Prøv avisen
Ugens debat

Kjeld Holm: Er Pia Kjærsgaard den rette til at bestride landets næsthøjeste embede?

"Hilse på mig har hun kun gjort, når hun ikke havde andre muligheder, for eksempel til Anker Jørgensens bisættelse, hvor hun ikke kunne slippe for at hilse på mig. Men hun så ned i gulvet, da hun – givetvis – ugerne gav mig hånden," skriver Kjeld Holm.

Mette Gjerskov (S) har på sin blog kritiseret Pia Kjærsgaard (DF). Er det nu i orden således at angribe indehaveren af landets næsthøjeste embede? Det ved jeg ikke! Men jeg følger gerne trop, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Folketingsmedlem og forhenværende minister Mette Gjerskov (S) har aldrig været bange af sig. Hun har velgørende haft modet til at gå imod sit eget parti, når dette solgte ud af sit idémæssige grundlag og bevidstløst tilsluttede sig symbollovgivning om konfiskation af smykker hos flygtninge og andre mere barske initiativer vedrørende familiesammenføring.

Nu er hun på sin blog gået til angreb på selve Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), da denne har korrekset Folketingets medlemmer, fordi de læser beskeder med videre på deres mobiltelefoner.

Det ved jeg ikke noget om og er også mest ligeglad, men Gjerskov har ret i, at i ”gamle dage” læste medlemmerne aviser. Det kan jeg da huske, når jeg i tv fulgte debatter fra tinget. Så der er nok ikke så meget, der er forandret.

Men er det nu i orden således at angribe indehaveren af landets næsthøjeste embede? Det ved jeg heller ikke! Men jeg følger gerne trop. Jeg har kun mødt Pia Kjærsgaard få gange, thi hver gang vi har befundet os i samme lokale, har hun vendt ryggen til mig eller skyndt sig væk.

Hilse på mig har hun kun gjort, når hun ikke havde andre muligheder, for eksempel til Anker Jørgensens bisættelse, hvor hun ikke kunne slippe for at hilse på mig. Men hun så ned i gulvet, da hun – givetvis – ugerne gav mig hånden. Ingen øjenkontakt, om jeg må be’!

Hun kan givetvis ikke fordrage mig, eller rettere mine synspunkter, for personligt aner hun intet om mig. Det skal hun have lov til, jeg bryder mig heller ikke om hendes holdninger. Sådan er det i et demokrati, men det er samtidig en uopgivelighed i demokratiet, at man kan nære den dybeste foragt for synspunkter, men man kan også skelne mellem sag og person.

Det kan Pia Kjærsgaard så oplagt ikke, og derfor er jeg meget enig med Mette Gjerskov, at det da er et spørgsmål, om Pia Kjærsgaard er den rette til det embede, hun bestrider. Thi demokrati, dannelse og gensidig respekt hører sammen. Måske Folketingets formand skulle have et kursus hos indehaveren af landet højeste embede.

Men dannelse er ikke længere et must i nutiden. Og vi behøver ikke at kere os om det. Ikke ifølge landets lovgivere. Kristeligt Dagblad kan fortælle, at den nye integrationslov udelukker flygtninge fra højskoler, og Kommunernes Landsforening kan bekræfte, at lange højskoleophold for flygtninge er et overstået kapitel for deres vedkommende. Der var engang, hvor bønderkarle og -piger tog på højskole, og de blev dygtigere til deres fag, og de modnedes menneskeligt, og det var en af hovedårsagerne til, at almuen blev et folk. Det var i høj grad også en vellykket integrationsindsats.

Og – stadig – er folkehøjskolerne klar over, at tilværelsen ikke kan rummes på et excel-ark, og at nok så stor faglig dygtighed ikke gør det hele. Tværtimod! Det vidste de, der skabte et moderne Danmark. Det har også med dannelse at gøre, og det er forstemmende, at regeringen i sit lovforslag til en gymnasiereform slår historie, religion og oldtidskundskab sammen. Så får vi et fagligt roderi, hvor til eksempel evnen til at skelne og vurdere forsvinder fuldstændigt. Og det er en Venstre-regering, der fremsætter forslaget! Nu har Handelshøjskolevenstre definitivt vundet.

Bertel Haarder (V) er ene tilbage på skansen. Og en svale gør som bekendt ingen sommer, selvom den gør, hvad den kan. Rønshoved Højskole er blevet til Udkantsdanmark.

Og så kan man jo altid skifte mening. Det er jo også blevet moderne. Som Uffe Østergaard!

Klaus Rothstein undrede sig i Weekendavisen over , at en af de mest fremtrædende og vidende kommentatorer, hvis kendemærker har været åbenhed, gensidig forståelse og tolerance pludselig kan gå ind for, at Europa nu må forsvare sig mod flygtninge med jerntæppe, trådhegn i fire baner, lyskastere og bevæbnede vagtposter. Det skal nok hjælpe? Eller det får ikke de nyfascistiske ”borgerværn” i Tyskland, Polen, Rusland eller Bulgarien til at forsvinde. I sidstnævnte land roses disse endda af landets ministerpræsident.

Rothstein knytter sit håb til Danmarks udenrigsminister, der faktisk forsøger at ”forene det hjerteløse hoved og det hovedløse hjerte”. Jeg er helt enig med Rothstein i hans positive vurdering af Kristian Jensen. Sådan da, for det er også et faktum ifølgeInformation, at den danske bistandshjælp i dette års finanslov er beskåret med 3,8 milliarder kroner.

Det vil blandt andet gå ud over FN’s bæredygtighedsmål, der blev vedtaget sidste år i november, så det er virkelig alvorligt. Og ét er sikkert: Det vil også være med til at forøge flygtningestrømmen. Så det kan såmænd godt ende, som Uffe Østergaard forudser.

Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter