. Men først beder avisens udsendte rigsstatistikeren svare på, hvordan han ser Danmarks Statistiks rolle i dag sammenlignet med for 170 år siden.
Jørgen Elmeskov mener, at udgangspunktet er det samme. Et samfund – både politikere, virksomheder og borgere – har brug for at kunne træffe valg på baggrund af uafhængige informationer, og i den forstand er rollen den samme. Det er samfundet, der har ændret sig, siger han så:
”Jeg mener, at hele diskussionen om fake news har forstærket vores rolle og gjort det klart for samfundet, at der er en betydelig værdi i at have en institution, der gør sit bedste for at være upartiske og producere den bedst mulige statistik. Samtidig befinder vi os i en tid, hvor den stille refleksion har dårlige vilkår. Det skyldes blandt andet den teknologiske udvikling, som derfor har stillet nye krav til vores tilstedeværelse. Vi skal være mere opsøgende, og vi skal være mere pædagogiske i vores fremstilling af statistikker.”
Socialt udsatte
Netop den pædagogiske fremstilling gør Jørgen Elmeskov en dyd ud af, da han fremhæver den første statistik. Den er kun nogle uger gammel og har overskriften ”Laveste antal kontanthjælpsmodtagere i 11 år”. Titlen på analysen er ledsaget af en graf, der umiddelbart taler sit eget tydelige sprog. Fra 2013 og frem til 2016 lå antallet af kontanthjælpsmodtagere stabilt på cirka 175.000 personer om året. I 2019 er antallet af kontanthjælpsmodtagere nede på 121.300 – samme niveau som inden finanskrisen for alvor fik fat i samfundsøkonomien.
”Vi kan se, at antallet af borgere på passiv forsørgelse er faldet støt tre år i træk. Det ser jeg som et positivt udtryk for, at den øgede beskæftigelse, vi har oplevet, også har hjulpet dem, som var et stykke væk fra arbejdsmarkedet, i arbejde. Hvad vi ikke kan sige, er, om det skyldes politik eller højkonjunkturen.”
Jørgen Elmeskov pointerer, at tendensen selvfølgelig ikke er én til én – der kan også være andre forklaringer, såsom at nogle har forladt arbejdsstyrken. Kristeligt Dagblad griber forbeholdet og nævner blandt andet, at antallet af nye modtagere af førtidspension er fordoblet i den samme periode, ligesom at førtidspensions- og fleksjobreformen i 2014 skabte en ny ressourceforløbsydelse, som nogle tidligere kontanthjælpsmodtagere må være overgået til.
”Det kan sagtens være, at nogle er overgået til andre ydelser,” medgiver rigsstatistikeren: ”men med den ændring, vi har set, så må der alt andet lige være flere, der var på kontanthjælp i 2014, som er i beskæftigelse i dag.”
Indvandrere
En del af dem, som måske er gået fra at modtage kontanthjælp til at komme i beskæftigelse, kunne være indvandrere. I hvert fald viser den næste statistik, som Jørgen Elmeskov præsenterer, at flere ikke-vestlige indvandrere arbejder i dag.
Fra 2015 og frem til nu er beskæftigelsen blandt indvandrere således steget med 6,6 procentpoint. En lille stigning, bevares, men Elmeskov ønskede alligevel at fremhæve statistikken på grund af det, han kalder ”en politiseret debat”.
”Det bliver ofte fremhævet som et problem, at der er så relativt få ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse sammenlignet med borgere af dansk afstamning, og at det her er et område, hvor det kun går dårligt. Og selvom den her graf ikke viser nogen revolution i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere – så viser den dog, at det går den rigtige vej, og det er i sig selv til glæde for samfundet.”
Den nære kriminalitet
En tredje statistik, der lover godt for de borgere, der om nogle dage holder nytår hos venner, er, at 2019 bød på rekordfå anmeldte ejendomsforbrydelser. I år er der således blevet anmeldt 71.702 forbrydelser mod 118.094 i 2009 – 10 år tidligere.
”Det er en glædelig og temmelig markant udvikling på et område, hvor der eksisterer en udbredt bekymring, og hvor man i medierne nogle gange kan få et indtryk af, at kriminaliteten er ude af kontrol.”
På den anden side ved vi fra politiets tryghedsmålinger, at knap hver femte borger svarer, at de ikke har tillid til, at politiet vil komme dem til undsætning, hvis de har brug for hjælp. Det kan vel også være en årsag til faldet i antallet af anmeldelser?
”Det kan man sagtens forestille sig på nogle punkter – for eksempel ved lommetyverier,” ræsonnerer Jørgen Elmeskov. ”Men jeg mener, at når det netop handler om ejendomsindbrud, så er man nødt til at anmelde forbrydelsen til politiet, hvis man er forsikret. Derfor tror jeg ikke, at adfærden i forhold til anmeldelser har ændret sig. Men det er netop tendenser som disse, der er væsentlige at være på vagt over for, når vi fortolker statistikkerne,” siger han.
Uligheden falder
Ulighed, fattigdom og ikke mindst diskussionen om en fattigdomsgrænse har præget den offentlige debat i 2019.
Det skyldes blandt andet, at de 10 procent rigeste i Danmark i årevis har oplevet en større relativ indkomststigning sammenlignet med de 10 procent fattigste.
Oversat til almindeligt dansk betyder det, at uligheden mellem rig og fattig er vokset år for år – indtil nu altså.
Jørgen Elmeskov viser en tabel, man skal have læst økonomi for at tyde. ”Årlig vækst i decilgrænser” står der. Den viser, at de 10 procent fattigstes indkomst voksede med 2,4 procent fra 2017 til 2018, mens de 10 procent rigestes indkomst voksede med 1,7 procent i samme periode. Det er første gang siden 2012, at indkomststigningen har været større for de fattigste.
”Jeg ved godt, at man skal passe på med at kigge på udviklinger over ét år. Vi kan derfor ikke sælge det her som et gennembrud for dem, der må ønske at mindske uligheden. Jeg besluttede mig alligevel for at medtage statistikken, fordi den for første gang i mange år viser, at den økonomiske fremgang i bunden af samfundet ser ud til at være kraftigere.”
Rigsstatistikeren har naturligvis en pointe, men samtidig er det interessant at udregne, hvad den større procentuelle stigning betyder i kroner og øre.
Således steg de fattigstes indkomst i perioden med 2,4 procent svarende til 260 kroner om måneden. Det rigestes stigning på 1,7 procent svarer til mere end det dobbelte, nemlig: 612 kroner om måneden.
Færre enlige ældre
Den sidste statistik, som rigsstatistikeren fremhæver, er en opgørelse over andelen af ældre, der er enlige. Jørgen Elmeskov er selv 63 år og nævner derfor også, at statistikken potentielt lover godt for hans eget fremtidige samvær med hans udkårne. Der er flere positive tendenser at trække ud af grafen. I 2009 oplevede 60 procent af de 81-årige således at være enlige. I dag gælder det hver anden. I 2009 steg andelen af enlige allerede fra 60-årsalderen – i dag stiger andelen først fra 70-årsalderen.
”Vi har i årevis oplevet, at den gennemsnitlige levealder er steget voldsomt. Det er tankevækkende, at den gennemsnitlige levetid for hvert tiår stiger med et par år. Og selvfølgelig har det den effekt, at mennesker, der lever sammen, lever sammen længere. Vi kan med andre ord forvente at tilbringe længere tid sammen med dem, vi holder af. Det er både opløftende på et personligt plan, hvor jeg er glad for mit parforhold, men også på et samfundsmæssigt plan, hvor tab ofte er forbundet med stor sorg og måske ensomhed.”
Som med alle de øvrige statistikker er der dog også tendenser, der peger i modsatte retning. Jørgen Elmeskov synes på én gang at hylde de kvantitative tal og tabeller, men samtidigt at huske Voltaires læresætning om, at ”statistikken ikke må erstatte dømmekraften”.
I hvert fald nævner han et ”men” ved statistikken over færre enlige ældre. Den viser nemlig kun et øjebliksbillede af borgernes civilstand og dermed ikke et livsforløb. Derfor er det også interessant, at antallet af enlige mellem 40 år og 65 år i dag er betydeligt højere, end for ti år siden.
”Så noget tyder på, at udviklingen måske kan ændre sig med næste generation,” siger Jørgen Elmeskov så.
På den måde bliver statistikken aldrig statisk.